Enhedslisten er voldsomt populær i København, hvor det skindemokratiske parti besætter hele 11 af Borgerrepræsentationens 55 pladser.  På Nørrebro og Vesterbro har mere end hver 4. stemt på Enhedslisten, og der er intet, der tyder på, at opbakningen er vigende forud for kommunalvalget til november.

Det vil med stor sandsynlighed bringe Gyda Heding, som er opstillet på listen som nummer 6, ind på Rådhuset. Hun har gjort sig bemærket ved at vise “solidaritet” med de unge voldsparate venstreekstremister, der i sidste uge hærgede København i anledning af 10-årsdagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej. Hun siger bl.a. til Ekstra Bladet :

“– Selvfølgelig synes jeg, det er forkert at smadre ruder. Men jeg tager ikke afstand fra nogen af de unge, som jeg også arbejder med. Jeg tager ikke afstand fra dem. Jeg synes, de virker som nogen, der kunne bruge nogle voksne, der kunne lære dem nogle andre måder at kommunikere på. Andre måder at komme ud med frustrationerne på. Jeg forstår dem. Jeg forholder mig rigtig solidarisk til dem.”

At sondre mellem handlinger og de mennesker, der begår dem er absurd. Hvordan man end vender og drejer det, billiger Gyda Heding en aggressiv og samfundsnedbrydende adfærd, der bedst beskrives som en light-udgave af nazisternes hærgen på krystalnatten. For det er de facto brunskjorte-metoder som de venstreekstreme benytter sig af. Og hvem ville godtage en Gyda Heding-apologese i dén forbindelse:

“Jeg tager ikke afstand fra nazisterne. Jeg synes, de virker som nogen,  der kunne bruge nogle voksne, der kunne lære dem nogle andre måder at kommunikere på. Andre måder at komme ud med frustrationerne på. Jeg forstår dem. Jeg forholder mig rigtig solidarisk til dem”

Nej, vel?

Og at Gyda Heding så trækker socialrådgiver-kortet som et bizart figenblad, der ud fra en klient/behandler-synsvinkel skal dække over hendes grundlæggende sympati med voldelige og antidemokratiske venstreekstremister, er helt i skoven: Hun er socialrådgiver – ikke psykolog eller præst –  og har som sådan som sin kerneydelse at sagsbehandle – ikke at behandle.

I øvrigt er der ikke meget, der tyder på, at de voldsparate unge falder ind under gruppen “sårbare unge”, som Gyda Heding gerne vil fremstille det. Tværtimod tyder alt på – ikke mindst foreningen “Forældre mod politibrutalitet” – at der tværtimod er tale om grænseløse og forkælede unge med fast base hos deres ressourcestærke, men ikke mindre grænseløse forældre.

Gyda Heding er endnu et eksempel på, at det ikke er lykkedes Enhedslisten at etablere sig selv som et parti, der falder inden for den demokratiske skive. På trods af partiets formelle afskrivning af den voldelige revolution, ligger volden og foragten for demokratiet lige under overfladen som en uafrystelig del af partiets DNA.