Internationale journalisters kollegiale fællesskab, fungerer ofte som modvægt til en verden præget af spin og ”fake news”. Man hjælper hinanden med kilder eller viden, og kvalificerer på denne måde nyhedsformidlingen samtidig med, at man plejer sit kollegiale netværk. En glimrende ordning, som dog ikke kan stå alene, for et sådant samarbejde kan let gå galt. Har man ubalancerede kilder, risikerer man at fejlbeskrive en hel nation.

Og det ser ud til at være gået galt for New York Times i beskrivelserne af Danmark.

I indledningen til artikel af  journalisten Dan Bilefsky  (15. marts 2017) om integrationsminister Inger Støjbergs (V) meget omtalte asylkage, står: ”For ikke længe siden brystede Danmark sig af sin humanisme, gavmilde ulandsbistand og en gæstfri holdning til udlændinge. Tiderne har ændret sig.”

Der er imidlertid ingen dokumentation i Bilefskys artikel for, at almindelige danskere er mindre ”humane” eller ”gavmilde” i dag end for 10 eller 20 år siden.

Kilderne til artiklen var to danske journalister: Martin Selsøe Sørensen og Jakob Nielsen – begge havde indtil for få dage siden tilknytning til dagbladet Politiken. En tilknytning, der forklarer Nielsen-citatet om, at Støjberg var gået for langt.

Forud for artiklen om Støjbergs kage, havde New York Times bragt to artikler (hhv. 13. og 26. januar 2016), der blev toneangivende for globale mediers beskrivelser af den danske smykkekonfiskationslov. Disse artikler rummede to store fejl.

For det første blev den danske smykkelovs tilblivelse sammenlignet med krigstidens nazistiske tildragelser, hvilket britiske aviser så siden overtrumfede ved at bringe hagekorset i spil.

Sammenligningen mellem asylsøgere og danske jøders flugt er historieløs og usammenlignelig:  jøderne var, i modsætning til vore dages migranter, en fuldt integreret del af det danske samfund. Det var derfor helt naturligt for mange danskere at hjælpe deres jødiske naboer med at undslippe en fælles nazistisk fjende.

En fjern krig i 2015, med store migrantstrømme, hvoraf mange krydsede adskillige grænser med det ene formål at komme til lige netop Danmark og den dansk velfærd – er et ganske andet scenarie.

For det andet har New York Times begået den fejl, der i amerikansk journalistik er kendt som ”error by omission”: Avisen udelader relevante, forklarende og afbalancerende oplysninger. Et eksempel var netop migrationen i 2015 og 2016.

Blandt asylsøgerne var en syrisk mand med tre hustruer og 20 børn. Manden endte i Esbjerg og forventede både hjælp og familiesammenføringer, men erklærede i medierne, at han ikke evnede at arbejde. Ekstra Bladet beregnede, at manden ville få op til 214.128 kroner om året i børnepenge.

Eksemplet belyser mere end noget andet årsagen til smykkeloven og Othello-lagkagen.

Den danske velfærdsstat er under hidtil uset pres, og danskere i nød tvinges til at afhænde deres værdier for at få kontanthjælp. Det er helt naturligt at forvente det samme af tilrejsende asylsøgere, men tilsyneladende irrelevant ifølge den internationale presse.

Den 20. januar 2016 leverede Bilefsky endnu en ensidig artikel. Den handlede om den såkaldte frikadelle-krig i Randers, og igen spillede Politiken en rolle, ligesom artiklens kildevalg på lange stræk var kritisk. En indvandrer blev citeret for at sige, at DF ”taler til fordel for svin”, uden at DF kom til orde.

New York Times ignorerede dyrevelfærds-aspektet, selvom mange danskere, ikke blot DF’ere, nærer uvilje mod inhumane slagtninger dikteret af irrationelle muslimske religions-følelser.

Endelig blev det globale publikum efterladt med et falsk indtryk af, at indgrebet ikke var nødvendigt, selvom institutioner i Randers dokumenterbart af sig selv havde fjernet svin fra menuen.

Bilefsky har han næppe bevidst ønsker at give et forvrænget billede af Danmark. Men hans kildevalg er ringe. Det siger sig selv, at når en New York Times-journalist tror, han får et retvisende billede ved gentagne gange at spørge en redaktionschef på JP/Politiken, ja, så kan det gå galt med balancen.

Ifølge Bilefsky er Politiken en ”førende” avis, men for mange danskere er Politiken kun ”førende” i politisk korrekthed, ikke tilstræbt objektivitet.

Jakob Nielsens partiske citater kunne med fordel være afbalanceret med citater fra redaktørerne på Den Korte Avis eller andre højrefløjs-repræsentanter. Det blev de ikke, og jeg har mistanke om, at Jakob Nielsen, der var i Bruxelles samtidig med Bilefsky, har et dybereliggende politisk formål.

Via New York Times kunne Jakob Nielsen fremme Politikens nok så trængte politiske gren, Det Radikale Venstre, efter devisen: ”Se, hvad udlandet skriver om jer danskere! Skam jer, og stem radikalt!”

Jakob Nielsen er kendt som en vidende journalist, og til hans forsvar skal skrives, at han nok blot giver sin personlige vurdering af tingenes tilstand i det (rådne) Danmark. Hans ytringsfrihed skal være ham vel undt. Men jeg vil mene, at en analytisk observatør og ”fixer” for New York Times bør hæve sig over sine egne holdninger.

Nu ender New York Times’ dækning af Danmark med at være et stykke af den virkelighed, som former almindelige danskeres holdninger og taber den vigtige omstændighed, at Smykkeloven, kage-sagen og frikadelle-krigen alle udspringer af en generel utryghed, som kan ses afspejlet i politiets døgnrapporter og kriminalitetsstatistikkerne, hvor muslimer er overrepræsenteret.

Attentatet mod Lars Hedegaard i 2013 og Omar El Husseins terrorangreb i 2015 har sat sine spor i Danmarks offentlige opinion, og i 2016 kunne bilafbrændinger og motorvejs-steninger i flere tilfælde henføres til mennesker med islamisk kulturbaggrund.

Så var der planerne i 2016 om at oprette ringmurs-beskyttede og sikrede boligområder (”gated communities”) i Solrød. Forslaget var et skred af dimensioner i dét Danmark, der altid har været et åbent samfund.

Hertil kommer eksempler på dogmatisk kvindeundertrykkelse, debatten om kønsopdelt svømning samt JP/Politikens uhørt grove censur af manden bag Muhammedtegningerne, Flemming Rose, ifølge bogen ”De besatte”.

Eller tag Wilkes meningsmåling for Jyllands-Posten i 2015, der viste, at 77% af de herboende muslimer mener at koranens anvisninger skal følges fuldt ud og at sharia altså står over Grundloven.

Læg dertil retsmedicinske konklusioner om, at 74 procent af de “uledsagede flygtningebørn” viser sig at være over 18 år. Her er tale om folk, som snyder sig til det danske samfunds gavmildhed.

Disse eksempler er med til at forklare, hvorfor danskere bliver islam-skeptiske. Der er ikke tale om fremmedhad, xenofobi, som er et ord, New York Times bruger.

En undersøgelse viste i 2012, at omkring 30 procent af danske journalister sympatiserer med Det Radikale Venstre, og at 80 procent af danske journalister dengang ville stemme ”rødt-grønt” i tilfælde af valg. Intet tyder på, at det har ændret sig.

En anden undersøgelse fra 2016 viste, at nej-siden kunne have vundet op til 11 procentpoint mere ved EU-folkeafstemningen i 2015, hvis medierne havde rapporteret mere nøgternt om den danske Grundlovs §20.

Da Cheanne Nielsen på DF’s årsmøde i 2016 stjal overskrifterne med sit udfald mod kriminelle udlændinge, var hendes udtalelser nyhedsværdige ud fra de objektive nyhedskriterier, men medierne fejlede ved ikke også at referere Peter Skaarups tale:

”Nu vil jeg godt sige – og gentage – at indvandring selvfølgelig ikke er roden til al dårligdom. Tværtimod næsten: Jeg bliver så glad, når jeg ser eksempler på folk, der er født andre steder, og som gør det glimrende i Danmark uden at fortrænge andre. Så jo, vi skal respektere de indvandrere, som har job, som overholder loven, og som aktivt søger at blive en del af dansk kultur. Når jeg gerne vil takke de indvandrere, som bidrager, så er det også, fordi vi alle i sidste ende bor i et Danmark, som skal heles. Heles, ikke deles.”

Ordene fra en af DF’s ledere og grundlæggere blev slet ikke refereret. I stedet lod man en menig DF’er repræsentere partiet, hvilket er forskelsbehandling. Hvornår har en menig radikal sidst stjålet overskrifterne fra en årsmødetale givet partiets karismatiske Morten Østergaard?

Næppe nogensinde.

At mange danske journalister på denne måde har ondt i etikken, gør ikke Bilefskys opgave lettere. Han skal skrive om et stort antal lande. Det forklarer hans og New York Times’ fejl, men undskylder dem ikke. Gentagne gange har Bilefsky på baggrund af sin danske research beskrevet DF som et ”populistisk” og ”yderligtgående højreparti, der spiller på frygt for immigration og advarer om, at muslimer i særdeleshed udfordrer den danske livsstil.”

For nogle er ordet ”populist” negativt ladet, men populister er faktisk gode for demokratiet, fordi populistiske politikere i begrebets natur lytter til folket. Derudover kan man ikke hæfte ”yderligtgående” på Peter Skaarups seneste årsmødetale. Talen var ikke ”far-right, anti-immigrant”. Den var ”anti-crime” og ”mainstream”.

Og det er besynderligt og tendensiøst at afvise eller ignorere DF’s objektive henvisning til kriminalitets-statistikker som ”yderligtgående” eller ekstreme. Der er tale om kendsgerninger.

Dan Bilefsky og New York Times har tydeligvis brug for hjælp og balance.

Jeg har skrevet til Bilefsky og nævnt min kritik i hovedpunkter for derved at give ham mulighed for at forsvare sig. Som tidligere international journalist, og i dag også som DF-folketingskandidat og erhvervsmand, hjælper jeg gerne.

Vi danskere skylder den globale landsby, som defineret af Marshall McLuhan, at det ikke kun er det elitære Politiken-segment, som forvalter Danmarks internationale image.

Erik Høgh-Sørensen er partner i Analyseenheden 4V med speciale i markedsanalyse, eksportstrategi og kommunikation. Han har tidligere været kommunikationschef i en Mærsk-division og EU-korrespondent for Ritzau i Bruxelles.

http://www.altinget.dk/artikel/eu-stopper-sin-kritik-af-dansk-smykkelov

http://www.altinget.dk/artikel/cordua-diskvalificerede-stoejberg-lige-sig-selv-som-ny-v-formand

http://www.altinget.dk/artikel/rotter-og-rejekaellinger-dm-i-lokums-sprog-paa-borgen-intensiveres