Året er 1984. Gaddafis revolutionære har overtaget den libyske ambassade i London. Demonstranter samles udenfor ambassaden. Der skydes indefra ambassaden og politikvinden Yvonne Fletcher bliver dødeligt såret. Billedet af den døende Fletcher med sine kolleger bøjet over hende, er ætset ind i hukommelsen hos mange briter.

Briterne glemmer ikke billedet af Yvonne Fletcher, som ligger skudt udenfor den libyske ambassade. Allerede den gang var Mabrouk i politiets søgelys: He was arrested before the demonstration amid claims he had warned a police member of staff erecting crowd safety barriers: “We have guns here today … We aren’t going to have responsibility for you or the barriers.”

De mistænkte bliver ikke pågrebet, men udvist. Men sagen dør ikke. Retsfølelsen siger, at de skyldige må udpeges og en dag stilles til ansvar.

I 2011 styrtes Gaddafi, måske det vil føre til en åbning? Sådan tænkte også de efterladte til Martine Vik Magnussen, som blev dræbt i London af Farouk Abdulhak. Abdulhak lever et jet-set-liv i Golfen, hvor en britisk arrestordre ikke gælder. Man tror, at retfærdigheden i det mindste vil ske fyldest i Storbritannien.

Men så viser det sig, at den hovedmistænkte bag nedskydningen af Yvonne Fletcher, en libyer ved navn Saleh Ibrahim Mabrouk længe havde været  budt velkommen i Storbritannien. Da Tony Blair drog til Gaddafi og reetablerede forholdet til Libyen i 1999, varede det ikke længe, før Mabrouk igen begyndte at besøge Storbritannien.

Det provokerer briterne at se billedet af en smilende libyer, udenfor Tudor-huset til værdi af ti millioner kroner, med fem soveværelser, kone og børn, i det land, hvor han tidligere udførte terror.

Det er Telegraph der har oprullet historien, som nu har fået en afslutning: Scotland Yard har henlagt sagen. Den er umulig at føre, fordi politiske myndigheder afviser at lade afgørende bevismateriale blive fremlagt i retten. Det har åbenbart gjort politiledelsen rasende, for de siger ligeud, at afgørelsen om at lade Mabrouk gå, er truffet på højeste sted:

Senior policing sources have briefed that the case against Mr Mabrouk was dropped after a decision taken at the “highest level”. The source added: “Number 10 was involved.”

One Whitehall source said “half of government” knew about the decision but stressed that the final decision was made by the prosecutors. (….)

The UK authorities refuse to explain what are the “national security” grounds that meant evidence could not be presented in court.

«Nogen» må tidligt have besluttet, at Mabrouk skulle slippe for straf. Han købte huset i Reading kontant i 2009 for 385.000 pund. Huset er nu næsten det dobbelte værd. Det er bygget i Tudor-stil med fem soveværelser. Når der købes et hus kontant i denne størrelsesorden, skal der rutinemæssigt gives besked til myndighederne. Mabrouk har været under efterforskning for brug af sorte penge.

Parallelt hermed efterforskede man Fletcher-drabet, og i 2007 dukkede Mabrouk op som hovedmistænkt. Han havde skabt sig en karriere efter at han kom hjem til Libyen og var blevet leder af et akademi for højere uddannelse, som konkurrerede med uddannelses-ministeriet. Når han trængte til penge, bad han om en frokost med chefen. Akademiet skulle uddanne Gaddafis elite.

Gaddafi var revolutionær og tyran, men forstod at han måtte holde sig på god fod med Vesten. Mænd som Mabrouk kunne se muligheden for at skabe sig et godt liv. Men så valgte han altså det land, hvor han var blevet udvist i forbindelse med et drab på en politikvinde. Det siger noget om, hvor tryg Mabrouk følte sig og hvor lidt han frygtede det britiske retsvæsen.

in the years that followed the shooting, he had gone to study for a PhD in the oil industry at Reading University alongside his wife, who was also doing a doctoral thesis there.

“We didn’t know anything about him or his past until the police turned up just over a year ago,” said a woman who lives close to his home.

I de fleste lande rangerer drab på politi som noget, der skal retsforfølges benhårdt for at sætte et eksempel. Et drab på politiet opfattes som et angreb på statens og dens voldsmonopol.

Men Theresa May valgte at lade ham gå. Det er der sikkert årsager til. Regeringer slækker ikke på fremgangsmåden i sådannne sager for sjovs skyld. Men hvad skulle veje tungere end retssikkerheden for en dræbt politikvinde og hendes kolleger?

Man kan ikke befri sig fra følelsen af, at det står slemt til i Storbritannien.