Sørgende unge,muslimske mænd på det sted, hvor Omar el Hussein blev dræbt af politiet. Alene den omstændighed, at så mange unge mænd finder det sørgeligt at en terrorist falder for politiets kugler er stærkt bekymrende. Og mindst lige så bekymrende, at de åbenlyst viser deres foragt for det danske samfund ved at stimle sammen og demonstrere deres sorg. Gad vide, hvor mange af disse unge mænd, der har en baggrund som terroristens? Og gad vide, om kommune og socialforvaltning i så fald har udvist samme inkompetence i forhold til disse mænd, som i tilfældet Omar el Hussein? Meget tyder på det.

I februar blev der afsagt dom i Københavns Byret mod Dansk Folkepartis Finn Rudaizky, som blev idømt 10 dagbøder á 1000 kr. for at have stillet skriftlige spørgsmål til Københavns Kommune om terroristen Omar El-Hussein og videregivet svarene til to journalister fra hhv. BT og Berlingske, som gengav svarene i artikler.

Nu har Valgbarhedsnævnet så truffet beslutning om, at “de begåede handlinger i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af kommunale og regionale råd […] Den pågældende kan derfor ikke anses for valgbar”

Det betyder, at Finn Rudaizky må udtræde af både Borgerrepræsentationen og Region Hovedstaden. Han  er vurderet for kriminel til at kunne nyde den tillid, som bestridelsen af et sæde i Borgerrepræsentation og Regionsråd  kræver.

At en politiker er blevet erklæret “uværdig” på baggrund af en bødestraf er i sig selv opsigtsvækkende. Det er nemlig ikke tidligere sket, at forseelser, der er blevet takseret til bødestraf, har fået Valgbarhedsnævnet til at drage den ultimative konsekvens og erklære en politiker for ikke valgbar.

Og når man ser på konteksten til Finn Rudaizkys brøde stiger bekymringen for, at der her er tale om en afgørelse, der ikke bare er ude af proportioner, men som også straffer en politiker for at bruge sin position til at afdække grundlæggende mangler ved det offentlige system, som vi alle betaler til og skal have tillid til fungerer. Oven i købet mangler, som sandsynligvis har været medvirkende til at terrorangrebene på Krudttønden og Synagogen kunne finde sted.

Rudaizkys offentliggørelse – via BT og Berlingske – af såkaldt personfølsomme oplysninger om terroristen Omar el Hussein og hans familie, har afdækket en familie, der aldrig har haft tilknytning til arbejdsmarkedet, aldrig har bidraget til eller blot udvist ønske om at bidrage til det samfund, der har taget imod dem, og en socialforvaltning, der har spillet fallit og i alt væsentligt siddet åbenlyse faresignaler overhørig. Takket været Rudaizky ved vi nu bl.a.:

• at Socialforvaltningen første gang får kendskab til Omar El-Hussein efter at han varetægtsfængsles i en alder af blot 17 år
• at Socialforvaltningen i den forbindelse iværksatte “kriminalpræventive hjemmebesøg”, der resulterede i den konklusion, at der ikke var grundlag for at iværksætte en børnefaglig undersøgelse “fordi Omar passede sin skolegang med gode resultater, deltog aktivt i sportsaktiviteter i sin fritid, og fordi Socialforvaltningen ikke tidligere havde modtaget underretninger vedrørende Omar eller hans familie.
  Desuden gav faderen indtryk af […at han ville være i stand til at forhindre yderligere kriminalitet, og at familien ikke havde yderligere behov for bistand og vejledning fra Socialforvaltningen”
• At Omar ikke desto mindre har haft ophold på den sikrede institution “Stevnsfortet”
• at begge forældre er/har været kontanthjælpsmodtagere
• at Omar har boet i Jordan fra han var 13 til han var 17 år, hvorefter han vender tilbage til København
• at hans mor i perioden 2005-2007 også var udrejst til Jordan, men at hun vendte tilbage til København igen.
• at Omar på grund af sit lange ophold i Jordan har haft “begrænset” tilknytning til folkeskolen – men i det omfang han har været der, har der været adfærdsproblemer.

Det er hævet over enhver tvivl, at disse oplysninger er personfølsomme og derfor som altovervejende udgangspunkt ikke må videregives, når man som politiker har særlig adgang til at få dem at se. Men her er der tale om en ganske særlig familie, der har fostret en ganske særlig søn, der har begået den værst tænkelige forbrydelse mod et samfund: terror – og så må hensynet til den enkelte (terroristen og hans familie) vige til fordel for almenvellet. Særlig, når den anklagende finger i lige så høj grad retter sig mod den kommune og socialforvaltning, der sad alle faresignaler overhørig.

Det er dog ikke et hensyn, som hverken byret eller valgbarhedsnævn har lagt vægt på. Tværtimod fremgår det, at det har skærpende karakter, at Rudaizky ikke selv offentliggjorde oplysningerne, men videregav dem til en journalist. Vil man have oplysninger frem i lyset er der ellers god ræson i at få en journalist til at skrive om det.

Endvidere lægger Valbarhedsnævnet vægt på, at der gik ca. to måneder fra terrorangrebet og til Rudaizky videregav oplysninger om terroristen og hans familie. En lidt besynderlig begrundelse, da tidsspændet jo netop viser, at Københavns Kommune hverken før eller efter terrorangrebet har iværksat initiativer til at ændre deres praksis, så man kan opfange fremtidens Omar el Husseiner inden de angriber vores samfund og slår uskyldige ihjel.

Valgbarhedsnævnets afgørelse er en skandale, for Finn Rudaizky er bestemt ikke uværdig til at sidde i hverken Borgerrepræsentation eller Regionsråd. Tværtimod har han udvist civil courage og givet vælgerne mulighed for at se den kommunale forvaltning i kortene, som vi alle betaler til, og det har været et sørgeligt syn.

Finn Rudaizkys exit fra politik er kun midlertidigt, for han stiller op igen til efteråret og skal nok opnå valg, men det ændrer ikke ved den uret, der er overgået ham. Man har de facto forsøgt at lukke munden på en politiker, der har taget sin opgave alvorligt.