“I miss the fighting jew”. Det sagde modstandsmanden Jørgen Kieler om det besynderlige fravær af forsvarsvilje som danske og europæiske jøder udviste under besættelsen – og som i store træk har været gældende lige siden – med staten Israel som lysende undtagelse.

“Det dukkede hovede bliver ikke hugget af” forklarede en veninde med jødiske aner denne vege og passive indstilling, der vel også kan forklares som at den, der lever skjult lever godt, selvom det næppe kan siges om de  jødiske samfund i Vesteuropa, at de lever godt. Tværtimod. Det er nemlig et faktum, at truslen mod jøderne er konstant, omend den i dag kommer fra en anden kant end den gjorde for 75 år siden.

I dag er det muslimerne, der udgør den ubetinget største trussel mod vores jøder, og i det lys er den imam fra moskeen i Heimdalsgade, som forleden opfordrede til drab på jøder, hverken noget særsyn eller udtryk for en særlig jødehadende gren af islam.

Jødehadet er en integreret del af islams dna og man skal som muslim være mere end almindelig modstandsdygtig og skeptisk over for egen religion, hvis man ikke i en eller anden grad anammer det mildt sagt fjendtlige syn på jøder, der i så mange hadither og suraher bliver indpodet den rettroende.

I forhold til den fredagsprædiken, der i disse dage har fået Danmark til igen at diskutere, hvor meget man nu kan lægge i oplæsningen af gamle skrifter, og om det overhovedet er muligt at komme efter den imam, der svor at alle buske og træer ville forråde den jøde, der forsøgte at gemme sig bag dem – er der kun følgende at sige:

Koranen og haditherne er hævet over tid og rum og står til troende til enhver tid. En imams citat fra en hadith med opfordring til at dræbe en jøde, gælder fuldt ud i dag – og vi har Omar el Hussein til at bevise det. Han skød Dan Uzan foran synagogen dagen efter, at han havde været til fredagsbøn i moskeen i Heimdalsgade og hørt en tilsvarende opfordring fra en lignende imam.

Når politikere og meningsdannere i centrum-venstre segmentet fortsat undskylder, nedtoner og prøver at bortforklare imamers opfordringer til drab på jøder (og vantro for den sags skyld), så indgår de de facto i en alliance med selvsamme imamer. For de afstår fra at gribe ind, på trods af, at disse rettroende muslimer – fra imamen i moskeen til alle de Omar el Husseiner, der lige nu render rundt som tikkende bomber i de danske ghettoer – åbent siger, at en rettroende muslim skal slå jøder ihjel.

Det er som om, man fortsat ikke tror dem på deres ord, når de med koranen i hånden opfordrer til vold og drab. Man er endog i tvivl om det ikke vil være en krænkelse af deres ytringsfrihed at lukke munden på dem og smide dem ud af Danmark, og landets konservative (sic!) justitsminister står hændervridende og håber, at der er et eller andet man kan finde i lovgivningen, der kan stoppe dem. Det er helt utroligt, at man ikke bare hiver straffelovens trusselsbestemmelser frem og slår hårdt ned på imamerne og sender dem ud af landet.

Den fortsatte tendens til at ville bortforklare eller nedtone, hvad der prædikes i moskeerne er ikke bare stupid – den er direkte farlig for både befolkningen og for vores land fordi den tillader islams voldsbudskaber fortsat at brede sig.

At jøderne selv ved at anmelde imamen, viser tegn på at vågne op til eget forsvar er for så vidt positivt, men det kan lige så vel være et udtryk for, at de ikke længere regner med, at danskerne magter opgaven.