Han klatrer op ad stentrapperne på den enorme italienske renæssance kirke Brompton Oratory  i London – på vej ind i det gigantiske kirkerum af poleret koldt marmor – overdrysset med funklende mosaikker. Så stive som torne og støtter står hvide skulpturer af de tolv apostle, som dem Thorvaldsen opførte i Vor Frue Kirke i København.

Nick Cave med det skinnende sorte hår, tavse blege ansigt og dybe øjne er undervejs på en kirkesti mens han synger, ”Up those stone steps, I climb,” (jeg klatrer op ad stentrappen”.) Det er den tunge vej op ad  stentrappen, det er kirkestien, Jesu vej til korset, det synderens gang mod nadveren – det er stadier på det underfulde livs vej, som Cave beskriver i værket af samme navn som kirken Brompton Oratory.

En tomhed og et mørke lurer inde i kirken med de mægtige skyggefulde hvælvinger – som dén tomhed og dét mørke kvinderne blev mødt med i Jesu gravkammer – vejens tomhed på disciplenes vandring til Emmaus. ”Reading is from Luke 24, where Christ returns to his love ones,” (læsningen er fra Lukas 24, da Kristus vendte tilbage til sine elskede) synger Cave. Kirkerummet fyldes af læsningen fra Lukas 24, da Kristus vendte tilbage til sine elskede, evangeliet til i dag anden påskedag som Caves sang handler om.

Men mere end det – den er samtidig en sang om sorgen og kærligheden. Kærlighedssangen er ligesom kærlighedsbrevet ens ophøjede tanke til den elskede. Kierkegaard formulerer det således, at Bibelen er som at læse brevet fra den elskede. Kærlighedsbrevet er såvel som sangen midlet til at forkorte afstanden mellem det egentlige og det uopnåelige – begge indeholder de noget blivende og en styrke, man ikke finder i det talte ord. – En måde hvorpå forestillingen om den elskede fastholdes. Det er en kærlighed, der ser mere i den enkelte, end der er at se. Det er en genskabelse eller en genbeskrivelse af den elskede – af Guds genstridige skabning – gennem ord.

For det er Guds brev til sine elskede, evangeliet til os fattige, der skal fortolke os, og ikke som modernitetssyndromet foreskriver, os der skal fortolke Guds fortælling med os der fuldendes ved den tomme grav. Men nu er det anden påskedag. Vi har forladt graven, vi er undervejs sammen med apostlene på vandring mod Emmaus. I sangen observerer Cave stenapostlene i kirken – de bedrøvede og håbløse som Vor Herre Jesus Kristus åbenbarede sig for på Emmausvejen i evangeliet til i dag. Han kom til dem, da de gik der og talte sammen om deres segnede håb – om sorgen og om kærligheden. For det var ikke gået, som de havde regnet med ”vi havde håbet det var ham, der skulle forløse Israel”. Men håbet var ude – Han var blevet hængt op på et træ og forsvundet fra graven – blevet væk i døden. Og nu går de der, disciplene med øjnene der var lykkelige, fordi de så Guds søn på jord – men sorgen og synden holder øjnene lukkede på den kristne tros øjenvidner.

For ingen af os faldne skabninger, magter ved egen evne at se eller høre det syn eller det ord, som trænger højt og tydeligt ind i øjnene og ørene. Så elendigt er menneskets vilkår og derfor genkendte de håbløse disciple ikke den fremmede, der slog følgeskab med dem på vejen til Emmaus.

Han kommer til dem, de tungnemme og uforstandige – de er sørgende og håbløse og kan ikke holde fast ved Ham – kan ikke blive i troen på alt det profeten fortalte dem. Kun Kristus kan forkorte afstanden og holde fast i dem, hvad enten de vil eller tror. Derfor sker nu det vidunderlige, at den opstandne frelser vender tilbage og genfortæller verdens smukkeste fortælling for sine elskede. Udlægger skrifterne og måske synger han salmerne og genbeskriver derved disciplene. Han fortæller dem, hvad stenhjertet ikke ved – hvad de lukkede øjne ikke kan se – ja,  han læser brevet fra den elskede – brevet fra Gud til sit elendige elskede menneske.  Men øjnene er stadig holdt til – de kan ikke se eller genkende ham – de kan endnu ikke se sig selv.

Sådan er også vi stenstøtteskabninger med lukkede øjne på vandring ad Emmausvejen – undervejs i vort liv, men gået fejl af vores egentlige bestemmelse – kommet et forkert sted hen. Her hvor vi er, er døden og sorgen  – håbløsheden den slagne kærlighed et vilkår i stadierne på livets vej. – De vilkår, der gør, at vi i fraværet så ofte mangler et nærvær, og ønsker ligesom Cave i stenkirken, at ”I was made of stone” (at jeg var gjort af sten) – så han ikke kunne se en skønhed, han ikke ved, hvad han skal stille op med. En skønhed umulig at forklare – en skønhed umulig at tro.

