“Menneskets såkaldt umistelige rettigheder forudsatte med andre ord en social og politisk orden: »Idet menneskeheden efter Den Franske Revolution blev opfattet som en familie af nationer, blev det gradvis indlysende, at folket, ikke individet, var menneskets billede.«

Denne indbyggede tvetydighed kom først for en dag, da en voksende gruppe af mennesker og folkeslag satte sig i bevægelse for 100 år siden. Da de var nødt til at falde tilbage på deres mest elementære rettigheder, var der ingen myndighed, der kunne beskytte dem. Menneskerettighederne knyttede sig ikke til det at være menneske, men til at være borger i en stat. Menneskerettighederne var borgerrettigheder.”

Med udgangspunkt i tre tekster af den tyske politolog og filosof Hannah Ahrendt (nys udgivet af Information), sammenligner Jalving jødernes fordrivelse og eksklusion i Europa efter 1. Verdenskrig med de migrantstrømme vi nu oplever på kontinentet. Forskellene på situationerne dengang og nu er til at få øje på, men de viser sammenfaldende, at den enkelte nationalstat er forudsætningen for, at individet kan opnå beskyttelse og blive omfattet af de frihedsrettigheder mange – fejlagtigt – hævder er universelle.

Menneskerettigheder er borgerrettigheder knyttet til nationalstaten skriver Jalving, hvis indlæg kan læses her: