Man kan roligt sige, at Det Hvide Hus og Vatikanet er to af de vigtigste institutioner i den vestlige civilisation. Den dynamik som måtte opstå i et spændingsfelt mellem paven og den amerikanske præsident, henholdsvis den mægtigste religiøse og politiske leder i verden, er derfor særdeles relevant for os andre.

I den turbulente tid vi lever i – med massemigration, islamisk fundamentalisme, finansiel ustabilitet og teknologiske omvæltninger – er ledelsen for disse to institutioner på flere måder gået hver sin vej. For med Donald Trump som USAs præsident er Det Hvide Hus gået i en højrepopulistisk og høge-agtig retning, mens Vatikanet til sammenligning næsten fremstår som venstreglobalistisk og due-agtig under Pave Frans´ lederskab.

Begge ledere møder modstand på deres respektive hjemmebane, men der findes også elementer, som forbinder de to arenaer. Disse forbindelseslinjer er temaet for en lang artikel i det venstreliberale, østrigske tidsskrift profil den 27. februar 2017. I følge artiklens forfattere Thomas Migge, Martin Staudinger og Robert Treichler er det globale populistiske oprør kommet til Peterspladsen, intet mindre.

Tidsskriftets analyse begynder imidlertid med det, man kan opfatte som et gryende konservativt oprør internt i Den katolske kirke. Pave Frans har tilsyneladende skabt sig fjender i det højere præsteskab af mindst tre årsager: en egocentrisk, en politisk og en åndelig.

St. Peters argentinske efterfølger har for det første kritiseret det gejstlige hierarki skarpt for at være for optaget af magt og luksus som dyre biler, tøj og boliger. For det andet har han indadtil en mere forsonlig linje overfor islam end sin forgænger Benedixt XVI. Og moralteologisk har paven for det tredje bevæget sig i liberal retning med sit hyrdebrev, Amoris Laetita (kærlighedens glæde), som har skabt utilfredshed i konservative kredse, fordi Frans her åbner for at fraskilte, som har giftet sig igen, under visse betingelser kan modtage sakramenter, fremfor alt nattverden.

I dette landskab er der mange skikkelser, men mest fremtrædende blandt kritikerne står den amerikanske kardinal Raymond Burke. Sammen med tre andre kardinaler offentliggjorde han en serie dubia, altså tvivlsspørgsmål, til pavens skrift – en form for indvendinger, som er legitime, men anset for at være temmelig skandaløse, når de offentliggøres, til trods for at de rummer ideer, der er meget udbredte blandt konservative katolikker.

Det er bemærkelsesværdigt, at Burke plejer venskabelig omgang med Steve Bannon: Også han er katolik og lamslået over paven. Burke lykønskede personligt Bannon efter Trumps valgsejr, men der var en forhistorie: De to mødtes og fattede med samme sympati for hinanden, da Bannon i 2014 var i Rom for at dække helligkåringen af pave Johannes Paul II for Breitbart News.

Dette venskab vækker uro blandt de progressive og venstreorienterede strømninger i kirken, til trods for, at Trump/Bannon og Vatikanet er enige om en række emner, eksempelvis abortspørgsmålet. For mange højreorienterede katolikker, især i det mere populistiske bagland, ville det derimod have en beroligende effekt, hvis paven nærmet sig Trump, for eksempel når det gælder islam. Det sker dog næppe lige med det samme. Paven har i hvert fald frataget Burke al magt efter offentliggørelsen af dubia. Det østrigske tidsskrift spørger nu, om der er ved at opstå en højrepopulistisk alliance mod paven.

Det var Benjamin Harnwell, der introducerede Burke og Bannon for hinanden, den mand, som grundlagde den katolske organisation Dignitatis Humanae Institute – arrangøren af den konference i Vatikanet, hvor Trump talte samme år, og blandt andet omtalte islam som en eksistentiel trussel mod den vestlige civilisation, som han definerer som jødisk-kristen.

I profil finder man et interessant interview med Harnwell, som åbenbarer en helt anden opfattelse af samtiden end den som paven giver udtryk for:

profil: I 2014 inviterede De Stephen Bannon, som idag er chefsstrateg for Donald Trump, til at tale ved en konference i regi af Deres institut. Senere bekendtgjorde De, at De ville samarbejde med ham. Hvordan kunne et sådant samarbejde se ud?

