Da kvinderne kom ud til graven og så, at den var tom og hørte budskabet om, at Jesus fra Nazareth var opstået fra de døde, blev de så bange, at de ikke turde fortælle det til nogen i første omgang.

Hvorfor blev de så bange? Hvorfor var de rystede? Hvorfor flygtede de ligefrem fra graven? Hvorfor gemte disciplene sig bag lukkede døre, da det senere var rygtedes? Hvorfor krøb de i sådan et musehul efter, at det om den tomme grav havde bredt sig? Ja, hvorfor rystede dette budskab, at Jesus, Ham man havde pint og korsfæstet, var opstået fra de døde, hvorfor rystede det hele den omgivende verden og fik den til at hade Hans følgere og stræbe dem efter livet i århundreder efter, ja helt til den dag i dag?

Jo, det er fordi, budet om at Jesus er opstået fra de døde, ikke som et spøgelse, ikke som en ånd, ikke som poesi eller sprogspil men sådan at Hans følgere havde set ham, rørt ved ham og spist og drukket sammen med Ham, betyder, at påsken er mere end en køn historie om en modig mand, der ofrede sig for sine venners skyld. Det betyder, at påsken er mere end en opbyggelig, inspirerende historie, der handler om fornyede livsmuligheder, opstandelse i hverdagen og solskin efter regn eller hvad der ellers siges rundt omkring.

Hvis Jesus opstod fra de døde, sådan som evangelierne fortæller, så er det virkelig rystende, for så betyder det, at Jesus er Herre. HERREN. Hvis han ikke var opstået fra de døde, ville han være en beundringsværdig mand, ganske vist, men en blandt mange.

Men er Han opstået fra de døde, så har Han vist os Guds ansigt. Så har han åbenbaret os sandheden om Gud. Himmelens og jordens skaber. Så er det slut med at søge efter livets mening over og under himlen eller inde i en selv. Så er det HAM, der giver liv og ånde til alle mennesker på denne jord. Så har HAN nøglerne til liv og død. Så er det Ham, vi lever og ånder og røres i. Og så er det på tide at omvende sig.

Det er grunden til, at opstandelsesberetningerne er så frygtindgydende. De tillader ikke andre tilværelsestolkninger. Ikke andre sandheder om livets mening og grund. Derfor har mennesker til alle tider villet bortforklare påskens begivenheder og uskadeliggøre beretningerne om den opstandne ved at kalde dem myter og legender eller ved at betragte dem som køn poesi, der kan give lidt ekstra dimension til tilværelsen.

Men læser vi evangelierne, er vi ikke i tvivl om, hvad de vil fortælle. Evangelierne vil ikke fortælle en myte eller en køn historie. De vil forkynde, at Jesus er opstået fra de døde. At Han stod der iblandt mennesker og viste dem sårmærkerne på hænder og fødder. At Han spiste og drak sammen med dem. At de talte med Ham. Evangelierne ved godt, at det de fortæller strider mod alt fornuft. Mod alle naturlige love. Men det var det opstandelsesvidnerne oplevede.

Det er hele Det nye testamentes forkyndelse: at er Jesus ikke opstået fra de døde, da er vor prædiken tom og så er vores tro forgæves.

De skeptiske sagde dengang, at det ville være glemt om et par uger, eller man regnede med, at det med tiden ville blive gendrevet af sund fornuft. Der findes alskens oldtidslitteratur, der forsøger at gennemhulle opstandelsesberetningerne med rationelle argumenter.

Jeres gud er død, blev der sagt, og det gør der stadig i en hoverende og skadefryd tone.

Jesus vidste det godt. Han vidste godt, at kort tid efter, ja allerede inden Hans død, ville disse hoverende råb lyde. ”I skal græde og klage” havde Han derfor sagt til sine disciple. Men Han havde også lovet disciplene, at deres bedrøvelse skulle blive til glæde. Og det blev den. Den første dag i ugen, da graven var tom. Og det er den glæde kristne over hele verden stadig samles om: Den helt korte og gamle bekendelse, vi finder hos Paulus: At Han blev korsfæstet, at Han blev begravet, at Han er opstået fra de døde efter skrifterne og sådan lyder det den dag i dag, om man sidder i en stor kirke i Egypten og er i fare for at blive sprængt i stumper og stykker, eller om man sidder i tryghed og ro i en lille kirke på Vestsjælland.

Så frygtindgydende et budskab på grund af dets krav på at være sandheden.  En dårskab og en forargelse, fordi det strider mod alle former for gudsopfattelser, filosofi eller sund fornuft. Gud er død, siger verden hoverende. Men kirkerne, der med deres himmelstræbende tårne og spir er drysset ud over hele jorden, kirkerne hvor menigheder samles og lovsangen lyder, de siger noget andet: De siger: Jesus lever.

Og for dem der hører det budskab og tager imod det følges det af en stor glæde.  For hør nu: At Jesus sandelig er opstanden betyder, at Jesus lever, ikke bare et sted lang væk fra os for mange tusinde år siden. Nej, Han lever nu, Han er her sammen med os nu. Han opstod ikke for at dø igen. Nej Hans opstandelse var dødens død. Derfor er Han nær også i dag. Derfor er Han også hos os. Når vi er forsamlede her i Hans tro, er han her. Det er derfor, vi ikke dyrker hans grav, sådan som muslimerne fx har Muhammeds grav som helligsted. Eller som kommunisterne i sin tid valfartede til Lenins mausoleum på den røde plads. Vi ved faktisk ikke, hvor den er præcist, graven, for den betød ikke noget for de første kristne. Den var jo tom. Han var ikke der. Han er her. Midt iblandt os med sin fred og velsignelse, når vi er bare to eller tre der er forsamlede i hans navn.

