Under 2. verdenskrig led utallige amerikanske soldater som krigsfanger i japanske fangelejre. Tusinder døde. De blev henrettet eller de døde af sult eller tortur. Bogen Target Tokyo, beskriver nogle af disses skæbner, nærmere bestemt en gruppe på 7 mænd. De havde fået deres dødsstraffe konverteret til livstid men det var dog kun de fire af dem, der overlevede under de forfærdelige forhold, de led under.

I deres fangenskab fik de en dag en bibel at læse i. Det fik afgørende betydning. Ingen af mændene, havde førhen opfattet sig som kristne og en havde endog ikke engang læst i Bibelen før. Men nu skiftedes de til at læse højt for hinanden i deres celler, og her på disse falmede sider i en gammel bog fandt de et håb og en trøst, som de kunne leve og dø på. Jeg tvivler på, at de ville have fundet det samme håb i Darwins Arternes oprindelse eller i Kants Kritik af den rene fornuft. Men Davidssalmerne profeterne og evangelierne blev det, der holdt disse mænd oppe under de ekstreme forhold, de levede under.

Måske var det passager som: ”Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, så frygter jeg ej ondt, for du er med mig. Du er min stok og min stav” Eller: ”Frygt ikke for jeg har løskøbt dig, jeg kalder dig ved navn, du er min. Går du gennem vand er jeg med dig, gennem floder, skyller de ikke sammen over dig; går du gennem ild bliver du ikke forbrændt, flammen brænder dig ikke. For jeg er Herren din Gud.”

Det ved vi ikke præcist. Vi ved bare, at de ord de hørte og læste i deres elendigheds land, gav dem mod. Mod til at leve og mod til at dø. Og mod til at tilgive selv deres bødler efter krigen. En af de overlevende vendte siden tilbage til Japan, som kristen missionær og døbte Mitsuo Fuchida, den pilot der ledede angrebet på Pearl Habour, med den kristne dåb.

Hvad skete der? Jeg tror der skete det, at Ånden gav sig til kende. Helligånden, tog bolig i disse mænds hjerter, og gjorde dem levende, om end de skulle dø, helt på samme måde, som den tog bolig i den lille flok fiskere, toldere og ulærde, der udgjorde Jesu følgere på den første Pinsedag. Det var himmelsk Ånd over støvet. Det var livet fra Gud, der kom til disse ulykkelige, ligesom den kom til disciplene på pinsedagen, og gjorde dem til uforfærdede apostle, der siden fik kristendommens budskab udbredt, selvom det kostede det fleste af dem livet.

Hvorfor har du åbenbaret dig for os og ikke for verden? spurgte den fromme Judas (ikke Iskariot) Jesus ved deres sidste måltid sammen. Med det spørgsmål mente han: hvorfor for os ubetydelige, usynlige? Ja vi kunne på samme måde spørge: hvorfor åbenbarede Vor Herre sig for nogle halvhedenske krigsfanger i et japansk fængsel? Hvem ville tro dem? Tosser, uligevægtige, lidende, traumatiserede. Det er netop det, hele verden forarges over: hvad er der med den tro, kristendommen? Det er jo lutter udskud, rakkerpak, fanger og tiggere der er tilhængere af denne lære? Hvornår ser man, at de der betyder noget i samfundet, kunstnere, forfattere, popstjerner, kulturpersonligheder og præsidenter regner den for noget?

Hvis det kristne budskab var sandt, havde Gud vel åbenbaret sig for dem først og fremmest? Men Gud siger nej. Det er de fattige, fiskerne, de fangne, de nøgne, børnene og kvinderne, der skal gøre det. Det er dem, der skal være ordets bærere og forkyndere. Det skal vi trøste os ved, når vi selv føler og hører, at vi ikke er noget og må bekende at andre måske end ikke ville bruge os som skopudsere. Kristus går sine egne veje. Han ser ikke på, hvad et menneske er i verdens øjne. Han udvælger hvem han vil til at bære hans Ånd.

