En tung lastbil står halvt inde i varehuset Åhlens. Også i Stockholm lykkedes det chaufføren at pløje mennesker ned på en travl gade. Foto: Dominik Armada

De officielle Sverige har en desperationen malet i ansigterne, journalisterne i SVT ser vantro og udslidte ut. Hvordan kunne dette skj her? Det skulle ikke kunne ske.

Terroren er som en stor mørk sky, som lægger sig over byen. SVT taler om en «enlig ulv», selvom politiet ikke har sagt noget om det, kun efterlyst en skummel person. Man forsøger at minimere en begivenhed, som sprænger alle normale forestillingsrammer.

Ingen opererer inden for så skarpt optrukne rammer som Sverige. Disse ramme er nu sprængt i stumper og stykker og Sverige famler i blinde. Sverige har tabt sig selv.

Vi genkender visse træk fra CNN, BBC og NRK: Det ser ud til at være normen, at man taler så meget og så længe som muligt i studiet for at vinde tid, så man kan genvinde selvkontrollen.

Men det er ikke det, folk har behov for. De vil se voksne mennesker, som ser ondskaben i øjnene og erkender, at «nogen vil os ondt». Man går udenom det væsentligste: Motivet. Man siger, at nu er Sverige også komme på listen, men man undgår behændigt at nævne, hvad det er, som har ramt Sverige.

Det bliver endog meget svært at mobilisere det kække svenske – «vi klarar av det här». Sverige har de seneste år kæmpet stadigt hårdere for at holde masken. Den er stivnet med årene: Oprøret i forstæderne, angrebene på politi, ambulancer og brandmænd.

Sverige er ikke længere kendt for Volvo og Ericsson, men for Rinkeby og Tensta.

Det er kun få uger siden  , at Carl Bildt gjorde grin med Trump for præsidentens udtalelser om «svenske tilstande».

Mats Karlsson fra Utenrikspolitiska institutet sidder og taler om, at man ikke må træffe «fel vedtak» efter terror, og kobler terroren i Stockholm til nattens angreb på Syrien. Han får det til at blive et spørgsmål om «fel» amerikanske svar, der kun har forværret situationen.

Det er der, Sverige er, og de kommer til at kæmpe hårdt for at bevare deres illusioner.

-Man må øge anstrengelserne for en diplomatisk dialog, siger Karlsson, som fortæller, at han var i Paris under Bataclan.

SVT koncentrerer sig om, at terror udløser et fællesskab mellem mennesker. Man hylder at mennesker stiller op for hinanden og slutter deraf, at folk ikke lader sig knække.

Men det er en forhastet slutning.

Blomster, hashtag og musik er blevet en del af et nyt trøsteritual. Det opstår spontant, men er også noget, som dyrkes af medierne. Det skaber indtryk af, at den enkelte borger er stærkere terroristerne. Hvis bare vi ikke giver efter for frygten.

Så enkelt er det ikke. Terroren kommer tættere og tættere på med stigende hyppighed.

Det er betegnende, at man ikke benytter lejligheden til at se tilbage og analysere, hvor mange angreb, det har været de senere år.

Man magter slet og ret ikke tanken.

Det er et tegn på svaghed.