Det er det ene.

Det andet er, at som Han er hos os, når vi bryder brødet, når vi lovsynger og beder og samles i Hans tro, på samme måde er Han hos os i vor næstes skikkelse, for som Han sagde: Den der tager sig af mine mindste små, han har taget sig af mig.

Han kan altså komme til os skjult i vor næste, både som den vi skal hjælpe og trøste, men også som den, der hjælper og trøster os, så vi, når døden kommer, kan bede: ”Kom i den sidste nattevagt, i en af mine kæres dragt og sæt dig ved min side. Og tal med mig som ven til ven om hvor vi snart skal ses igen og glemme al vor kvide”, som Grundtvig digter. Sådan er Jesus hos os som en ven. Og dog er Han Herre over alle ting. Han er ikke bare et godt eksempel, en inspirerende person, der levede engang, nej, Han er opstanden og derfor er Han lige så tæt på os nu, som Han var på de første kristne. Og lige meget hvor vi er i verden kan vi have Ham ved troen.

Så er der det tredje:

Luderen Maria Magdalene var det første menneske, der så den opstandne. Det første opstandelsesvidne. Hvorfor nu det? Jo, hun så ham ikke, fordi hun var god og ærbar nok til at få lov til det. Hun blev ikke opstandelsesvidne, fordi hun havde en særlig sans for det hellige eller for Gud. Nej, hun så Ham fordi hun var et brudt menneske. Hun var udstødt og forladt. Hendes hjerte var sygt og træt og tungt og stakkels. Det var derfor hun så Ham!

Hun så Ham, fordi hun virkelig behøvede Ham. Fordi det er de syge, der har brug for en læge, ikke de raske. Og sådan kan alle, der har brug for Jesus få Ham, ligesom Maria Magdalena havde Ham.

Den fjerde ting er, at Jesu opstandelse fra de døde, vil ændre den måde du ser verden på. For Hans opstandelse betyder, at denne verden, var så vigtig for Jesus, at Han vil frelse den. Han opstod i denne verden, ikke i nirvana, og selvom Han efter opstandelsen forlod den, er verden stadig opstandelsens sted. Han har været her, Han fødtes her af en menneskekvinde, Han rørte ved mennesker, ved mænd, kvinder, børn, syge, skøre, forrædere, gudløse, mordere. Han elskede verden.

Opstandelsestroen kaster, for kristne derfor lys på jordelivet. Der er Himmelspejl i mulde, som Grundtvig siger det. Opstandelsestroen insisterer på ikke bare det kommende liv, men også på dette livs hellighed, værdighed, evighed og gyldighed.

Kristne har ikke travlt med at komme væk fra denne jord. Livet nu er ikke bare en station på vejen til noget bedre. Vi kan elske livet, som det er. For det er gudsbenådet. Herren opstod her og spiste og drak og lo og græd her. Og Han vil komme igen en dag og skabe en ny himmel og en ny jord. Det er denne verden, Han vil genskabe. Denne verden var værd at kæmpe for. Derfor skal vi også kæmpe for den. Derfor skal vi kæmpe for livet her og gøre os umage med vore pligter og vort ansvar her. For Han elskede verden og Hans kærlighed til verden gør livet værd at leve og kæmpe for.

Og det sidste:

Jeg lever og I skal leve, sagde Han. Ja for Han er førstegrøden af alle, der skal opstå. Som Han opstod, skal vi opstå som den middelalderlige hymne siger.  Det er Hans løfte, Hans forjættelse til os. Det løfte lyder ved hver eneste dåb og hver eneste begravelse. Sådan har de ord været rammen om ethvert kristenmenneskes liv her i vores lille land igennem 1000 år.

Hvad betyder det? Lad os belyse det med et andet billede Han bruger om sig selv: Jeg er døren, siger Han. Det lyder lidt mærkeligt. Hvad mener Han med det? Det betyder, at selv når vi er omringet af død og undergang på alle sider, når vi er som indespærrede i en dødens hule eller i en fangelejr, så er der en dør. Til frihed og til evigt liv. Det håb er den eneste måde vi kan omgås døden på.

For døden er ikke naturlig for os, den er en fjende af livet. Den skiller os fra vore kære. Den skiller os fra livet og verden, og det uanset om den er velkommen eller uvelkommen. Nådig eller grusom. Det er derfor, vi aldrig kan komme overens med døden. Det eneste der kan gives os fred med døden, er Ham der besejrede døden og forvandlede den fra intethed til et lille blund og tog dens forbandelse og dens brod og gjorde det klart, at end ikke den kunne skille os fra ham og fra hinanden.

Vi har ikke en grav at værne om. Vi har den opstandne midt i blandt os. Det er en stor glæde og et frygtindgydende budskab, for det betyder, at Herren er midt i blandt os. Mennesker er stadig parat til at slå ihjel for at forhindre, at det budskab høres. Det hånes stadig og Guds død udråbes stadig med jævne mellemrum. Det er et utroligt budskab, det ved vi godt og selvfølgelig står det til troende. Vi kan ikke gøre andet end at forkynde det: Krist stod op af døde.

Glædelig påske.

Nana Hauge er valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder