ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN

Blogger om visionær værdikamp og længsel efter medmenneskelighed. Om flygtninge, køn, børns rettigheder, kunst, kultur og åndelig fattigdom. Om at holde hovedet koldt og fornuften intakt i en tid hvor fordomme og udokumenterede påstande står i kø for at overtage verdensherredømmet.

Således har forfatter og talsperson for Venligboerne i København, Anne-Lise Marstrand-Jørgensen valgt at præsentere sin blog på Berlingske Tidende. Hovedet koldt hedder bloggen, og det ligger i forlængelse heraf at så er hjertet selvfølgelig varmt.

Det var hende, De ved, som erstattede sognepræst Marie Høgh som borgerlig blogger på Tanten, der så alligevel hellere ville fremstå som småborgerlig end som borgerlig.

Udover at en sådan promovering af egen dyd må undre læseren, er der intet andet at hente hos hende end småborgerlighed. Småborgerlighed er her forstået som det at tilslutte sig den offentlige mening i politik og kulturliv, og gøre sine læsere eller tilhørere opmærksom på, hvilken kamp man kæmper mod stærke kræfter, som Egon Olsen sagde, der står parat til at omslutte den spinkle sitrende oplysthed i grumt fascistoidt mørke.

Fordomme og udokumenterede påstande står i kø for at overtage verdensherredømmet, intet mindre, og det kræver selvfølgelig sin ALMJ at bekæmpe disse vindmøller. Enhver, der ytrer, at vold og seksuelle overgreb mod kvinder er steget massivt siden den store tilstrømning af mellemøstlige migranter i 2015, er besjælet af en fordom og må således finde sig i, i overført betydning at blive anbragt på niveau med Ekstrabladets ”nationen”, der jo dybest set er en slags(ubekvemt)fristed for de mennesker, som ingen vil høre på og ingen være repræsentant for.

Således, siger ALMJ, tager præsterne Marie Høgh og Sørine Gotfredsen kristendommen som gidsel, når de hævder, at den er det åndelige grundlag for den retsopfattelse, vi har i Danmark, for den ved ALMJ noget mere om end de. Naturligvis skal et demokrati tage udgangspunkt i universelle værdier, siger hun, for de kristne er ikke spor bedre end andre, hvad ingen af præsterne heller har sagt, men det får hun ligesom antydet. Ufrihed for loven er da også globalt set en hyppigere retstilstand end lighed, men er det dét hun mener med universel værdi?

Selvfølgelig kan hun også skrive op ad stolper og ned ad vægge om afviste asylsøgere, der er så uskyldige som brude, og som er sikre på at blive slået ihjel i deres hjemland. Det betyder at hun, bedre end Udlændingeservice’s(som det vist hedder)jurister, ved, hvad der er bedst for Danmark, og det lægger hun da heller ikke skjul på at hun gør og gjorde. Ikke mindst da hun i sensommeren 2015 gjorde sig til talsmand for flygtningene på de danske landeveje og deres lange vej til Sverige, og talte regeringen midt imod, den regering, hvis repræsentant Søren Pind var ved at gå ud af sit gode skind af sentimentalitet og hjælpe-flygtninge-til-Sverige-mæssighed, og hvis andre repræsentanter viste sig at mene nøjagtig det samme, selvom de ikke var så ekstremt hadefulde som ALMJ.

Kunst, kultur og menneskelighed må vige, når der skal syrehades. Men åndelig fattigdom, det er der rigtignok en del af i hendes blogs, det har hun fuldstændig ret i.

Når kærlige mennesker hader, og furer af fortrædelighed indlejrer sig i deres ansigter, kan man være sikker på at sandheden har trange kår og er ilde hørt. Danmarks venligbo nr. 1 er ikke venlig. Hun er galdesur, uciviliseret og samtidig sikker på sin egen fordomsfrihed og varme hjerte. Altså småborgerlig.  Og skadelig.

Margrehte Horstmann er præst