Zana Ramadani. Foto: Martin U. K. Lengemann, Wikimedia Commons.

Tysklands problemer med islam er større end vores, og de mødes ofte med den samme undvigende adfærd, som er typisk for Nord-europa, men tyskerne har samtidig også stærke intellekt­uelle anti­stoffer.

Alle lande har en lille politisk hær af både gamle og nye borgere, som gør deres samfunds­pligt som sam­vittig­heds­fulde mennesker, men hos tyskerne er der enkelte aktører som virkelig har gennemslagskraft – herunder Thilo Sarrazin på det økonomiske og demo­grafiske område, samt Bassam Tibi og Hamed Abdel-Samad på det åndelige og religiøse. Det er betegnende for den europæiske kultur i øje­blikket, at deres arbejde ikke er særlig kendt uden for den tyske offentlighed.

En symbolsk vigtig arena for det Samuel P. Huntington kalder civilisa­tions­sammen­stødet, er striden om kvinders frihed, som mere end noget andet præges af den anden sides krav om tørklæde-til­dækning af kvinder. Moderne muslimske kvinder, som synes dette er et uvæsen, frister ofte en marginal­iseret til­vær­else i Europa i spænd mellem islamister og multi­kultur­alister.

Tyskerne viser ofte en historisk betinget konflikt­skyhed overfor islams front­soldater, men man må ikke desto mindre aner­kende, at landet har givet nogle af modstands­kvinderne mulighed for at blomstre. En af dem er den albansk fødte forfatter, CDU-politiker og tidligere kvindesags-­aktiv­ist Zana Ramadani (33, billedet). Hun kom som syvårig til Tyskland fra Skopje sammen med forældrene, som i dag lever i Makedonien. I Norge og Danmark er kendskabet til hende begrænset (men tidligere omtalt af the usual bloody suspects).

Ramadani er aktuel med bogen Die verschleierte Gefahr – Die Macht der muslimischen Mütter und der Toleranzwahn der Deutschen (Den tilslørede fare – de muslimske mødres magt og tyskernes indbildte tolerance), som udkom den 3. marts og i øjeblikket ligger på Amazons best­seller­liste over tysk samfunds­litteratur. I forbindelse med udgivelsen figurerer hun i store aviser både i Tyskland, Schweiz og Østrig.

Med denne indtrængende appel mod den mis­for­ståede tolerance, som nævnes allerede i bogens under­titel, har Ramadani indtaget en prominent position som islam­kritiker i Tyskland. Og hun lægger ikke fingrene imellem: Islam kan i dag næsten ikke skelnes fra islamismen, siger hun til Kronen Zeitung. Overfor den østrigske avis kalder hun hijaben for «det frie samfunds ligklæde», og hun anklager kvinder som bruger det for lige­stillings­fjendtlige der bruger det for at hæve sig over andre.

Den 9. april gav Bettina Weber et interview med Ramadani for Zürich-avisen Tages-Anzeiger, som også er blevet offentliggjort i Süddeutsche Zeitung. Det er almindelig kendt, at Weber er truet på livet:

Tages-Anzeiger: I Deres bog lægger De Dem ud med alle: med politikerne, især på venstrefløjen, med feministerne, pressen, konservativ islam, samt muslimske macho­mænd og deres mødre. Har De brug for politi­beskyttelse?

Zana Ramadani: Det er sværere at få,end man skulle tro. Jeg har indleveret utallige anmeldelser, men fordi truslerne, især på de sociale meder, næsten altid er anonyme, er der ikke meget politiet kan gøre. sidste år søgte jeg derfor om våbentilladelse.

Den 33-årige har studeret jura, sociologi og stats­videnskab. Men der er nogen, som ikke værd­sætter en veluddannet kvinde:

Hvem reagerer kraftigst?

Kønsfeministerne. De taler nedsættende om min uddannelse, relativere og kalder mig for et enkeltstående tilfælde.

Andre er dog fuldstændig ligeglade med, hvad hun har studeret:

Fra konservative muslimer kommer der derimod ingen kritik, de truer bare.

Hvordan lyder de truslerne?