Helligånden. Det er såmænd den Ånd, der tales så ligefremt og frimodigt om lige fra Bibelens allerførste sider. For fra først til sidst er Bibelen en beretning om Guds skaberånd. Den Ånd, der kalder det der ikke er til at være. Den Ånd, der svævede over vandende ved verdens begyndelse og om hvem der står på Bibelens sidste side, at den sammen med bruden vil sige: Kom, og den som kommer skal modtage livets vand for intet!

Det er den samme Ånd, der tales dunkelt om i myterne. I fædrenes myter. I beretningerne om Thors Hammer, der kan gøre alle de, der er signede med hammertegnet levende igen i Valhal. Som en forud-dannelse, som fra tidernes morgen er lagt ind i det menneskelige sind til at være grobund for det, der engang skulle komme, med en fylde og en herlighed, som kun det hjerte, der var forberedt på det kunne modtage. Helligånden, Guds ånd, der kan vække dødt til live. Alt det den vil, både her og sidenhen. Og det er en hemmelighed, der har været gemt i mennesket altid: I begyndelsen var Ånden.

Og læser vi videre i vores Bibel og kommer til det Nye Testamente, læser vi igen hvordan Guds Ånd skaber liv, da det lyder til Maria at Helligånden skal komme over hende og den højestes kraft skal overskygge hende. Siden blev ånden udgydt over alle dem, der var tilstede, da Peter holdt sin prædiken efter at Ånden var kommet over disciplene. Da gik det ord i opfyldelse, der havde lydt siden gammel tid: at der skulle komme en dag hvor Gud vil sende sin Ånd – ikke bare til jøderne – men til ALLE folk. Og da gik det op for dem, der var tilstede, at ham de havde korsfæstet, Jesus fra Nazareth, at han er Herre og Kristus.

Folk kunne jo så have sagt, at det var ikke dem der havde gjort det, og de havde ikke nogen del i det og var slet ikke i Jerusalem den påske, men der står, at det stak dem i hjertet og de sagde: Hvad skal vi gøre? Herved kan vi se, at det er ikke altid sådan, at når Ånden kommer i menneskers hjerter, så rejser de sig op og begynder synge og lovprise. Nej, det kan lige så godt være at et menneske, når det mærker Helligånden i hjertet græder, fordi det menneske ser at dets hænder er blodstænkede, at hænderne svigtede. Men netop her hvor hænderne er tomme kan Helligånden komme og gøre sin gerning, så det nye liv kan begynde. Det er ikke sådan at et menneske modtager Helligånden som en krone på sit eget menneskeværk. Nej det er ved Helligånden at alting starter.

Pinsedag var den dag, da Guds Ånd tog bolig i vor menneskelige skrøbelighed. Men Helligånden skaber stadig liv. Det gjorde den dengang, det gjorde den for nogle mennesker i nød i en japansk fangelejr. Det gør den for os nu. Det har så ofte været sådan i kirkens lange historie, at nu så det ud som om Ånden havde forladt den. Alt var gået i stå. De kristne var få og svage. Mennesket var blevet åndløst. Tiden var åndløs og lovløs. Fuld af had til Kristus. Fuld af glubske ulve og falske hyrder. Sådan kan det også se ud nu. Men vi tror og håber på, at Gud alligevel vil lade det blive pinse igen og at Gud vil være i vore hjerter.

Der står i Bibelen, at de der drives af Guds ånd, er Guds børn og børn de har et hjem. Det hjem det er Kirken. Den kristne menighed. I det hjem har vi vores plads og her har vi et sted, hvor livet står op fra døde. Og så tror vi, at når vi engang skal herfra, så vil Guds Ånd genskabe vores legemer for at vi ikke for altid skal ende i graven. Døden skal ikke være det sidste. Evigheden skal være det sidste.

Jeg lever og I skal leve, sagde Vor Herre. Det er også Hans ord til os i dag. Det ord har gjort uforfærdede af forfærdede, modløse har det indgydt mod. Det har indgivet trøst og fred i nedtrykte og forsagte hjerter. Forvandlet mennesker. Gjort virkelige frie sønner og døtre af den højeste. Konger af vankundige små.

Det ånder himmelsk over støvet. Glædelig Pinse.

Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder