Europæiske mediers og politikeres reaktioner på Trumps bekendtgørelse af, at han trækker USA fra Paris-aftalen, vidner om et hykleri og et fravær af realitetssans, som næsten ikke er til at bære.

Næsten uanset hvor man vender sig hen i Europas medieverden understreges det, at der ikke er andre lande end Syrien og Nicaragua, som ikke har underskrevet aftalen, for Nicaraguas vedkommende fordi den ikke er god nok. Ræsonnementet overlades som en øvelse til læseren: USAs præsident er havnet i selskab med den syriske diktator Bashar al-Assad. Det er som om Trump personlig havde taget en halv million liv.

Ingen undersøger, om der kan være noget om Trumps begrundelse for at trække sig fra aftalen: De betingelser, der blev forhandlet igennem af Obama opstiller urealistiske delmål for USA, mens lande som Kina og Indien er med på en badebillet.

Der er i det hele taget ingen, som interesserer sig for, hvor store de totale udslip rent faktisk er eller bliver, hverken i USA, Europa eller resten af verden. Burde sådanne oplysninger ikke befinde sig så langt fremme i bevidstheden, når det antages, at vi rent faktisk risikerer at blive stegt og alverdens strand-grunde vil blive oversvømmet? Og apropos: hvornår vil vi se et prisfald på sidstnævnte?

2,7 millioner amerikanske arbejdspladser vil desuden gå tabt, siger Trump, hvilket er en temmelig inlysende konsekvens af et påtvunget lavere energiforbrug for en voksende befolkning.

Men vil det ikke også gælde Europa? Jovist, men du hører bare ikke om det. En lille NTB-notits forleden – nix, du vil ikke finde den i din avis – satte den europæiske falskhed og forstillelse i denne sag i perspektiv: Klimaudslippene i EU steg med en halv procent 2015.

Men de rige landene har med Paris-aftalen forpligtet sig til at skære udslippene med mellem 10-40% . For Norges vedkommende er det 40% inden 2030.

Problemet er at sådanne ambitiøse mål er umulige agt nå uden en kraftig forringelse af levestandarden, som ingen er villige til. EU-landene ved udmærket godt, at de ikke vil være i stand til at opfylde målene i Paris-aftalen.

Som de fleste andre projekter som er målstyret af visionære mennesker, som ikke aner, hvad de har gang i, er også dette dømt til at mislykkes. Og som det går med alle andre urealistiske målstyrede projekter, har vi at gøre med en administrativ elite, der lader som om den selv er skyldfri, pligtopfyldende og vanvittig dygtig, uden at bryde sig for meget om virkeligheden. Dette onde gør sig nu gældende overalt.

Eller er der nogen som tror, at europæerne vil holde op med at køre bil, rejse med fly, lukke for varmen om vinteren eller airconditioneren om sommern? Skal de begynde at leve som amish-folket over nat?

Hvis europæerne for alvor mente noget med de skyhøje ambitioner, når det gælder reduktionen af udslip af drivhusgasser, er der en række forhold, de burde problematisere. Hvorfor skal man for eksempel flytte en masse mennesker fra afrikanske og asiatiske lande, hvor der kun er ringe udslip af drivhusgasser, til de europæiske lande, der slipper meget mere ud?

Fraværet av realisme ledsages af en slags pseudo-religiøs dimension. Vi skal kun piske os selv ved at lade som om vi skal til at være klima-akseter, mens planetens evige ofre også på klimafronten får fuldt friløb.

Det Trump gør er utilgiveligt, fordi han ikke lader sig påvirke af den glorie europæerne ganske grundløst har placeret over deres egne hoveder. Han truer ikke mindst de potentielt svært korrupte interesser, der udgår fra den klimafinansielle og klimabureaukratiske klasse. Den meningsløse handel med klimakvoter risikerer at blive en saga blot.

Det er altså ikke sådan, at det USA gør i praksis forandrer noget for klimaet på kloden. Problemet er teologisk: Amerikanerne er ikke tilstrækkeligt bange for at de risikerer at tage liv om hundrede år på grund af vandstigning, ørkenspredning, ekstremvejr og gud-ved-hvad vil have gjort tilværelsen uudholdelig for mange mennesker.

Denne måde at se tingene på, er væsensforskellig fra, hvordan mange europæere siger, at de opfatter terrortrusselen. Borgermesteren i London siger, at risikoen for at blive sprængt i luften af terrorister, er en del af totalpakken ved det at leve i en storby. I dette tilfælde har vi altså at gøre med en trussel, som er ubehageligt tilstedeværende, men som nedtones. Der er jo flere mennesker, som dør foran deres TV eller i deres senge.

Så hvorfor kan ingen sige, at det at risikere ekstremvejr om hundrede år, simpelthen er en del af totalpakken ved det at leve på denne planet? Lev med det, gør det så godt du kan, and fucking get over it.

Når en islamisk femtekolonne sår splid i vore samfund ved at tage livet af de vantro, får vi fortalt, at vi ikke må fordømme eller lade hadet splitte os. Men når verdens fremmeste demokrati og vores vigtigste allierede siger, at det er slut med at spille klimafrelsende teater, får hadet, spliden og fordømmelsen frit løb.

Det vidner om en falsk og løgnagtig ledels. Det er på tide at vælge en ny.