” Man har fordømt visse sider af livet, hverdagen og føden som uren for på den måde at kunne udsondre, hvem der er renere og dermed tættere på det guddommelige end andre. Den trang ligger åbenbart så dybt i vores natur, at selvom Kristus vedholdende forkynder, at intet, der hører til menneskelivet, er urent, har man alligevel i kristendommens historie genopfundet urenheden. Man flyttede bare det rene og det urene væk fra maden hen til noget andet, der havde med kroppen at gøre.”

Med udgangspunkt i forældre-forsagelse af slikindholdet i børnenes fastelavnstønder, skriver Kathrine Lilleør om menneskets iboende trang til at skille rent fra urent i jagten på selv at komme tættere på gud – og udskamme og straffe de urene. En trang, der er så stærk at den ikke har kunnet udryddes – selvom den er åbenlyst ukristelig. En interessant iagttagelse om menneskets trang til selvhævdelse ved selvpålagte tabuer og afholdenhed. Og endelig en påmindelse om, at Kristus selv foretrak”…at gå med de udskældte, fordømte og beskidte. Den kirke, der ikke har mod til at være uren med de urene, fortjener ikke navn at kirke.”

Læs Lilleørs indlæg her:

http://kathrine.blogs.berlingske.dk/2017/02/26/uren-mad/