Benjamin Harnwell: Den vestlige civilisation oplever en eksistentiel krise. På basis af de principper Bannon fremlagde i 2014, kan Dignitatis Humanae Institute arbejde sammen med Trump-administrationen – især med henblik på at styrke det jødisk-kristne grundlag for den vestlige civilisation.

Er det ikke lidt usædvanligt at have sådanne forventninger til Det Hvide Hus?

Usædvanligt? Jeg mener at det er udsædvanlige tider. Presset mod den vestlige verden er usædvanligt, og den fornemmelse som Bannon har identificeret disse problemer med, er også usædvanlig. Det er indlysende, at de hævdvundne ideer om, hvordan politik skal føres, lakker mod enden med Brexit og Trump-revolutionen.

Adspurgt uddyber Harnwell hvordan han opfatter presset mod Vesten:

Det er ikke en ny udvikling, men trykket har en intensitet uden sidestykke. Det har bygget sig op i Europa og USA siden afslutningen på Anden Verdenskrig. De to vigtigste faktorer er den militante sekularisme,  som vil forbyde alle kristne symboler i det offentlige rum, og det øgede nærvær af militant islamisme i Europa og USA.

Kunne den såkaldte Trump-revolution efter Deres mening føre til et vendepunkt?

Absolut! For nu at tage  Trumps sejr, så er den en del af en global strømning, et form for oprør, som ledes av folkene mod det herskende establishment. I USA er det kommet til udtryk med Tea Party-bevægelsen og den bevægelse som hjalp Donald Trump til sejr. De holdes oppe af almindelige mennesker, som intuitivt har forstået, at regeringerne ikke længere repræsenterer deres interesser, men den globale elites interesser.

Samtalen bevæger sig over på mødet mellem Burke og Bannon, som Harnwell kalder for ligesindede:

De fik med det samme respekt for hinanden. Begge har irsk-amerikansk baggrund, begge kommer fra arbejderklassen, og begge er centrale aktører i en kamp som man i USA kalder for «kulturkrigen».

Interviewerne mener at kunne konstatere, at det handler om magtkamp:

Tre år senere sidder Bannon i Det Hvide Hus. Burke har derimod mistet meget af sin magt under pave Frans.

Det kan man sige. Men Burke bliver i højeste grad respekteret af en af de mægtigste mænd i Det Hvide Hus. I mine øjne virker ikke det som et tegn på, at han mangler indflydelse.

Islamsk fundamentalisme, migration, homo-ægteskaber, abort: Er det temaer som begge parter kan samarbejde om?

Jeg tror det hersker en generel bevidsthed om, at det er fundamentale ting, som definerer det 21. århundrede.

Det kan altså se ud som om Bannon ønsker sig en slags alliance for civilisationen, hvor han mener, at kirken bør indtage en central plads, som den siddende paven udgør en hindring for.

Internt i kirken er det mange, som er enige i, at den vestlige civilisation er truet, og som gerne havde set, at kirken indtog en mereaktiv rolle. Men det er ikke særlig sandsynligt, at konservative katolikker grundlæggende ønsker at deltage i et konservativt oprør mod Frans.

Det handler ikke nødvendigvis om at de konservative er mere pavetro end de progressive, for loyalitetskravet overfor paven er begrænset til spørgsmål om tro og moral og omfatter ikke politik. Et politisk oprør mod en moralsk autoritet vil for de fleste lugte lidt af urent trav, uanset hvor uenige katolske hardlinere er i pavens linje i indvandrings- og islamspørgsmål.

Det betyder ikke, at den konservative, populistiske strømning fortsat vil være uden indflydelse. Også paven er nødt til at spille sine kort rigtigt for at holde kirken samlet.

En mand som Bannon tænker nok også langsigtet. Frans er 80 år, og Benedikt XVI har dannet præcedens for, at man kan gå af på grund af høj alder. En «civilisationsalliance» kan måske opstå ved den næste korsvej.

Et møde mellem Trump og pave Frans vil under alle omstændigheder blive omfattet af stor interesse. Et amerikansk statsbesøg til Italien i maj er blevet luftet. Udtrykket «de to kulturer» kan her antage en helt ny dimension.