Det var i februar måned  – og det var så klingrende koldt og klart det år. – Efterhånden er det mange år siden – dengang i den allertidligste ungdom, hvor man har så travlt med at blive større. En af de vintre, hvor kulden hver dag gør én en lille smule mindre, fik jeg en kærlig hilsen med en hjemmebrændt cd.  ”Frank Jæger og Tony Vejslev” skrevet med lidt for store bogstaver – sort sprittusch på hvidt plast. Frank Jæger – han boede lige herude i Farum ved landsbyidyllen, boligblokkene og S-togslinjen til København. Mættet og mægtige i al deres enkelthed står en skønhed mellem linjerne i hans digte.

Liden sol i disse uger.

Februar har gjort os mindre.

Sne som tynger. Is som knuger.

Vi kan ingenting forhindre.

Sådan skriver Jæger om livet hernede i februar –   den sene del af vinteren– hvor der også i år har været sne som tynger, is som knuger og gør os mindre.

For det er ikke kun en poetisk sandhed, men en termodynamisk realitet, at faste legemer bliver mindre, når temperaturen falder. Kulden gør os små –.  ”Det kan ingenting forhindre.” Også kulden mellem gør alt det, der har været så stort meget småt. Som om hjerterne bliver små hårde muskler. ”Liden sol i disse uger/Februar har gjort os mindre” – der er visetakter. Der er glæde, men ikke sorgløshed i Frank Jægers lavmælte digt.  Frysende og forkomne – knugede og lidt for kolde er vi – tegnene på vinterens afslutning er endnu små. Små gule perler anes under sneen, der smeltede forleden. For få dage siden bandt frosten jorden, det var smukt og hvidt derude.

Men det er ikke de solbeskinnede snelandskaber Frank Jæger skriver om. Nej, det er den fine sansning og melankolske undertone i  vinterudspændtheden mellem februar og april. – Der er ikke gråvejr – men bare liden sol. Som et vandmærke er angsten og forstemtheden tilstede i digtet, som i disse dage – vi kan selv intet udrette eller forhindre. Men tålsomt må vi vente i vores lidenhed. Februarforstemtheden – følelsen af afmægtighed melder sig mange gange i Frank Jægers forfatterskab ”O Gud, hvor Mennesket er smaat,” skriver han. Det er hele menneskelivets grundvilkår: – I vores lidenhed, har vi altid travlt med at blive større. Men digteren fortæller om vores afhængighed af,  at noget får os til at blive større. – For vi kan ikke selv forhindre dvalen, stilstanden og afvikling her i mellemtiden – alt det som hører med til vores liv.

Derfor er der en verden til forskel om vi lever i gråvejr eller i liden sol. For der er små striber af lys, som Gud med gavmild hånd strør over verdens jord. Men jorden er, som verdens menneske ikke kun fin og muldet.  – Den er stenet og overvokset ukrudt – udmagret af år og mere sand end jord.  – Den er frossen og forhærdet i februar.

Men alligevel bliver han ved med at strø kærlighedsfrø – at sende glimt af gult til alt det, kulden gjorde småt – og vi ikke selv kan gøre større. Han sender solstrejf til det pansrede sind, der har glemt at elske og den kølige fornuft, der ved bedre end Gud. Til den golde forstand, der har glemt, at vi er de mindste små. Til det knugende hjerte, der begræder, at vi ikke er gode nok og til den sørgende sjæl, der har opgivet livet sender han lidt af lyset fra øst. Fordi Gud aldrig opgiver os, men bli´r ved at så Ordet fra evigheden på trods af alle tegn i tiden på, at mennesket har i sinde at vokse sig større end sin Skaber.

Han har set os i vor lidenhed.  – Han har set dage, hvor vi ikke magter livet og når vi tror, vi er de mægtigste. Han har set dage, hvor vi falder for fristelsen og falder i den ondes vold. Dage, hvor vi forfølges på grund af Hans Ord. Dage, hvor vi viger bort fra Hans Ord af bekvemmelighed, fordi verden håner os og kalder det løgn.

