“I Danmark skal alle leve efter demokratiets regler og respektere vores frihedsværdier. Religiøse og patriarkalske normer må aldrig stå over lov og ret”

Sådan lyder det højstemt i afsnittet “Udlændinge og integration” i Socialdemokraternes spritnye udkast til principprogram. Men enten er partiets principprogram blot varm luft og mundsvejr – eller også mangler de centrale ordførere i fatal grad viden om de frihedsværdier, de angiver at ville holde i hævd.

I hvert fald var blækket på de fine principper næppe tørt, før Socialdemokraterne stemte imod DF og ELs forslag om ophævelse af straffelovens § 140 – den såkaldte blasfemiparagraf, der sammen med samme lovs § 266b (racisme-paragraffen) udgør lovens demokratiske misfostre.

Og partiets retsordfører Trine Bramsen vaklede da heller ikke – hverken i partiets galopperende flugt fra egne principper eller sin egen uvidenhed, men fremturede den 26. april i P1 Morgen:

“Man kan i hvert fald stille spørgsmålet, Hvad er det vi får ud af at afskaffe den? Vi havde jo Straffelovrådet til at vurdere paragraffen for blot 2 år siden, og de konkluderede samstemmende, at det ENESTE, det ENESTE begrænsning blasfemiparagraffen lægger på religiøse ytringer, det er at afbrænde religiøse skrifter. Der er meget, meget vide rammer for religionskritik og debat, men det eneste man ikke kan gøre, når man har blasfemiparagraffen, det er at brænde bibler og koraner af. Og så må man stille spørgsmålet: Får vi et bedre samfund af at vi kan brænde hinandens religiøse skrifter af? Det tror jeg ikke, og jeg tror ikke, at vi får en bedre debat for den sags skyld heller Og så kan jeg ikke rigtig se, hvad står tilbage. Slet ikke når vi har PET der siger at det kan udgøre en ekstra trussel, fordi der jo er nogen, der vil se sig kaldet til at brænde, givetvis, koraner af, og så opstår der en ekstraordinær konflikt. Jeg kan ikke se, hvad det bidrager med.”

“Men så er det jo egentlig terrorister, der får lov til at påvirke vores lovgivning?”

“Nej, jeg synes jo egentlig, jeg startede med at stille det meget relevante spørgsmål, hvad er det egentlig, det bidrager med, altså får vi noget godt ud af, får vi noget bedre debat, får vi en skarpere religionskritik af at kunne brænde bøger af? Det mener jeg ikke, og det mener vi ikke i Socialdemokratiet. Tværtimod så krænker vi nogle mennesker, og er det det ytringsfriheden handler om? At man skal kunne krænke nogle andre mennesker så meget som overhovedet muligt?”

“Der er kun få lande, der har en blasfemiparagraf – hvorfor skal Danmark være blandt dem?

“I forhold til det med, at vi er et af de få lande: Det man bare skal huske på, det er at det alene ALENE er afbrænding af religiøse skrifter, som blasfemiparagraffen den lægger bånd på og øhhh…og når man sammenligner med andre lande – jeg har også hørt sammenligninger med Pakistan og alt muligt andet  – der bliver blasfemibestemmelser noget helt, helt andet. Det betyder, at man slet ikke må sige noget grimt om alle religioner”

Hvordan har du det med, at lande i Mellemøsten bruger Danmarks blasfemiparagraf som løftestang for deres eget system?

“Altså i Danmark går vi jo også ind for at straffe indbrud, men vi straffer det jo på en anden måde, end man gør i Saudi Arabien. Det argument køber jeg simpelthen ikke.”

Det er et besynderlige argument fra en retsordfører, at det ikke er blasfemiforbuddet, der er afgørende, men den straf man ifalder for at overtræde det, men også på så mange andre områder, er Socialdemokratiets retsordfører på meget gyngende grund:

Det er ganske enkelt forkert, når Trine Bramsen siger, at Straffelovrådet enstemmigt har konkluderet, at det eneste, der kan rammes af § 140 er afbrænding af religiøse skrifter. Og man kan komme helt i tvivl om, Trine Bramsen overhovedet kender indholdet af bestemmelsen, der er kort, generel og som ikke nævner noget om (koran)afbrændinger:

“Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

Da Trille i 1971 blev sigtet efter bestemmelsen var det da heller ikke for at brænde et religiøst skrift, men for at synge en sang om Guds øje, der lurer i det høje, så bestemmelsens rækkevidde er principielt stor.

Om muligt endnu mere foruroligende er den socialdemokratiske retsordførers uvidenhed om grundliggende frihedsrettigheder og hendes lemfældige omgang med dem:

For jo, Trine Bramsen, vi får faktisk et bedre samfund, hvis vi afskaffer blasfemiparagraffen, både fordi religiøse følelser ikke bør have særskilt beskyttelse og fordi et forbud mod at krænke følelser i det hele taget er et tåbeligt og unødvendigt indgreb i den ytringsfrihed, der er den vigtigste forudsætning for, at vi kan fastholde et åbent demokrati med ytringsfrihed. Ingen skal være bange for at ytre sig af frygt for, at nogen kan føle sig krænket. Det er prisen for ytringsfriheden, og den er både billig og nødvendig.

Det er i sig selv lidt deprimerende, at Socialdemokraternes moralske kvababbelser over forslaget om at afskaffe blasfemiparagraffen så let lader sig gennemhulle. Men den deprimerende baggrund for partiets hastige flugt fra egne principper er endnu mere trist: Partiet har reelt kapituleret over for islam og frygter de mulige konsekvenser af at legalisere kritik af “fredens religion”, og frem for at kæmpe for danske værdier og grundliggende frihedsrettigheder, lægger partiet sig hellere fladt på maven. Præcis som deres tidligere leder, Poul Nyrup Rasmussen så ydmygende ynkeligt gjorde det i EU under Muhammed-krisen.

Det ville være mere ærligt bare at erkende sin manglende stamina og tone rent flag, i stedet for at fremsætte et nyt principprogram med fornemme principper, som viser sig at være til salg for lavestbydende.

Straffelovrådets udtalelser om blasfemiparagraffen

Socialdemokratiets nye principprogram