Hvad skal der til, før politikerne træffer det valg, de skulle have truffet for længst. Det valg, der er selve grundlaget for deres politiske eksistens: At sikre befolkningens tryghed. Her taler jeg selvfølgelig om at sikre vores land mod den terror, der igen har ramt. Denne gang i Manchester med – i skrivende stund – 22 dræbte, heraf flere børn.

Hvor mange terrorangreb, døde og lemlæstede, knuste liv og familier skal der dynges op på bordet, før politikerne mener, at målet er fuldt og at vi skal sætte ind over for fjenden i vores midte?

Det er kvalmende at skulle høre politikere og højtstående myndighedspersoner fyre de sædvanlige indholdstomme tirader af, om at “vi står skulder ved skulder med Manchester i dag”, “Idag er vi alle Manchester”, “Je suis Manchester”, “Vi skal vise dem ved at fortsætte vores liv, som vi plejer” og hvad de ellers kan finde på at fornærme os med.

For det er en fornærmelse. Mest over for ofrene og deres familier, der i aftes fik deres liv knust efter endnu et islamisk terrorangreb (for selvfølgelig er det islam – at lade som om det kan være noget andet er også en fornærmelse) men så sandelig også over for alle os andre, der skal leve i stigende frygt for, at det næste terrorangreb skal ramme os selv eller vores nærmeste.

Den skulder politikerne vil have os til at stå ved, er smal og kold og uden hverken vilje eller evne til at gøre det nødvendige. Det er den sørgelige sandhed. Vi bliver ikke tryggere af grimme og ineffektive koranklodser i gaderne, og ingen kan længere have respekt for eller tiltro til, at truslen fra islam kan løses ved at poste millioner af kroner i dyre kvarterløftsprojekter og indvandringskonsulenter, korrumperede rollemodeller og kriminelle fædrenetværk.

Der skal anderledes skarp lud til skurvede hoveder, men det kommer der først efter erkendelsen af, at vi er i krig med islam – ikke i Syrien eller Afghanistan, men her hos os selv i vores eget land. Når den selvindlysende erkendelse er nået, kan man begynde at opsige de konventioner, der er til skade for vores egen befolkning, stoppe for al asylbehandling, udvise alle kriminelle udlændinge – og følge Ungarn og tag opgøret med EU, så vi kan lukke vore grænser.

Indtil dette sker, vil islams vold og terror ramme os igen og igen.