Kristentroen er på mange måder en tro, der binder os til jorden. Til at være vor næste tro. Til at gøre gavn, der hvor vi nu engang er sat. Til at stride vor strid her i verden. Mod mørke og ondskab og for fred og frihed. For denne verden er noget uendeligt værdifuldt for Gud. Livet her, medmennesket, ja, alt det vi fryder os over. Alt det er velsignet af Gud. Gud så jo, at det var godt. Og Gud trådte selv ind i verden i menneskeskikkelse, som et menneske. Et fattigt menneske endda. Og han regnede det ikke for et rov. Sådan en Herre er han. Han har skabt himmel og jord og styrer alt, samtidig gjorde han sig et med de mindste små.

Han ville opgive alt for at holde os i live, for at give mennesket glæde og mod. For at bære hele menneskehedens skyld. For at lindre nøden. Hvorfor? Jo, det var fordi, han elskede verden. Han havde jo ellers alt. Han havde hele guddomsfylden. Han havde al magt i himlen og på jorden. Han kunne betvinge storm og hav.

Men der var en ting han ikke havde, nemlig menneskenes hjerter og intet var vigtigere end at indbyde menneskeheden til at modtage ham i hjertet og til at vokse i hans kærlighed. Det var det, der fik Jesus til at stige ned fra sin trone ved siden af Faderen og komme her til vores lille jord og leve med os her og dø for vores skyld. Det var hans ønske om at drage mennesket til sig. Intet andet drog ham herned end hans kærlighed til os. Det er det der menes, når man siger, at kærlighed gør blind. Eller at kærligheden overvinder alt. Eller at kærligheden er stærkere end døden. Eller at kærligheden ALT udretter. Alt det, der er nødvendigt.

Forstår vi det? Forstår vi dybden af den kærlighed Gud elskede os med?  Ja på samme måde kunne man spørge: Forstår et lille barn dybden af sine forældres kærlighed? Ethvert lille barn fornemmer nok instinktivt forældrenes kærlighed, ja har fuld tillid til den. Når det lille barn så vokser op, så tager det ind imellem forældrenes kærlighed for givet. Så rejser barnet verden rundt. Eller kommer sent hjem om natten helt uvidende om forældrenes bekymring, som bare føles omklamrende. Men når så barnet selv får børn, så forstår det barn for første gang, hvilken kærlighed forældrene elskede det med. Så går det op for barnet hvilken uro og smerte det også har været årsag til ved sin letsindighed. (Jeg taler her måske mest om mig selv).

Sådan fatter vi nu nok også kun en lille smule af den kærlighed Gud elskede os med. En kærlighed der fik ham til at opgive alt. Men en dag skal vi forstå og kende den kærlighed fuldt ud. Indtil da må vi prøve at forstå den i billeder eller ved fortællinger. Vi kan fx tænke på Jakob og Rachels kærlighedshistorie: Jakob arbejdede i 14 år for sin morbror. Laban satte Jakob til det usleste arbejde, prøvede at snyde ham og var nærig med udbetaling af løn. Livet som ansat hos Laban var surt – og dog gik Jakob hver dag til sit arbejde med en sang i sit hjerte, glad i forventningen om den løn, der ventede. Ikke gods eller guld. Ikke ære og status. Ikke avancement eller magt. Men kærlighed.

For da Jakob var kommet til Laban fra et andet land – da han i sin tid netop var ankommet til Labans landsby og havde sat sig på torvet ved brønden for at hvile – da mødtes hans blik af de smukkeste øjne, han havde set – Labans datter Rakels øjne. Og da vaktes en kærlighed så stor og uslukkelig, at intet fra det øjeblik var vigtigere end at forenes med den eneste elskede Rakel.

Fjorten år slavede Jakob for Laban, glad i visheden om, at han gjorde det – for at få hende. Og det var det værd; det var det rigeligt værd. Sådan er det for Jesus med dig. Du er Rakel for Jesus. Der var én ting, Jesus ikke havde; én ting, han manglede – og det var os. Han, der havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud – men han regnede det for et rov at forenes med os, med os mennesker, fordi han elskede os.

