De tilbagevendende PISA-undersøgelser, der måler præstationsniveauet hos skolesøgende børn i Danmark, har i sin seneste undersøgelse udarbejdet en særlig PISA-rapport, PISA 2015 Etnisk, der sætter særligt fokus på elever med indvandrerbaggrund og deres præstationsniveau inden for naturfag, læsning og matematik.

En god ide, der alene i kraft af dens realisering markerer, at Undervisningsministeriet godt ved, at den er gruelig gal.

For det er den. Gruelig gal, altså. Her et citat fra undersøgelsens sammenfatning:

“PISA Etnisk 2015 viser, at der er en væsentligt større andel af elever med indvandrerbaggrund, der præsterer lavt (under niveau 2) i alle tre domæner, sammenlignet med elever uden indvandrerbaggrund. Blandt elever med indvandrerbaggrund præsterer ca. 40 pct. lavt i naturfag, og i læsning og matematik gælder det for ca. en tredjedel. De tilsvarende tal blandt elever uden indvandrerbaggrund er 11-13 procent for de tre domæner. Tilsvarende er andelen af højtpræsterende elever (over niveau 4) større blandt elever uden indvandrerbaggrund end blandt elever med indvandrerbaggrund.”

Elever med indvandrerbaggrund – det vil i realiteten sige elever med baggrund i lande med muslimsk kultur – halter ikke bare efter deres etnisk danske jævnaldrende, de er for en alt for stor del hægtet fagligt af uden chance for at opnå et tilfredsstillende fagligt niveau. Og med tilfredsstillende fagligt niveau menes der, at man har tilstrækkelige skolekundskaber til at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse med henblik på efterfølgende uddannelse, job og selvforsørgelse.

For det er i denne traditionelle forventning til den enkelte borgers ret og pligt til et godt liv for både den enkelte og for samfundet, at det kollapser for en stor gruppe børns vedkommende, allerede inden de rigtigt er kommet fra start.

PISA Etnisk viser, at intet har ændret sig de seneste 10 år: elever med ikke-vestlig (muslimsk) baggrund er for en uhyggelig stor del prædestineret til et liv på varig offentlig forsørgelse, og det kan allerede konstateres i folkeskolen. Og hvad værre er: myndighederne lader til at stå magtesløse over for etableringen af dette nye proletariat og afviklingen af den homogene velfærdsstat, som disse tal reelt dækker over.

Tallene taler for Gud-ved-hvilken-gang deres tydelige sprog: Gruppen af ikke-vestlige indvandrere fra muslimske lande er generelt social immobil og mangler både vilje og evne til at flytte sig væk fra passiv forsørgelse og over i selvforsørgelse og aktiv deltagelse i samfundslivet. Og der er ingen udsigt til, at det vil ændre sig i hverken 2., 3. eller 4. generation. Hermed påføres Danmark en uoverstigelig forsørgerbyrde, som betyder enden på velfærdsstaten som vi kender den.

Men endnu mere bekymrende er den bagvedliggende kultur, der reelt er årsagen til det nye, voksende proletariat, og som ikke kan se nogen modsætning mellem at kræve alle velfærdsgoder leveret af det samfund, man foragter, nægter at tilpasse sig og i stigende grad modarbejder og angriber.

De seneste 15 år har den ene undersøgelse efter den anden rapport leveret bunker af beviser for den enorme økonomiske og kulturelle byrde denne befolkningsgruppe udgør for vores demokrati og velfærd. Alligevel står politikerne reelt handlingslammede og kan ikke finde på andre modsvar end at bruge 800 mio. kr. på at forskønne Mjølnerparken og kaste koranklodser i gaderne.

Det er det glade vanvid, især med tanke på, at radikaliseringen i særlig grad truer i de parallelsamfund vi med PISA Etnisk har fået endnu et bevis for vil blive fastholdt og udbygget i årene, der kommer.