Derfor følger og forfølger Han os med sin kærlighed og med sit Ord til liv og til tro. Og vi skal ikke sikre vækstmulighederne – vi skal bare modtage alt det vi ikke har og ikke er. For tro betyder ikke, at vi nøjes med at tro, når ikke vi har sikker viden. Nej, tro betyder at vi slet ikke skal have forstandens sikre viden – for troen er mennesket stilling overfor Gud – og den er Guds gerning i os. Derfor kan vi ikke gå rundt og gøde sjælen, for at få størst mulig udbytte – få den største fordel af troen. For troen forsikrer os ikke mod livets lunefuldhed og tidens ophør – frosten og fortvivlelsen i februar. Nej, men troen vokser i os. Det bliver vi ikke større af, men den liden flamme, den liden sol, holder os i live – giver varme selv når kulden knuger og truer med at gøre os mindre. For

Vi kan heller ikke bede

Om at måtte blive større.

som Frank Jæger skriver. Men vi kan bede om, at han må være med os dér, hvor livet er småt og vi er endnu mindre.

At han til stadighed må sprede Ordet og troen over verdens jord og mennesker – at han må sende varmen og genskinnet fra den store påskemorgensol som opstår til april. ”Det er det ord, der skaber lys om land, når verden går i mørke” (DDS 319). Det er det Ord, vi skal næres ved hernede i mellemtiden, hvor der er så tyst, når engdrag og vandhuller er frosset til og tiden er lang til april.

Og hvis vi hører Ordet til frelse – ja, så er det Guds værk. Og hører vi det ikke – så er det vores egen skyld. For Ordet lyder ens til ethvert menneske uanset hvor uren, stener og udmagret din jordbund er. For dit hjertets jord kan du ikke selv forbedre, lille menneske – du kan ikke forberede modtagelsen eller forbedre virkningen af Guds nådige forladelse med dit liv. Modtagelsen kommer fra Gud – kun forhærdelsen af hjerterne kommer fra os. Men Guds ord går ikke til spilde – vores knugede hjerter og tidseljord kan ikke kvæle Ordet. Troen er der, det kan vi ikke afgøre. For nok skal vi se og se, men intet forstå – men der venter os stadig en april. Og

måske april vil hente

Vore hjertebål tilbage.

Sammen skal vi tålsomt vente,

Liden sol i disse dage.

Tålsomt må vi vente – sådan slutter digteren sin vintervise. En liden sol i februar, en lille tro giver ikke digteren sikkerhed – med et håbefuldt ”måske”. Vi kan selv intet udrette – men tålsomt skal vi vente på april der ”måske vil hente” vore hjertebål – få gentændt hjerterne. Vi kan jordforbedre i en uendelighed, men gør ikke kornmarkerne gule i februar.

Giv tid, vent lidt – her må bies. I mellemtiden glædes vi ved synet af de små gule perler. For der er dog noget du kan, lille menneske – du kan vente. Det er menneskets position – vente og bevare den frostkolde sjæl i tålmodighed. Mod til at tåle februarforstemthed, sne som knuger, is som tynger.

Det mod får vi ikke fra os selv, men fra Kristushåbet. Fra forårssolen morgenrød som evangeliet har lovet os, opstår med Ham i april. Det håb udfylder ventetiden. Håbet er fortvivlelsens modsætning, fordi håbet giver mod til at tåle de trange tider, den hårdeste vinter og den længste ventetid. Det evighedshåb, der holder livsmodet oppe når vores verden fryser til og februar gør os mindre. Håbet sætter os i stand til at vente, for kun ved at vente kan vi hente sommeren ind – hente hjertebålene og forsommersminde tilbage.

Ventetiden er ikke endeløs, men tålmodighed skal der til. Og der skal bies lidt. Det begynder i spirelaget, i sjælens muldjord, hos den lyttende. Der kan spirer uspået komme, hvis vi giver os tid til at høre evangeliet – og tåle at vente. Og vi er ikke alene i ventetiden –  som Frank Jæger minder os om, skal vi sammen vente.  Sammen med vores næsten. Et smil og en kærlig hilsen – et lysende ansigt og et lille ord til liv – skal vi sende over hinandens februardage. Det er vi hinanden skyldige at gøre. Og fortæl din næste at for nogle dage siden var der lidt mere varme i lyset.  Der er gule erantisperler under hækken og i markens skæl – for selv på denne gråvejssøndag sender Gud en liden sol. Amen.

Marie Høgh er sognepræst vedLynge-Uggeløse sogne og debattør