For det var unægtelig nemmere om vi kunne forstene hjertet overfor kærlighedens umulighed og uimodståelighed – overfor den kærlighed, der ikke findes nogen forskrift på og derfor fejler og ophører med tilbagevirkende kraft – og overfor den kærligheden der aldrig blev.  Ja, stenstøttetilværelsen kan være at ønske og foretrække, også når vi står på de kæres grave for i denne døde verden, skal alt blive frataget os – vores elskede og vores liv.  Og det er netop det, den tomme grav vidner om og som disciplene var øjenvidner til – at alt skal blive taget fra mennesket, for at Gud kan komme til os.

Derfor skal vi ikke gå bedrøvede på stentrappen eller Emmausvejen for at lede efter Gud, når alt er taget fra os.  Nej, han slår følgeskab med os på vejen – ikke for at vise os en ny vej, men for at befale os, at blive på vejen – forblive i synden der er vores sted. For det handler ikke om hvor vejen går hen, men om hvorledes man går på vejen. Det er den fordring, der lyder på alle vore stenede veje og vildvej. At vi skal være den vej tro, vi bliver givet at gå ad. – At være den elskede ledsager på vejen tro, at være tro mod næsten – også den der kun krydser vejen en enkelt gang.

Men Jesus krydser ikke blot vejen en enkelt gang, han bliver på vejen med os, som med disciplene da de når frem til den landsbyen. Her viser han os synderens vej til nadveren, hvor han tog brødet, velsignede det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham. I Caves vidunderlige sang er det både vinen eller blodet og brødet der åbner øjnene og  åbenbarer nærværet af Kristus – eller den elskede ”The smell of you still on my hands/ As I bring the cup up to my lips”. Duften fra den elskede eller fra Kristus er stadig på hænderne; Med syn, duft og lugtesans samdigter Cave nærværet af både den elskede og Kristus i nadveren.

Kærligheden er kun der, hvor den elskende skænker den elskede sit nærvær. Og i menneskelig forstand er sand nærvær selvforglemmelse – at glemme sig selv for den anden. Det dobbelte nærvær af den elskede og Kristus tvinger Cave i knæ; ingen Djævel og ingen Gud kunne uden Kristi eller den elskedes tilstedeværelse bringe ham ned på knæ ved nadveren, synger han. Her modtager stenmennesket ikke sten, men brød at leve af – hans legeme og blod hvormed han gør fyldest for alle vores syndere.

For synden er den sande virkelighed om disciplene som om ethvert menneske – den virkelighed der først afsløres i tilsigelsen af syndernes forladelse – og her ser Gud mere i sin skabning end der er at se. Med den merseen lukkes disciplenes øjne op, først da genkender de den opstandne frelser – og da de kendte ham, så de ham ikke mere. Og sådan er det med den opstandne – han kendes af dem, der ikke ser ham. Og han kendes ikke af dem, der ser ham eller forlanger at se ham. For at kende den opstandne er noget andet end blot at se ham – for han kendes på ordet om Guds nådige tilgivelse og evige velsignelse over synderens liv. Ordene skriver Jesus på vores hjerter og kroppe for at vi ikke skal forblive døde som stene, men blive levende stene. Først da er vi som disciplene kristne. Og først da kan de sendes tilbage på vejen, ad den samme vej som vi kommer til apostlenes dage.

For også vi skal med velsignelsen i ryggen sendes tilbage på vejen, sendes hjem til hvert vores Jerusalem – hjem til hverdagslivet.  Livet med vores elskede, vores pligter og opgaver. Og passe vores liv og vandringen på Emmausvejen – undervejs mod Guds evige rige.

Men udenfor kirken vender stentilværelsen tilbage igen. I sangens sidste strofe sidder Cave – ikke anderledes end enhver af os på stentrappen – fortvivlet og afkræftet over den elskedes fravær. For sorgen slipper ham ikke – kærligheden kan han ikke komme af med. Og sorgen er, som Møllehave formulerer det, ”den kærlighed, du ikke kan komme af med. Sorgen er påført dig af én, som du ikke kan undvære, og som gør dig ondt.”

Men selv der, hvor vi er slagne af livet og kærligheden og vi ikke kan kende Ham, der har slået følgeskab med os alle vore dage, da er vi befalet at blive på vejen og blive i livet. For den tomme grav stadfæster kærligheden som den magt, der selv når vi står ved endepunktet, det tilsyneladende sidste – da går kærligheden med os et skridt videre.  Her adskiller og udmærker kristendommen sig fra enhver anden religion; ingen andre religioners Gud slår følgeskab med sit fattige menneske – i andre religioner skal mennesket selv med møje og besvær – ja, frivilligt eller tvunget med livet som indsats på grusomste vis finde vejen til Gud. – Her i det kristne evangelium går Gud allerede på vejen.  For Guds kærlighed holder altid ud med mennesket – uanset ad hvilke vildfarne stier vi går, slår han med sin store nåde følgeskab med os op ad stentrappen.

For nok går vi vores vej, men det vil altid være Guds vej. – For den er altid gået af ham først, selvom vi selv er givet at gå den.

God vandring og glædelig påske.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud Fader søn og Helligånd. Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse nu og i al evighed. Amen.

Marie Høgh er præst ved Lynge-Uggeløse sogne