En af de dræbte terrorister iført falsk bombevest

Så ramte terroren for tredje gang på to måneder England. Denne gang (igen) London, hvor tre terrorister i den efterhånden velkendte stil, pløjede sig igennem fodgængerne, der spadserede i den lune sommeraften på London Bridge. De tre terrorister kørte derfra videre til det livlige Borough Market, hvor de iført attrap-bombeveste sprang ud af bilen og med knive gik til angreb på de tilstedeværende. 7 blev dræbt og 48 såret – herunder en betjent. 8 minutter efter angrebet begyndte, ankom Londons politi og skød de tre terrorister.

Her til morgen afholdt Londons borgmester, Sadiq Khan et pressemøde, hvor de vigtigste budskaber var en opfordring til briterne om at fortsætte deres liv som hidtil og og en forsikring om, at London var den sikreste storby at færdes i. To ret besynderlige budskaber al den stund, at det er anden gang inden for ganske kort tid, at terrorister har massedræbt uskyldige mennesker. Udtalelserne falder dog ret godt i tråd med Sadiq Khans tidligere udtalelse om, at terrorangreb er “part and parcel of living in a big city” og altså noget, som man må affinde sig med. En holdning Londons borgmester ikke synes at have forladt, og han var da også mere optaget af at berolige byens borgere i forhold til  det forhøjede trusselsniveau end af bekæmpelsen af terroren og islam som bærer af de konstante, voldelige angreb på demokrati og frihed.

Indtil videre har de Konservative meddelt, at man indstiller valgkampen i dag, men allerede nu er der overvejelser om at aflyse parlamentsvalget på torsdag af frygt for flere terrorangreb. Bliver disse overvejelser realiseret, vil det være demokratiets ultimative kapitulation over for islam og et forfærdende signal om, hvor svagt, passivt og forsvarsløst værnet om de grundlæggende vestlige værdier er.

Sadiq Khans pressemøde gav ingen forhåbninger om, at målet er fuldt og at man nu vil sætte aktivt ind over for fjenden i vor midte. Eneste nyhed i forhold til myndighedernes reaktion på lørdagens terrorangreb er, at man prompte betegnede det som et terrorangreb og dermed synes at have gjort op med den fodslæbende anerkendelse af, at vi er under angreb og dermed i krig. At det er “fredens religion” der er fjenden, kan ingen længere være i tvivl om.