Mandag og tirsdag bringer Document de to taler ved For Friheds demonstration lørdag den 4. marts. I dag er det sognepræst, debattør og formand for Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holms tale:
Hvorfor er vi her i dag? Hvorfor samles For Frihed en gang om måneden, uanset om det er regnvejr, slud, frost eller solskin?
Jeg kan i hvert fortælle hvorfor jeg er her i dag. Jeg er her, fordi jeg gerne vil vise min støtte til For Friheds indsats. Fordi jeres arbejde er vigtigt og fordi jeres arbejde viser, at vores forsamlingsfrihed er truet.
Vi har truslen fra islam. Javel. Men vi har også truslen fra venstrefløjsfascisterne.
De fascister, der i denne uge slog til og smadrede og hærgede en halv bydel, fordi de for ti år siden mistede brugsretten til et hus, som i øvrigt aldrig rigtigt var deres.
De fascister – rødsfacister må være det rette navn – er skyld i, at fredelige vandreture, som den vi skal ud på i dag, skal politiopdækkes, som om vi fandt os i en krigszone.
Politiopdækkes i så voldsom grad, at nogen spørger om det ikke er spild af politiets ressourcer at blive ved at arrangere demo’er som denne i dag.
Svaret er nej.
Lad os nemlig ikke glemme, at det ikke er os, der lægger beslag på politiets kræfter. Det er rødfascisterne og deres voldskultur, der dræner politiets ressourcer . Og det er dem og deres voldskultur, der gør For Friheds vandreture så vigtige.
Så længe de bliver ved at opføre sig som barbarer, som paramilitære kæmpebabyer,der med skrig og skrål og vold vil dominere gaderne
Så længe de bliver ved at skræmme, intimidere og lave hærværk mod For Friheds ledelse.
Så længe vi har brug for politibeskyttelse til en demo som den i dag, så længe skal For Frihed blive ved og ved og ved at gå. For så længe er forsamlingsfriheden truet her i landet.
Det kan jeg jo sagtens sige – det er først gang i dag jeg er med her.
Så lad mig straks give rosen videre til jer, der i over to år har været på gaden.
Ikke mindst til Tania. Det er fantastisk imponerende at se den ildhu og utrættelighed du udviser. En ildhu, der ikke bliver stoppet af trusler og intimideringer. For det er jo ikke længe siden at din hoveddør blev overskrevet med denne tankevækkende besked: ”Vi ved, hvor du bor!”
Et budskab, der ikke er til at tage fejl af: ”Hvis du ikke stopper dit arbejde i For Frihed, får du aldrig fred for os. Heller ikke derhjemme.”
Det er rene rockermetoder. Mafiametoder. Fascistmetoder af den slags rødfascisterne er så dygtige til. Og der er kun ét svar på den slags: Fuld opbakning til Tania og For Frihed, der – gudskelov! – ikke lader sig gå på af rødfascisterne. Fuld opbakning til forsamlingsfriheden, demokratiet og ytringsfriheden. Et svar, der altid skal være helt civiliseret og aldrig må have skyggen af lighed med rødfascisternes retorik, og som heller aldrig retorisk må forfalde til voldsfantasier.
Den slags skal vi overlade til vore modstandere.
For et par dage siden kom der en minderig udtalelse fra advokat Knud Foldschack, manden der er en slags åndelig gudfar til Ungdomshuset og de autonome, som rødfascisterne jo kaldes officielt.
Han udtalte noget i retning af, at hvis Københavns kommune ikke fortsat bruger millioner af skattekroner på at støtte Ungdomshuset, vil der komme endnu mere vold.
Altså: Hvis ikke rødfascisterne får det som de vil have det. Hvis de ikke får de penge, de kræver, så hævner de sig ved at bruge vold.
Knud Foldschack er sådan en pæn mand, højt elsket af medierne. Men det han kom med var jo en form for indirekte trussel:
HVIS I ikke danser efter vores pibe, SÅ…sætter vi brand i gaderne.
Hvor kender vi den slags formuleringer fra?
Jo det plejer at lyde sådan fra kjoleklædte mænd med velplejet skæg:
Hvis I ikke viser respekt over for islam, vil der komme endnu mere terror. – I er selv ude om det
Hvis I ikke holder op med at krænke os og vores profet, SÅ….
Og det er jo helt de samme metoder venstrefløjsfascisterne og islamisterne tager i brug. Det er ikke underligt, at de – i en vis udstrækning – har fundet hinanden og på lange stræk er allierede. Det er samme foragt for det liberale demokrati, de udviser.
Det er den samme kamp mod forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og åndsfrihed, de er i gang med. Og det er fra dem begge, at faren mod vores frihed udgår.
Vi står her ved Grundtvigs Kirke i dag.
Kirken, der er bygget til minde om salmedigteren, der med mund og pen – mere end nogen anden – kæmpede for Danmark, den danske frihed, den kristne frihed – for åndsfriheden.
Man siger, at det krævede 5 millioner mursten at bygge kirken. Af de mange, mange mursten – af den slags som almuen her i landet i århundreder har bygget deres huse af – opstod dette vidunderlige og imponerende bygningsværk.
På samme måde med vores frihed. Også den er bygget op af mange, mange små sten. Af mange år og af mange mennesker.
Vores opgave, hver især, er at være en sten i det bygningsværk. I det bygningsværk, der bygger vores frihed og vores land op.
Hver især at være et led i den kæde, der slår ring om vores frihed, så vi sammen danner et bolværk mod dem, der vil rive vores frihed og vores land ned.
Lad os derfor gå og blive ved at få – for frihed.
Jeg nærer den allerstørste beundring for disse brave, danske mænd og kvinder, der modigt, gang på gang trodser fjenders modbydelige anslag og frejdigt går deres stille vandretur.
Som gangbesværet er jeg desværre ikke i stand til at deltage, og jeg tør ikke, idet jeg ikke vil kunne flygte når rødfacisterne angriber.
Tak til alle Jer som vover pelsen for os andre.