Det er det ene. Vor Herre blev født og korsfæstet her på denne jord. Død og begravet, opstanden fra de døde. Og derpå opfaret til himmels. Dette opfaret til himmels skal nemlig minde os om det andet jeg vil sige i dag.

Ligesom Jesu fødsel, lidelse og død her på jorden skal minde os om, at han elskede verden og os og at vi derfor skal elske verden og hinanden, som han gjorde det – så skal det sidste – opfaret til himmels minde os om ikke at blive himmelfjerne. Om at huske at se opad. Det skal minde os om, at vi er borgere i to riger: her på jorden og i himmelen. Det skal minde os om, at vi består af støv OG ånd. At vi er himmelstræbende væsener, skabt med øjet himmelvendt.

At blive verdensfjerne er der for det meste ikke megen fare for vi bliver, for vi hænger ved verden. Vi taler til daglig ikke meget om den anden verden, der skal komme og som vi også tilhører. Det er et kors for vor forstand og vor fornuft. Men alle de bibelske beretninger og særligt denne beretning, vi lige har hørt om Jesus der farer til himmels taler ligeud og frimodigt om den anden verden. Om himmelen. Om de levendes land. Om den tid der skal komme, hvor kampen er slut, hvor der ikke skal være sorg eller skrig og hvor Gud vil tørre tåren af hver en kind.

Slægterne før os har talt om det og frydet sig ved det. Den anden verden er det stof de store fortællinger og myter er gjort af.

Bibelens fortællinger og vore forfædre forudsætter, at himlen, det evige, skal være en lige så stor virkelighed for os, som verden er det. Og hvad der er endnu mere vigtigt: Det er vort himmelvendte blik, der skal give os blikket for al skønt og stort herneden, som Grundtvig digter i ”Et jævnt og muntert virksomt liv på jord.”

Det er tanken om det evige, om den dag, da Gud skal blive alt i alle, der gør, at vi virkelig kan give os verden i vold, for ved I hvad? Det, at der er noget mere der venter os, det at det allerbedste vi kender nu, kun er et ridset spejl af det, der skal komme, betyder at vi kan slappe af! Vi skal ikke skabe evigheden i dette liv. Vi skal ikke hive himlen ned på jorden. Vi skal ikke nå DET HELE i dette liv. Det er menneskeligt at stræbe efter det himmelske, at være himmelvendt, men hvis denne stræben ikke rettes mod Gud og mod vort borgerskab i hans rige, så løber den løbsk og vil udfolde sig her og nu. Så vil den skabe himmelen på jorden. Om den så skal gå over lig.

Vi kender alle disse forsøg på at skabe et paradis på jord og hvad det har medført af ofre. En bedre verden betyder som regel ikke bedre for alle. Drømmen om den rene verden her på jorden, er det stof de terrorbombemænd, som nu igen har lemlæstet og myrdet uskyldige, og denne gang var det pigebørnene de gik efter, er gjort af.

Men alle dine drømme og længsler de skal rette sig mod det evige. Lev derfor her i verden nu med frimodighed. Giv dig selv til andre. Vær ødsel med dit liv og med kærligheden, for alt der er at sige om dig er ikke sagt med dette jordeliv.

Så Kristi himmelfart skal drage vort blik opad for en stund. En kort stund stod disciplene og kiggede op mod himlen. Men der blev de ikke stående. For Jesus havde, ved at vende deres blik opad, vendt det udad mod hele verden: Gå ud og forkynd evangeliet til hele skabningen. Det vil sige: for alle mennesker.

Det var det bud de fik. Og da de havde gjort, hvad de kunne gav de den opgave videre til næste slægt, som gav den videre til slægten efter dem. Nu har vi fået den. Den samme missionsbefaling som de første kristne. Så Kristi himmelfart skal også hjælpe os med at rette blikket fremad mod de næste slægter, dem der skal komme efter os. Ja, mod hele skabningen. Dem der kommer til os nu med tomme hænder og med sjæle som fejede og prydede huse og ikke har nogen tro og dem, der kommer med en anden tro.  Også dem skal vi fortælle om Jesus og om hvordan han ville opgive alt for at holde os i live. Om hvordan ethvert menneske er Rachel for Ham.

Amen

Nana Hauge er cand. theol. og valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder