En dame ved navn Margot Kässmann har endnu en gang skabt ravage i det splittede Tyskland. Hun er noget så fint som Reformationsambassadør og er såvel forhenværende biskop som forhenværende formand for de tyske lutherske kirker(EKD).

EKD har netop afholdt deres ”kirkedage”, en årligt tilbagevendende begivenhed. Dette år i den lutherske reformations tegn. Det er i år 5oo år siden munken Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i byen Wittenberg, hvor han modsagde pavekirkens misbrug af sjælene. Almindelige fattige mennesker blev afkrævet penge for at præsten kunne læse messe over en kær afdød, som desværre endnu ikke var nået himmeriget, men led usigeligt i skærsilden. Dette førte til spaltningen af kirken i en evangelisk og en katolsk del.

I jubilæumsåret tales der ikke så meget om Gud og Jesus, og striden med paven er blevet til en slags aftale om, at fra nu af skal kristendommen ikke skabe splid men forene. Vi har hørt det hele før. Forskellen fra tidligere er, at kirkedagenes indhold nu er blevet officiel politik i alle pæne partier. Siden 2. verdenskrig har de tyske evangeliske kirker ført en sekulær, noget venstreorienteret tilværelse, hvor den faste stok var overbevist om, ikke så meget Guds nåde, men at have ret mod ”det bestående”, som var lige dele kapitalisme, miljøsvineri, og antimilitarisme. I DDR var disse temaer strengt forbudte, antagelig fordi lige præcis de var en del af den statslige ideologi, og derfor var en antimilitaristisk gejstlig noget andet i DDR, hvor børnehavebørn lærte at elske raketterne, end i Vesten.

Men nu er det hele officiel politik, og politik er, hvad kirkedagene handlede om. Den kendte kristne tænker Barack Obama var inviteret hele vejen fra USA, og sad sammen med politikerne i et stort halvtelt ved Brandenburger Tor, hvor den store indlednings-gudstjeneste blev holdt. En digter havde digtet et Himmelfartsdigt med titlen: Jeg tog et skridt ud i den fri luft – og den bar! Et slogan, der minder meget om optimistiske politiske slogans, også dem fra DDR(Wir schaffen das! er i øvrigt en høstreklame fra et landbrugskollektiv –plakaten kan ses på Museum Kulturbrauerei i Berlin).

Intet ved den indledende gudstjeneste kunne på nogen måde genere politikerne og minde dem om, at de ikke var guder, men havde et arbejde at gøre med at værne deres landsmænd og formane og straffe de tøjlesløse og onde. Dette siger den Luther, er regeringen/øvrighedens arbejde. Ikke at være moralsk instans.

Tilbage til fru Kässmann. En biskop havde fordømt partiet Alternative für Deutschland, og ment at medlemskab af dette var uforeneligt med kristen livsførelse(svarer til at Dansk Folkepartis eller Ny Borgerliges medlemmer blev fordømt af en biskop), og dermed tydeliggjort at kristendommen i dag er en moralsk løftet pegefinger.

Margot Kässmann trak, som beskrevet af Henryk Broder, Nürnberglovene op af deres grav ved at vende dem om. Hun fordømte AfD’s opfordring til tyskerne om at få flere børn: der kan man bare se! Når AfD ligefrem opfordrer tyskere til at få børn med tyskere, så de har to tyske og fire tyske bedsteforældre, så er der jo ingen grund til at spørge efter den brune vinds udgangspunkt.

Det blev meget ilde taget op på de sociale medier; skulle det nu i Tyskland være en ulempe at have tyske forældre og bedsteforældre? Der bliver ingen sag mod Margot Kässmann, hun fortolkede jo blot AfD’s udtalelser, siger advokaterne. Hun sagde det imidlertid, og lagde ingen skjul på, at hun sagde det som kristen. Ingen af de berømte indbudte, endsige præster, talte hende imod, i hvert fald ikke officielt. Ikke én talte om den virkelige fascisme, der hærger, ikke blot Tyskland, men hele Europa. ”Det er ikke altid opportunt at fremhæve kristenforfølgelserne”, tweetede en lille, skræmt observatør, og det er så sandt som det er sagt, hvis man vil beholde kjole, krave og almindelig agtelse. Og alle disse skøntaler blev holdt i et område, omgivet af ”de såkaldte ”Merkelklotzen”, cementklodser, De ved.

Kirken i Tyskland er blevet borgerliggjort. Således forstået, at dens præster for enhver pris vil tækkes politikere og moralister. Nu kunne man godt have holdt gudstjenesten i Berlins Domkirke. Men det skulle være foran Brandenburger Tor, for at det ikke skulle føles indsnævrende. Det er ikke sært at de, der taler Merkel midt imod, synes at kirken er fremmed for dem. I stedet for at prædike evangeliet, taler man om Luther som velfærdsstatens fader, hvis man da overhovedet nævner ham, og så er det noget med at kaste lænkerne af sig og gå frem sammen. Sammen med Merkel, de Maziere og Obama.

Den tyske kirke har påtaget sig rollen som kreativ klasse; den håner folket for deres egne skattepenge. Den er ikke mindre moralsk end det gamle SED. Den spærrer imidlertid ikke folk inde, men ude: Du har de forkerte meninger, de forkerte forældre, den forkerte herkomst. Den Luther, hvis reformation de påstår at fejre, fordømte ikke nogen på grund af herkomst og parti, men han revsede kætterne; de, der mente, at de i kraft af deres herkomst, ophøjede stilling og lærdom kendte Guds vilje. Merkel, hvis præstedatterherkomst så ofte er blevet prist, har øjensynligt ikke andet forhold til kirken end at den kun har sin eksistensberettigelse, såfremt hun, Barack Obama og Margot Kässmann finder grund til at være enig med den.

Mon ikke det også er dem, George Orwell taler til, når han siger, at pacifisterne kun kan sove roligt, fordi der er nogen, der passer på, at fjenden ikke kommer ind i landet.

Og Luther:

De lærer idel tant og svig

af egen kløgt udspundet;

Thi hjertet ej enfoldelig

i Herrens ord er grundet;

en vil det så, en anden så,

så mange veje går de på,

med sandheds skin de pranger.

Margrethe Horstmann er cand. theol.