Å, det er alt muligt. De kalder mig luder, og de truer med voldtægt og mord – og da jeg er gravid, truer de også med at skære barnet ud af livmoderen.

Er De nervøs?

Det ville være absurd, hvis jeg sagde nej. Det tynger mig, men jeg prøver ikke at lade mig vippe af pinden.

Det at hun som muslim kritiserer islam, gør det særlig vanskeligt for mod­standerne, mener Ramadani. Hvis hun havde vært tysk, ville det være lettere at kalde hende nazi-luder eller racist – benævnelser, som dog sættes på hende alligevel. Men den fore­trukne strate­gi er den ned­ladende holdning, der på overfladen kan ligne for­ståelse: Stakkels Zana er trauma­tiseret eller mentalt for­styrret. Men i virkelig­heden er hun snarere frygtet. Hun er af og til på TV, men de færreste modstandere ønsker å møde henne der.

Zana Ramadani. Stillbilde: YouTube.

Weber undrer sig over, hvad Ramadani har imod feminister, al den stund, at hun selv er tidligere Femen-aktivist.

Jeg har kun noget imod en helt bestemt type feminister. Og mod dem, som taler om kvinde­soli­daritet uden selv at efterleve det. De tror, at det eneste onde i verden, er vestlige hvide mænd. Og disse kan frit kritiseres, mens det at kritisere medlemmer af en anden kultur som er lige så kvinde­foragt­ende, automatisk bliver betegnet som racistisk. Feminisme handler om menneske­rettig­heder: Man kan kritisere alt og alle som træder kvinders rettigheder under fode, også muslimer. Når feminister kalder mig racist, så har jeg et problem med deres forståelse af feminisme.

Var det derfor De forlod Femen?

Det var én grundene. Femen har tiltrukket stadigt flere køns­femi­nister. De gik så vidt, at de ville brænde det tyske flag ved Holocaust-mindes­mærket i protest mod FIFA.

I lighed med mange andre moderne muslimer, har Ramadani været heldig at have opbakning fra nogen i sit nære bagland, for hendes vedkommende var det faderen.

Han kom fra en liberal familie, hvor ingen af kvinderne bar tørklæde. Da vi kom til Tyskland, undgik han kontakt med andre albanere. I stedet tog han aktivt del i livet på stedet. Han lærte sig tyskmed det samme, og fortalte os gang på gang, hvor vigtigt sproget var, og at vi gjorde os umage.

Moderen blev derimod socialt isoleret. Hellere end at tage kontakt med folk omkring sig, blev hun siddende i timevis ved telefonen og talte med familien i hjem­landet – stik modsat datteren, som har givet afkald på sit oprindelige stats­borger­ska, fordi hun mener, at indvandreres loyalitet skal ligge hos det nye hjemland.

Resultatet blev som man kunne forvente:

Eftersom tyskerne bliver regnet som vantro, og de tyske kvinder som ludere, følte hun større behov for at kontrollere mig jo ældre jeg blev. For jeg kunne jo tilsmudse familiens ære, og i så fald ville ingen albansk mand gifte sig med mig. Og så kunne hun bebrejdes.

De muslimske kvinder er dem, som behandler deres døtre værst, mener Ramadani. De gøres til genstand for en ekstrem kontrol, mens sønnerne gør hvad pokker de vil.

Sønnerne kan være voldelige eller sælge narkotika. Det er ikke noget problem for mødrene, for det skader ikke familiens ære. Men døtrenes mødom må bevares for enhver pris. Hvis det ikke sker, har moderen svigtet og bragt skam over familien. Derfor kaldte moderen hendes brødrene sammen. Samme aften flygtede jeg til et krise­center, for jeg var bange for at blive taget med til Makedonien og tvangs­giftet.

Drengene bliver derimod forkælet. Konsekvenserne er ødelæggende: De bliver opdraget til at mislykkes, siger Ramadani.

De mislykkes, for Vesten er et præstations­samfund, men hjemme lærer de noget helt andet. De ved ikke, at der kræves noget af dem, eller at de skal arbejde. Og derfor går det dem dårligt.

