Terrorangreb afstedkommer fra tid til anden “kærligheds­markeringer” og “lysfester” , men når ofrene er politifolk, glimrer de større markeringerne med deres fravær.

Corriere della Seras Aldo Cazzullo befandt sig forleden i centrum af Paris, mens franske politifolk holdt spontane markeringer for at mindes deres dræbte kollega Xavier Jugelé – ved åstedet på Champs-Elysées, ved Eiffeltårnet, foran Indenrigsministeriet og andre steder. Der var næsten ingen almindelige parisere, der sluttede sig til dem. De sørgende er vrede og frustrerede.

Det er slet ikke svært at få politi­folkene i tale. De længes efter at få ting ud, det eneste de beder om er, at de får lov til at være anonyme.

Politistyrken er i lighed med resten af landet multi­etnisk. Reporteren henvender sig til en betjent med algerisk baggrund. Han er rasende.

«Vores arbejdsforhold er umenneskelige. Vi er alle sammen presset til det yderste af stress. Nogen er på psyko­farmaka, for vi har slet ikke råd til at gå til psykolog. Jeg tjener 1351 euro om måneden, plus 28 % i risiko­tillæg. Lederen af min afdelingen tjener mindre end 3000. Min beredskabs­grad er 17, altså den højeste. Det betyder, at jeg skal være parat 24 timer i døgnet, syv dager om ugen. I teorien har vi 23 dages ferie, men de har vært aflyst i årevis.»

Det er et dystert portræt han tegner af statens tabte territorier:

«Folk som jeg er blevet ansat for at arbejde i forstæderne, men der vil jeg ikke hen længere. Der anser de os for forrædere, der har vendt «brødrene» ryggen for at blive strømere og tjene en stat de hader. De spytter på os, tisser på os fra altanerne, og de kaster molotov­cocktails på os. Og nu er de også begyndt at skyde på os.»

Retfærdigheds­følelsen bliver konstant udfordret:

Hvis en af os taber hovedet og laver en fejl, protesterer alle de gode mennesker på Place de la République. Hvis en politimand bruges som lokkemad, og en familiefar bliver dræbt, er det knapt nok nogen, som reagerer.»

Hver eneste måned bliver fem hundrede politi­folk såret, fortsætter han. Men aviserne skriver ikke én linje om det.

«Journalistene ser på os med lige­gyldighed eller foragt. Som alle andre.

Men det er politiet som skal komme alle andre til undsætning, når de oplever truende situationer. Utak er i sandhed verdens løn. Den etnisk/algeriske politi­mand kunne have gjort Rudyard Kiplings ord til sine egne: «Take up the White Man’s burden, and reap his old reward: The blame of those ye better, the hate of those ye guard.» Ogsådomstolene er kommet på anklage­bænken:

«Dommerstanden kan ikke bruges til noget. Den straffer os, men beskytter os ikke, hjælper os ikke. Morderen på Champs-Elysées havde allerede prøvet at dræbe to politi­folk, og han havde vært i fængsel. Hvorfor befandt han sig fortsat i Frankrig? Hvorfor var han på fri fod?»

Politimanden har ikke andet end afsky og foragt til overs for politikerne.

Jeg stemmer ikke. Mine kolleger stemmer ikke, eller de stemmer på Marine Le Pen.

Det vil han ikke gøre selv. Fortiden kaster lange skygger, og blod er tykkere end vand: Han er af nord­afrikansk afstamning, og kan ikke stemme på datteren til en mand, som kæmpede for, at Algeriet skulle forblive fransk. Det er altså ikke personen Marine som er problemet. De andre derimod…

Fillon? Værre bliver det ikke. Da han var stats­minister, Skar han voldsomt ned på politiets bemanding, bevillinger og udstyr. Macron? Ha ha ha ha! Macron?! Ha ha ha ha!»

Corriere della Sera