Der lyder to budskaber her i verden. Det ene budskab lyder således: Gud er død. Det er et gammelt budskab. Det blev forkyndt af Jesu fjender langfredag og gentaget både påskedag og mangfoldige gange siden hen.  I modsætning til hvad vor tids kloge kristendoms-foragtere nemlig selv tror, er deres standpunkt ikke nyt. Den kristne tro er alle dage blevet betragtet som en tåbelighed. I det 2. århundrede fremførte grækeren Celsos stort set de samme argumenter imod kristendommen, som vi ser i dag. Kristendommen kunne, mente Celsos, kun appellere til de tossede, de dumme, slaver, kvinder og børn. Kloge mænd måtte ved hjælp af fornuften afvise denne vanvittige tro. Et af Celsos argumenter imod kristendommen var bla., at de første vidner til opstandelsen var kvinder. Nemlig dem, vi hørte om i påsken, Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome. Hvem kunne dog fæste lid til utroværdige, hysteriske damemennesker? Så tåbelig en tro kunne afvises på forhånd.

Ja man hånede de kristne og sagde: I fjernede jo selv liget, så I bagefter kunne komme og sige, at jeres Herre er opstanden. Senere da kristendommen trods alle odds havde bredt sig udover middelhavsregionen, fik Muhammed sin åbenbaring, hvori det bla. hed: ”Jeres Kristus er ikke Gud” og Muhammeds følgere forbandede de kristne og jævnede deres kirker med jorden.

Også i nyere tid lyder budskabet: Gud er død. Nietszche formulerede det som bekendt for ca. 150 år siden: som en konstatering af, at mennesker havde vendt sig fra hinanden i ligegyldighed. Alle værdier var tomme, intet i verden havde værdi. Den Guds kraft i mennesker, som havde budt dem at leve med hinanden i ansvar og tro var væk og derfor var Gud var død. For Nietszche åbnede dette nye muligheder: Nu kunne det livsduelige, stærke, overmenneske komme til sin ret. Så det var såmænd ikke noget Nietzche begræd. Tværtimod.

Ja, Gud er død er der blevet sagt gennem 2000 år, og det bliver der stadig og det siges i en hoverende og skadefro tone. I år havde den ellers så intellektuelle og redelige Weekend Avisen således valgt at markere påsken ved at naturvidenskabs-journalisten Lone Frank spadserede uanmeldt ind i Københavns Domkirke med et kamerahold for at håne og nedgøre troende mennesker i almindelighed og kristendommen i særdeleshed : ”De skal ikke tro på deres ”usynlige venner”, de skal tro på videnskaben”, sagde hun i det stykke web-tv, som Weekend Avisen uden tvivl håber er frækt og  provokerende nok til at give dem en masse af de eftertragtede clicks, likes og comments, som alle de trængte, gamle, trykte medier halser desperat rundt på de mere smarte moderne sociale medier efter. Lone Frank slutter sin tirade imod verdens kristne med at proklamere, at ”opstandelsen, den er aflyst”.

Men domkirken hun stod i med den store Kristusfigur, ja alle kirker med deres blotte tilstedeværelse siger noget andet. Menigheder over hele verden, om de mødes i skjul i private hjem og lovpriser Herren sammen for lukkede døre og vinduer, eller om de har et smukt Guds hus at mødes i for at lovprise, synge og bede, de siger noget andet. De siger: Jesus lever. Om de så må vandre i dødskyggens dal og bygge kors af skrald som kopterne i Egypten, så vidner deres forsamlinger i Jesu tro om, at Han lever!

Det er nemlig det andet budskab, der lyder i verden. Trods vinterstorm og regn, trods kulde, trods fjender af korset, trods gudsfornægtere og kolde hjerter lyder det: Jesus lever. Derfor sidder vi her i dag, i denne kirke, fordi jeres forfædre MÅTTE høre ordet om, at Jesus lever. Derfor byggede de disse huse, for det ord, Jesus lever!, var forsvundet ud af statskirkens hus.

Gud er død blev og bliver der sagt i en skadefro tone – verden glæder sig. I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. Sådan havde Jesus selv forudsagt det. Han vidste godt, at det koster mere end man betænker, at være tro mod det, som Gud, han skænker. Han vidste, at kort tid efter hans død, ville hans kære venner opleve smerte og forfølgelse, korsfæstelse og brand. Og alle som én endte de da også med at måtte lade livet – med undtagelse af evangelisten Johannes. Alt sammen fordi de stædigt påstod: JESUS LEVER.

I skal græde og klage, sagde han. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Ja, for han døde, det er sandt, men han opstod også igen. Det er også sandt. Han forlod verden, men han har også sagt, at Hans Ånd er med os her på jorden og at han skal komme igen. Da skal sorgen blive til glæde og Gud vil tørre hver en tåre af kinden.

Det kom aldrig og kommer aldrig til at passe, det verden siger: at Gud er død. Nej, for han lever. Al verdens fjendskab kunne ikke få Jesu røst til at tie, hverken dengang eller nu. Men når det er sagt, så er det jo ikke fordi vi ikke kender langfredagssorgen. Det er ikke fordi, vi ikke mærker håbløsheden, bekymringerne, frygten. Vi kan somme tider føle os omringet af verdens hån og spot og af mørket og dødens magt. Det er ikke fordi vi ikke mærker den samme anfægtelse, som Grundtvig da han skrev den salme vi startede med at synge: følelsen af at kirken sidder i enkestand fordi dens Herre har forladt den. Følelsen af at kirken ligger i ruiner, at den som på Grundtvigs tid er lagt øde af både indre og ydre fjender.

Vi bombarderes af dårlige nyheder: Kristenheden er truet både inde og udefra. Dorskhed og ligegyldighed hersker. Opstandelsen er aflyst. Og når de smukke unge konfirmander hvert år kommer til kirke for at høre, at de er Guds børn ved dåben, hånes de af rationalister og ateister, som har travlt med at tage troen og håbet fra dem. For det med troen, det kan kolde hjerter ej forstå.

Sådan var det for disciplene dengang som de stod overfor en uoverskuelig fremtid. Sådan var det for kvinderne, der stod og græd ude ved graven. Sådan var det for de to disciple dengang de var på vej til Emmaus og al håb synes ude. De troede, at deres Herre var borte. At han var blevet taget fra dem og at de ikke engang havde hans grav at dvæle ved. Men deres sorg blev vendt til glæde, da Jesus gik med dem.

De ord Jesus dengang sagde til kvinderne og til sine disciple også ord til os: Jeres sorg skal blive til glæde. Jeg går med jer.

De ord lyder også gennem langfredags gru. De lyder gennem smerten, håbløsheden og fortvivlelsen: Sorgen skal blive til glæde.

Og måske er det netop der, hvor vi lider nederlag og hvor hjertet til sidst er sygt og tungt og sukker efter hvile og vi kun har svage kræfter, at vi kan folde hænderne og høre den røst, som kalder på alle, men mest på den sjæl, der er træt og tung, sige til os, at vor sorg skal blive til glæde.

En liden stund skal vi derfor tynges af sorgen og verden skal glæde sig. Men der kommer en dag, da vore hjerter skal glæde sig og ingen skal tage den glæde fra os.

Cand. theol Nana Hauge er valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder