Her ligger han så: Den islamiske terrorist, der i går pløjede en lejet bil igennem de mange fodgængere, der i eftermiddagstravlheden var på vej over Westminster Bridge lige ved Parlamentet. Og som bagefter angreb og dræbte den 48-årige betjent Keith Palmer med adskillige knivstik.

Her ligger han så, døende og spændt fast til en båre, klædt i sort og med det fuldskæg, der er så typisk for rettroende muslimske mænd. Islam har endnu en gang vist sit grimme ansigt i en terror-aktion, der til fulde har opfyldt sit formål: At sprede rædsel og sorg i hjertet af et åbent vestligt demokrati.

Fire mennesker er dræbt, 40 er sårede – heraf mange “catastrophically”, og man tør ikke tænke på, hvad det indebærer, efter at have set billedet af den lyshårede kvinde, der ligger i sit eget blod og klamrer sig til en forbipasserende, der prøver at hjælpe hende. Eller billedet af manden, der er faldet ned i en gård, og ligger med benet i en uhyggelig og helt forkert vinkel ud fra kroppen. Eller billedet af den unge kvinde, der er blevet slynget ind under hjulene på en af de klassiske london-busser, så kun benene stikker ud. Eller…, eller…

Gårsdagens terroraktion har alt til fælles med alle de andre terroraktioner vi har været vidne til de seneste år. Og med alt, menes der islam. Som kouachi-brødrene i Paris, Omar El Hussein i København og el-Bakraoui-brødrene i Bruxelles, var også onsdagens terrorist i London en home-grown muslim, født og opvokset i det land, han angriber.

Og det er en meget vigtig omstændighed, for det viser, at islam ikke lader sig integrere, at selvom man er født ind i et frit og åbent demokrati, og selvom man er opvokset med fri adgang til alle de goder, en velfærdsstatkan levere. Selv da, er hadet større. Det aftager ikke med tiden eller med generationerne. Tværtimod vokser det med antallet af muslimer vi lukker ind i vores land og med de nye generationer, der kommer til.

I Danmark mener 77% af de herboende muslimer, at koranens anvisninger skal følges fuldt ud  – dvs. at sharia står over Grundloven. Det kan ikke tolkes som andet end at muslimer nærmest en bloc afviser det frie, åbne demokrati for i stedet at omfavne sharia. Islam er på hastig fremmarch midt i mellem os. I 2006 var der “kun” 62%, der mente, at koranen stod over alt andet – se, hvad der er sket på kun 10 år….

Alligevel er berøringsangsten massiv hos både politikere og medier, der fortsat viger tilbage for at nævne islam som årsagen til den terror, der rammer os med stadigt kortere mellemrum: De første mange timer efter angrebet blev islam overhovedet ikke nævnt, og angrebet blev benævnt “incident” (hændelse). Og da islam endelig bliver udtalt og skrevet, er det i forbindelse med Islamisk Stat – som om det distancerer os fra fjenden.

Samtidig udbyder research- og analysefirmatet Kaas & Mulvad særlige kurser i terror-journalistik, der bl.a. stiller spørgsmålet, om mediernes terrordækning påvirker “…civilsamfundet, de muslimske organisationer og myndighederne? Medvirker medierne til at skabe islamofobi?”

Islamofobi er en irrationel frygt for islam. Men de efterhånden talrige terrorangreb viser at det er yderst rationelt at frygte islam og hvornår den islamiske terror slår til igen. For det gør den. Og der går ikke mange måneder. Og den vil blive ved med at ramme os, hvor vi er mest sårbare: Hos os selv, på et julemarked ved Gedächtniskirche, til et debatarrangement på Østerbro og på Westminster Bridge mens  man er på vej for at hente børn i daginstitution.

Først når politikerne tør lukke grænsen for muslimsk indvandring og udvise kriminelle indvandrere, og først når presse og medier stopper deres evindelige islam-apologese og absurde bortforklaringer, vil vi have en chance mod den islamiske terror.