Danskernes Parti vakte opsigt, da de lagde en “kærlig hilsen” i postkassen til “De fremmede i Brønby Strand” med en opfordring til at rejse hjem til “Langbortistan”. Det fik Karen fra Brøndby til at “modarbejde al det had” med et anderledes inkluderende budskab, kunne man læse på Zenia Stampes FB-profil

Se, der er flere ting jeg undrer mig over når de godeste giver den gas.

Først er der det med huden, som er så typisk for de godeste, når kulturelle forskelle diskuteres. Hudens farve kommer som det første i spil, skønt det slet ikke optræder i det oprindelige “trusselsbrev”. Men det er ikke blot det at hudfarven optræder, men også formuleringen at hun vil støtte alle ‘uanset hvad farve deres hud har’.

Hvis man nu skrev skrev et støttebrev til Inger Støjberg eller Zenia Stampe, der begge dagligt modtager en del uforblommede beskeder, hvor man formulerede noget i stil med ‘uanset dit køn’ så har du lige så meget ret til at ytre dig som jeg har’, ville dansk-læreren da ikke se ned på sine 6. klasses elever i forventning om at de kunne gennemskue, at afsenderen havde et måske uafklaret problem med kvinder i den offentlige debat?

Og til at understrege den pointe, vil Karen nemlig gerne devaluere sin egen hudfarve, der beskrives som bleg, som stod hun i forvejen i en ophøjet position på den internationale hudfarveskala. Uanset hvor grim du er – gusten, sort eller bæfarvet – så er du ligeså pæn som alle os andre, synes at være budskabet for de af os, der kan læse indenad. Men det er selvfølgelig noget, der kommer jo mere man har lyttet efter i ‘dansk’ – i skolen som hjemme.

Karen mener videre, at man er lige så dansk som danske Karen – der altså derfor er rigtig dansk, så dansk endda, at hendes danskhed kun bliver forklaret med kristendom og hudfarve – uanset hvor man kommer fra.

Dette er selvfølge forkert. Nationalitet ændres ikke ved ankomsten, hvilket de fleste turister sikkert har oplevet. Og efter yderligere betænkningstid underminerer Karen også palæstinensernes vrangforestillinger om deres ret til jødernes land, som kurdernes sag for et hjemland. Faktisk underkender Karen derved folkemord som koncept. Men jo, juridisk har alle danske statsborgere lige ret til at bo i Brøndby, hvis det virkeligt er, hvad de gerne vil. Måske endda selv de kernedanskere fra Brøndby, som Adnan Avdic eller de raske drenge, der uanset hudfarve, sprog, oprindelse og religion modigt risikerer deres liv i kampen FOR Islamisk Stat.

Men Karen modsiger sig selv, når hun formaner de ublege og ukristelige om ikke at tro “at alle “danskere” tænker ondt” om dem. Uanset de for de godeste menneskers sædvanlige brug af anførselstegn om alt dansk, er det en indrømmelse, at hun ikke tror på at hun taler til danskere, når hun betror dem, at hun har en særlig indsigt i resterne af de tilbageværende repræsentanter for dette sære folkeslags egentlige sentiment.

Gode Karen, en typisk dansker med kognitiv dissonans, havde sådan en god chance for at gøre sin overlegne moral synlig for offentligheden, men understregede blot hendes egen fremmedgørelse over Vestegnens farveskift.

Drokles blogger på www.monokultur