Ifølge Nordens myter tænder nornerne et lys, når et barn bliver født. Lyset skal brænde så længe barnet lever. En god mor puster derfor straks lyset ud og gemmer det godt i sin kærligheds omsorg.

Denne første periode i et menneskes liv kaldes barndom. I denne livsfase er det forældrenes opgave ved deres kærligheds ord at skabe et urokkeligt og trygt grundlag for barnets tilværelse. Til det er det, at fortællingerne er så vigtige. De gode fortællinger. Bibelhistorier, myter, sagn og eventyr. Alle fortællinger der fører helten gennem alle vanskeligheder og farer og frem til en lykkelig afslutning.

Siden det er ret så sandsynligt, at vores børn vil møde modgang og fjender, er det nemlig så vigtigt, som forfatteren C.S. Lewis har sagt, at de har hørt om brave riddere og heltemod. Når barnet nemlig kommer til en vis alder vil det komme og kræve at få sit lys udleveret og den unge går nu ud i verden – uden forældrenes beskyttelse – ud til en tilværelse, hvor ulve hærger og falske hyrder råder. Hvor onde og gode kræfter strides, både i den unges sjæl og i verden rundt om. Den unge skal nu navigere i tilværelsen og selv bevare håbet og modet. Her skal det unge menneske selv tage vare på sit lys, men det skal også bruge sit lys i kampen for det gode, sætte det til for andres skyld, hvis det skal leve et sandt menneskeliv.

Sådan er livets lov selvom man som forælder nok så meget kunne ønske, at man kunne beholde sit barns lys og gemme det på bunden af sit hjerte. Menneskebarnet skal ud i verden. Det er uundgåeligt. Ingen kan stille sig uden for den virkelighed, hvor der er fjender af livet og hvor mørket råder og hvor der er falske hyrder og vilde ulve.

Ulven er et gammelt billede på de mørke kræfter. Vi kender det også fra myterne, der fortæller om Fenrisulven. En af de største uhyrer der nogensinde har eksisteret. Men i begyndelsen var den lille og sød, og det var grunden til at guderne ikke straks kunne se, hvor stor en fare den var. Odin havde advaret: Møder du ondt, så mærk det som ondt. Giv ej dine fjender fred, havde han sagt, men ingen forstod hvad han mente. Fenris voksede til og blev ikke ved med at være sød. Den måtte bindes og det kom til at koste Tyrs arm.

Overfor de mørke kræfter er vi stedt, som får er det i forhold til ulve, der bider og river ihjel, hvis det ikke var for Den gode hyrde. Kristus; Han leder os på rette stier. Går vi i mørkets dal er han vor stok og vor stav. Han søger og finder de fortabte og vildfarne. Han styrker de svage. Han giver de faldne hænder mod. Mod til at stride den gode strid.

Men ikke bare det. Jesus er mere end en ven, mere end et forbillede eller en helt. Han er vores frelser. Han er hyrden, der giver sit liv for fårene. Det er påskens budskab; at han døde for vores skyld. Han tog vore byrder og sorger og befriede os fra dem. Han gik med os på den vej, som ingen anden helt kan gå med os på:  Vejen ned i dødsriget, hvor han trådte døden under fode. Hvor han dødede døden og ikke bare bandt dyret. Ulven. Han knuste det. Han knuste dødens magt. Vejen gennem dødsrigets porte, gik han. Vejen fra døden til livet.

Han frelste os, for at vi skulle tilhøre Ham. Ikke ulve der går på rov og falske hyrder, ikke død og mørke, men Ham, der trådte døden under fode, så den aldrig mere skulle skille os fra Ham og fra hinanden. Han er Ikke en fremmed magt. Han er magten under og over vore liv. Han er selve skabermagten. Han kender fårene og de kender ham. Det er derfor, vi kender ham. For Han har skabt vort hjerte og det er uroligt til det finder hvile hos Ham.

Vi har nu set, at den mand, fårenes hyrde, der selv førtes hen for at slagtes som et lam, dog er Herren over alt. Og hans lys, hans glans, oplyser nu vore hjerters midte. Han er vort hjertes midte. Og derfor er her godt at være.

Han elskede verden. Han elskede støvet. Derfor skal vi også elske verden og kæmpe for livet her og gøre os umage med vore pligter og vort ansvar her. Hans kærlighed til verden sætter os under ansvar: Ligesom han har elsket os og taget vare på os, skal vi gøre med hinanden.  Sådan har vi fået en opgave:  I er skyldige, siger Vor Herre et andet sted, –  i at tjene hverandre. Større kærlighed har ingen, sagde han, end at sætte livet til for sine venner. Vi skal sætte vort lys til i kampen mod mørket og til glæde og gavn for vore medmennesker.

Det er opstandelsestro, kristentro. Vorherre, hyrden, forventer noget af os. Han forventer noget af jer, kære konfirmander. Med hans velsignelse følger en opgave og Han tror på, at I kan det, som I skal:  Give glæden, troen, håbet og kærligheden videre til hinanden og til alle I møder. I skal afsky det onde og elske det gode. Sæt derfor ikke jeres lys under en skæppe. Bær det frem, så alle kan se det. Sæt det frem i stuen, så det kan lyse for alle. Vær hinandens lys. Så mørket kan vige som det altid vil vige fra et menneskeliv, der tager del i kampen mod mørket –  for sandhed, kærlighed og frihed. Gør det i Jesu navn.

Amen.

cand. theol NanaHauge er valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder