Francois Hollande virker som en fisk på land, som han står og skuer ud over sletterne uden for Erbil i Nord-Irak. Der ude findes IS, og nogle af dem er franske statsborgere. Hollande ved, at de der angreb Bataclan og Stade de France, havde været her.  Han spørger og får svar fra de seje fyre, som bemander fæstningen: Dræb dem før de dræber os. Krigens første bud. Foto: Christophe Ena/Reuters/Scanpix

Amerikanerne har aldrig været udpræget fintfølende i  deres krigsførsel. De satser på massiv overmagt og på at knuse fjenden. Derfor er forsvarsminister John Mattis’ udtalelser som “annihilation” – udslettelse af IS – ikke noget radikalt nyt. Det var Obamas finføleri som var uamerikansk. Han foretrak kirurgisk krigsførsel.

Men det Frankrig gør har større betydning, især for Europa. Frankrig har i realiteten indført dødsstraf for IS-krigere med franske pas, hvis de griber til våben uden for Frankrig.

Den franske stat benytter al sin tekniske ekspertise i jagten på det, som juridisk set er “franskmænd” – for så at lade dem blive slået ihjel irakere.

The French special forces have a forensics team that collects physical evidence—tissue and bone from the dead and wounded, as well as discarded drinking cups and utensils—to find DNA matches with the men on their wanted list, Iraqi and French officials said.

The team in one instance collected bone samples from a dead fighter and ran the DNA collected through a database to compare with the DNA of French nationals suspected of joining Islamic State, according to the former foreign-affairs adviser to the French government.

Det er er at anvende en moderne stats sofistikerede virkemidler – DNA og digitale databaser – til at jagte det, som er statens erklærede fjender.

IS har erklæret den franske stat krig. Nu giver den franske staten igen med samme mønt: Den bruger sin magt til at dræbe fjenden med de midler, den har til rådighed.

Det franskmænd og europæere ser hjemme er defensivt: Soldater i gaderne, sikkerhedssystemer. Etterretning som overvåger jihadister og forsøger at forpurre planlagte angreb. Det er en reaktiv strategi.

Det Frankrig gør i Irak er proaktivt: De opsporer fjenden og dræber ham før han kan komme hjem og dræbe franske borgere.

Det er en helt anden strategi – både juridisk og politisk. NGO’erne udøver et massivt pres på hjemmebanen i alliance med politikere og medier:  Den mindste udvidelse af statens fuldmagt lægges under lup og møder kritik. De vesteuropæiske lande diskuterer fortsat om det er rigtigt at tage statsborgerskabet fra IS-krigere eller nægte dem indrejse.

Frankrig har skåret igennem: De henretter dem i Irak uden for den hjemlige jurisdiktion.

Eller rettere: juridiske eksperter finder juridisk grundlag for handlemåden: civile uden uniformer har kun begrænset beskyttelse, og især hvis de er gået over til at føre krig mod civilbefolkningen i deres hjemland.

French soldiers are seen in silhouette while French President Francois Hollande (not pictured) visits a military outpost on the outskirts of the Islamic State-held city of Mosul, outside the Kurdish city of Erbil, Iraq, January 2, 2017. REUTERS/Christophe Ena/Pool

Det er før sket, at når politikerne ikke kan beslutte sig – og det er den milde måde at anskue de europæiske politikere på – så kan løsninger opstå på et lavere niveau: Henrettelser indføres som metode ad hoc, og hvis det virker, hvilket det sikkert gør, bliver ad hoc permanent, og overføres til et højere niveau, dvs bliver erklæret politik. Det kan blive svært for politikerne at modsætte sig en politik, som har vist sig effektiv.

Vesteuropa har længe vært slap: Et stort antal jihadister har vist sig at leve af offentlige ydelser og hæve skattekroner til deres underhold. De beholder deres pas og kan frit rejse ind og ud af landet – ligesom Manchester-bomberen gjorde det.

Kritikere har længe efterlyst en anden politik.

Nu kan det så være, at reglerne ændres ude før de ændres hjemme.

French President Francois Hollande (L) shakes hands with a French soldier as his visits a military outpost on the outskirts of Islamic State-held city of Mosul, outside the Kurdish city of Erbil, Iraq, January 2, 2017. REUTERS/Christophe Ena/Pool

Det hedder sig, at franske soldater ikke står for henrettelserne, det overlades til irakerne. Men når franske soldater blander sig med irakiske soldater, hvordan ved man så, hvem som gør hvad?

A team of four French special forces went door to door in the neighborhood in January. Two of the soldiers checked the identities of residents while the other two men stood guard. “They have their own targets,” an Iraqi counterterrorism officer said as he passed the scene.

Filosofen Hannah Arendt var optaget af, at Europa foretog sig ting i koloniene, som siden blev “taget med hjem”. Interneringslejre var noget briterne først brugte mod boerne i Sydafrika.

Terrorkrig er undervisning i brutalitet. Vesteuropæiske lande har været igennem en stejl læringskurve. De har lært i Afghanistan, at uden vestlige soldater går det dårligt for regeringshæren.

Det samme har gentaget sig i Irak. Regeringshæren magter ikke at udrette noget uden amerikansk eller fransk hjælp. I Syrien er det den samme historie: Syriens demokratiske styrker, hvor den ledes af den kurdiske YPG-milits, begyndte tirsdag at modtage amerikanske våben. USA udfører efterretning, droneangreb og bombninger.

Amerikanere og franskmænd tilbyder know-how og assistance. De vinder ikke krigen for afghanere og irakere, men de er uundværlige. I den proces lærer de noget om, hvad der virker.

Mod IS er der bare et middel, der har effekt: Døden. Ellers er det dem, som tager døden med tilbage til Europa.

Er det militæret som har overtalt politikerne til at tillade nye metoder at blive afprøvet i Irak og Syrien? Det ser sådan ud. Hvis de viser sig effektive, kan det være, at politikerne forstår, at de må gøre det samme på hjemmebane.

Hvis dødsstraf fungerer for franskmænd i udlandet, hvorfor så ikke på hjemmebane?

Det er en logisk slutning, og man kan ikke udelukke, at det vil være politikerne som ser pointen.

Hvad vil vælgerne sige?

Hvis terror-angrebene fortsætter med at komme så tæt som de gør nu, kan det være, de er enige.

Så vil metoderne fra Mellemøsten være flyttet til Europa og Europa er tættere på at blive det, som muslimene kalder krigens hus.