I dag beslutter Folketinget efter al sandsynlighed at ophæve straffelovens § 140 – bedre kendt som blasfemiparagraffen. Hermed sættes der et formelt punktum for mange års kamp for ikke mindst Trykkefrihedsselskabet for at få afskaffet straffelovens krænkelsesbestemmelser, der ud over blasfemiparagraffen også omfatter § 266 b – racismeparagraffen.

Fra i dag vil den ene af disse to demokratiske misfostre i straffeloven være væk – og det er der grund til at fejre, for selvom blasfemiparagraffen kun yderst sjældent har været forsøgt taget i brug og endnu sjældnere effektueret – så har den været en skamplet på vores demokratiske fundament og ikke mindst de frihedsrettigheder – særligt ytringsfriheden – der bærer det.

Der er således god grund til at hive en flaske champagne frem og lade proppen springe, når det senere i dag står klart, at Folketinget med Dansk Folkeparti og Enhedslisten i spidsen fjerner forbuddet mod offentligt at drive »spot med eller forhåne(r) noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse«. Religion og religiøse følelser hverken kan eller skal nyde særlig beskyttelse. Det er nonsens i et frit demokrati og derfor en fejring værd, at det omsider er gået op for et stort flertal i Folketinget.

Den opmærksomme læser vil dog have bemærket, at opfordringen til at lade champagneproppen springe er i ental, for selvom vi skal glæde os, er der ingen grund til at lade fejringen gå over i beruselse over afskaffelsen af blasfemi-paragraffen. For faktum er – desværre – at hverken afskaffelse af straffelovens § 140 eller § 266 b i virkelighedens barske verden vil kunne fjerne det stigende pres mod vores (ytrings-)frihed.

I morgen vil de grimme koranklodser stadig skæmme gaderne i de større danske byer. I morgen vil Kurt Westergaard stadig være en fange i sit eget hjem og han, Lars Hedegaard, Flemming Rose og Naser Khader stadig være omgivet af sikkerhedsvagter. I morgen vil Jyllands Posten stadig mere ligne en fæstning end en avis, Synagaogen og Carolineskolen vil fortsat være bevogtet og det vil være reglen mere end undtagelsen, at deltagere i Trykkefrihedsselskabets og Lars Vilks Komitéens konferencer og debatarrangementer skal gennem sikkerhedssluser og svært bevæbnet politi for at komme ind.

For krænkelsesbestemmelserne til trods har det aldrig været den danske stat, der har udgjort en trussel mod ytringsfriheden. Den største, mest reelle og skræmmende nærværende trussel mod vores frihed og ytringsfrihed er islam, og den frygtsomme debat, der har præget Venstres folketingsgruppe op til dagens afstemning i Folketingssalen, udgør et sært deprimerende bevis på, at udviklingen har overhalet os inden om:

Vi kan ikke længere lovgive os til frihed, for islam respekterer ingen sekulære regler og dens terrorister griner hele vejen op i lastbilerne og ind til popkoncerterne. De ved af erfaring, at der stadig er horder af medier og politikere, der nægter at indse, at “fredens religion” ikke er spor fredelig, og som til enhver tid vil argumentere for, at det seneste islamiske terrorangreb er “en voldtægt af islam”.

Ikke desto mindre er det hér – i islams konstante trussel om de frygteligste repressalier – at truslen mod (ytrings)friheden skal findes. Den lever i vor midte og kan derfor også slå til igen og igen. Det kan afskaffelsen af blasfemiparagraffen ikke ændre på.

Det bør dog ikke hindre os i at åbne en flaske champagne, for selvom afskaffelsen af blasfemiparagraffen de facto er en papirsejr, så er det en glædelig begivenhed. Så nyd et glas – et enkelt glas.