Tirsdag aften så jeg TV2 nyhederne to gange. Der var nemlig noget usædvanligt ved rapporteringen fra Manchester. Den skulle informere om terrorangrebet, men endte ufrivilligt med at afsløre noget langt værre: Afmagt.

Tidligere har nyhedsmedierne frådset i reaktioner. Ofrene, terroren, og ikke mindst terrorens årsager og sammenhænge har aldrig vært interessant for norske og danske medier – det har vært reaktionene på terroren som har været i fokus: Kærlighedserklæringer, tøjbamser, festtaler, sorg, chok, indignation, harme. Se hvor chokerede vi alle er. Vore tanker går til ofrene og folket. Folk har holdt hænder, krammet og trøstet hinanden. Politikere har forsikret, at vi står sammen, mens hele problemet netop er, at vi slet ikke står sammen længere.

Interview-objekter har altid været eftertragtede, men de har aldrig talt om, hvad det er, der driver terroristerne: De har talt om  kærlighed, om ikke lade hadet tage over, og ikke lade sig skræmme af terroren. Alt skal være som det plejer. Vi skal trodse ondskaben, og lade som den ikke ødelægger noget for os. Javel? Hvordan stopper det ondskaben?

Hvor mange terrorister har kærlighedserklæringerne stoppet det seneste år? Sikkerhedstjenester og politi, med tungt bevæbnet personel som spydspids, har stoppet mange, mange terrorhandlinger i Europa de seneste to år. Men det er der ingen, der taler om. Mislykkede terroraktioner tæller ligesom ikke. Medierne vil ikke tale om sammenhænge, store billeder, årsager, magtanvendelse og tiltag. De vil rapportere om følelser.

I går var det imidlertid meget lidt af den slags, der gled henover skærmen: En slatten plakat som råbte på kærlighed. En indigneret dame som følte, at nogen havde stjålet hendes religion og mente, at hun repræsenterede det ægte islam. (Akkurat som gerningsmanden også gjorde, før han sendte sig selv direkte til Allah efter opskriften i den eneste bog, han læste) Der var grædende unge, som følte sig forfærdet. Et lille barn som synes terror er dumt. En far som chokeret hjem til Norge med sin datter. Og så? Sport. Ikke et ord om «Det hvidglødende raseri» eller den store højreekstreme fare man forsøger at sælge som både svar og syndebuk. Det kommer nok senere.

Det begynder at gå op for både elite og journalister at reaktioner intet har at gøre med hverken analyse, nyheder eller tiltag at gøre. Det er bare feelgood-TV.  Trøst til de urolige. Cirkus for folket. Det gør godt, men det forklarer ingenting og gør ingen forskel. Det eliten, medierne og multikulturens frelste flok troede var tiltag, har vist sig at være totalt virkningsløst: Terroren fortsætter. Truslen eskalerer. Splittelsen i samfundet bliver dybere og dybere. Ekstremistene flere og flere. Og nu er der ikke flere værktøjer tilbage i den multikulturelle værktøjskasse:

Alle bamserne er vist. Alle blomsterhave set. Alle de grædende mennesker flyder sammen. Alle undskyldningerne om at føle sig ekskluderet, mentale problemer, misforstået islam og «ensomme ulve» fra moskeens store fællesskab er gentaget til bevidstløshed. Gentagelserne begynder at blive pinlige, og det er næsten umuligt at finde nye vinklinger efter så mange terrorangreb. Alle reaktioner er allerede vist.

Det eneste alternativ som redaktionerne nu har tilbage, er at bevæge sig ud i det umulige: Ægte analyse. Spørgsmål, der gør ondt. Kølige, professionelle journalister, som forlanger svar, søger at placere ansvar, lægger op til hoved-rulning og sætter alle terroraktioner (som er fremstillet som uforståelige enkeltstående hændelser), i system, kontekst og sammenhæng. Så alt danner et billede som publikum kan se klart og tydeligt, og som viser, hvem der har ansvaret.

Det er en helt anden værktøjskasse. Den indeholder ikke følelse og reaktion, men analyse og aktion. Denne verktøjskasse tilhører højrefløjen, og ingen venstresnoede medier orker at stikke hænderne ned i den. Det ville være et smertefuldt nederlag og at indrømme egen utilstrækkelighed. Det kunne også blive pinligt for nogen i venneflokken. Endnu prøver de at finde nye reaktioner og vinklinger. Publikum har imidlertid fået nok af stearinlys og blomster. Afmagten spreder sig. Derfor var nyhedssendingen i går så hul, og derfor kommer TV2-redaktionen til at nedgradere nyhedsværdien og skyde sagen til hjørne, så folk glemmer og går videre.

Men måske ikke denne gang? Afmagt er altid opvarmning til raseri. Briterne har snart fået nok. For mange unge blev væk og ødelagt for livet, og ikke på grund af en meningsløs ulykke: De blev ofre for farlig politik, ført af naive og farlige politikere, med et farlig fokus på alt andet end egne borgeres sikkerhed. Der har du ægte nyheder, men de nyheder får du ikke at se på det flerkulturelle TV2.