Document bringer i dag og i morgen de to taler ved For Friheds demonstration lørdag den 4. marts. I dag Lars Hedegaards tale og i morgen Katrine Winkel Holms.

Om Guds eksistens er der som bekendt delte meninger. Ingen kan derimod være i tvivl om, at hans modkandidat findes. Vi står lige nu foran hans lokale hovedkvarter.

I 1400 år har der i Europa, Mellemøsten og Nordafrika bølget en kamp mellem Jesus og Muhammed, og lige nu man gør nok klogt i at sætte sine penge på den arabiske røverhøvding. Jesus-publikummet skrumper, mens Muhammed og hans bagmand, Allah, trækker fulde huse.

Det er mærkeligt, fordi Jesus ud fra en normal betragtning fremstår som en behagelig og omgængelig type sammenlignet med Muhammed, der altid stod klar med kniven, hvis nogen blev frække.

Men det er netop det, der tiltrækker millioner af vesterlændinge. Jesus er for kedelig.

Hvem vil gå i byen med ham lørdag aften? Han drikker formentlig ingen ting. Lægger ikke an på damerne, og hvis nogen vil give dig tæsk, vil han opfordre dig til at vende den anden kind til.

Sådan var Muhammed slet ikke.

For en del år siden var jeg til et møde med en række indkaldte islamprædikanter fra Mellemøsten. En af dem fremhævede, at Muhammed var en langt mere afrundet personlighed end Jesus. Der var også en kristen biskop til stede, og han var tilsyneladende enig i udsagnet. I hvert fald protesterede han ikke.

Og det er jo sandt. Muhammed havde mange flere jern i ilden end Jesus, der holdt sig til at lave mirakler og fortælle folk, at troen ville frelse dem. Muhammed derimod var både religiøs, politisk og militær leder. Han var landevejsrøver, morder og slaveejer. Desuden var han særdeles aktiv på den seksuelle front – ikke bare med sine talrige koner, men også med slavepiger og enker efter mænd, som han netop have slået ihjel.

Det er ikke noget vi har fra Muhammeds modstandere, men fra hans tilhængere, som tydeligvis er stolte over hans opførsel og mener, at en er værd at efterligne.

Der findes vel ikke nogen bedre illustration af forskellen på Jesus og Muhammed end deres indstilling til stening. Da folk kom til Jesus med en syndig kvinde, som de ville have stenet for hor, sagde Jesus: Lad den, der er uden synd, kaste den første sten. Det fik de ophidsede mænd til at fortrække.

Da man kom til Muhammed med et par, der havde dyrket sex uden for ægteskabet, deltog Muhammed selv i steningen.

Nu er det tvivlsomt, om der nogen sinde har levet en person, der svarer til beskrivelsen af Muhammed. Det afgørende er, at muslimer tror han har levet, og at hvad han har gjort eller sagt er godt, fordi han er Allahs sendebud.

Man skulle ikke tro, at danskere kunne være i tvivl om, hvem man bør holde med, og hvem man bør fordømme og tage afstand fra. Men det er åbenbart svært for mange, bl.a. for en masse præster og biskopper i Folkekirken, der får deres løn for at forkynde Evangeliet, og som med deres præsteløfte har lovet at bekæmpe Muhammed.

Det skyldes jo nok, at disse gudsmænd har lugtet lunten og er kommet til den konklusion, at fremtiden tilhører Allah, og at det er bedst at melde sig på det vindende hold, mens tid er.

Nogen har engang sagt, at hvis man vil vide, hvem der har magten i et land, skal man undersøge, hvem det er forbudt at fornærme. Og det spørgsmål er nu afklaret. I 1997 var der en kunstner, som på Danmarks Radios foranledning afbrændte en Bibel for åben skærm. Der skete ingen ting, og straffelovens blasfemiparagraf – §140 – blev ikke taget i anvendelse. Mig bekendt var der heller ingen folkekirkepræster, der forlangte det.

For nylig var der en mand i Nordjylland, der brændte en Koran og lagde det ud på nettet. Og straks klapper anklagemyndigheden til med krav om straf efter §140.

Det viser, som sognepræst Marie Høgh skriver i dagens udgave af Kristeligt Dagblad, at §140 er en islamparagraf, der kun er beregnet på at beskytte muslimers tyndslidte nerver.

Det kan flertallet på Christiansborg ikke være i tvivl om. Alligevel har de år ud og år ind stædigt nægtet at ophæve blasfemiparagraffen. Nu ser vi årsagen: Den skulle holdes i reserve, så at man kunne komme efter islamkritikere. Andet formål skulle den ikke tjene.

Blasfemiparagraffen bygger i øvrigt på den besynderlige opfattelse, at Gud er en svækling, der kun kan holde sig på benene, hvis han har får hjælp af mennesker. Det kan man i sandhed kalde blasfemisk, hvis man går ud fra en kristen opfattelse.

Anderledes forholder det sig med Allah. Hvis han ikke var blevet styrket af vold, trusler og mord – og nu senest retssager – gennem 1400 år, ville de fleste for længst have forkastet det vrøvl han bliver tillagt i islams ideologiske skrifter.

Nu kan han glæde sig over at have fået en ny allieret, nemlig den danske stat og med aktiv opbakning af dele af Folkekirken.

Ingen bør være i tvivl om, hvor det ender. Når man én gang er hoppet på Allahs vogn, kan man ikke sådan bare hoppe af igen. I hvert fald ikke uden, at det får alvorlige og sandsynligvis voldelige konsekvenser.

Men en stat, der er slået ind på Allahs vej, er en stat, der går sin undergang i møde. Enten fordi magten vil overgå til Muhammeds håndgange mænd, der vil bruge den til at indføre sharia som erstatning for den demokratiske grundlov. Eller fordi samfundsordenen vil blive opløst i krig.

Hvis Folketinget og myndighederne har noget andet at tilbyde os, er det på høje tid, at vi hører fra dem.

Lars Hedegaard er historiker, forfatter, samfundsdebattør og tidligere forman for Trykkefrihedsselskabet