Vejen til offer­mental­itet er kort:

Og det er alle andres skyld: de vantro kvindelige lærere, som bare har at lade deres sønner være, eller vestlige mennesker generelt, som er racister alle sammen, og aldrig giver muslimerne en chance.

Ghetto-dannelsen gør, at muslimske kvinder ikke kan bevæge sig i visse bydele uden at være tildækket.

Er det derfor De kæmper så voldsomt mod tørklædet?

Tørklædet står for køns­apartheid. Uanset hvor politisk islam gør sit indtog, gør til­dækningen af kvinder det samme. Tørklædet blev op­rindelig brugt til at skille ærbare kvinder fra slavinderne, som frit kunne benyttes. Benytte, ja – det er det man siger. Tørklædet er baseret på det, og det gælder fortsat: Det skiller anstændige kvinder fra uanstændige. Derfor går vestlige kvinder for at være ludere som kan beføles.

Troende muslimske kvinder som går med tørklæde, insisterer ikke desto mindre på retten til selv­bestemmelse.

Det med selvbestemmelsen er en joke. Millioner af kvinder i muslimske lande har ikke noget valg, når det gældertørklædet. I Iran barberer de til og med håret af af samme grund. Og her taler man om frihed? Jeg ønsker mig et forbud mod tørklædet, især i skolen. De muslimske piger må i det mindste kunne føle sig frie der. For mindre­årige bør det forbydes generelt. Hvis man giver en tolvårig tørklæde på, bliver hun seksual­iseret mens hun endnu bare er et barn! Jeg bliver rasende, når folk ikke ser sammen­hængen på grund af over­dreven forståelse.

Politikerne bærer etter Ramadanis opfattelse et stort ansvar for i alt for lang tid at have indtaget en under­danig holdning overfor bagstræberisk islam. Dens tals­mænd er altid i TV, mens de progressive ikke i samme grad bliver lyttet til. Og tole­rancen for de intole­rante giver bitre frugter: Ved at gøre de reaktionære til muslimernes repræsen­tanter, påtvinger offentlig­heden nærmest en konservativ muslimsk identitet på personer, som dårligt nok har besøgt en moské, siger Ramadani.

De går et skridt videre: De holder islam ansvarlig for islamismen.

Ingen andre religioner frembringer så mange mordere som islam. Så kan man ikke bare sige, at der ikke er en sammenhæng. Selvfølgelig er der det.

Moderne muslimske kvinder af denne verbalt hårdt­slående type findes muligvis også i Norge, men det siger noget om det intellekt­uelle bered­skab i vores land, når det nærmest er utænkeligt, at samfundet giver dem samme spille­rum som den stærke Zana. Eller kan nogen måske forestille sig, at et norsk modsvar bliver Høyre-politiker, gæst hos Skavlan, udgivet som bestseller-forfatter på Gyldendal, og fra tid til anden interviewet over to sider i Aftenposten?

En sådan tanke fremkalder kun en bitter latter, som viser hvor mentalt indskrænkede vi er. Et norsk sygehus bliver ødelagt, fordi magten går til kollektiv krig for det Zana kalder det frie samfunds ligklæde. Efter magten er afgået ved den intellekt­uelle død, kunne den lige så godt trække et glemslens slør hen over sig.

Tages-Anzeiger

„Wir müssen aufhören mit der falschen Toleranz gegenüber dem Islam.“

„Der Islam gehört nicht zu Deutschland“, sagt Zana Ramadani. „Muslime gehören zu Deutschland – aber nur, wenn sie sich dieser Gesellschaft anpassen.“ Doch das kann nicht gelingen, solange die überkommenen Regeln einer vormodernen Religion auf die heutige westliche Welt angewendet werden und muslimische Mütter frauenfeindliche Werte an ihre Söhne und Töchter weitergeben. Ramadanis Forderung: „Wir sollten in Deutschland weniger über Islamkritik debattieren und mehr über die negativen Ausprägungen dieser Religion, einschließlich des Terrorismus.“

Bogen kan bestilles her

Denne bog burde udkomme på Document. Hvis læserne bidrager, kan det blive muligt. Merk bidraget “Zana”d