For nylig blev det i Folketinget afsløret, at handlen med nazi-tyvekoster fra Rigsarkivet fortsætter. Miseren bunder i, at S, V, R og til dels K under besættelsen samarbejdede lidt for ivrigt med Adolf Hitler, hvorpå partierne efter krigen lukkede af for kritik ved at begrænse almindelige danskeres adgang til arkiverne.

Lukketheden gav incitament til tyveri, og arkivloven viste sig at være god for især to grupper af besøgende: statskontrollerede forskere og fanatiske nazi-samlere.

Forsvundet er eksempelvis størstedelen af den efterforskning, som kædede statsminister Erik Scavenius’ kæreste sammen med spionage til fordel for Gestapo. I nylige ministersvar har Bertel Haarder (V) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) erkendt, at myndighederne måske selv har smidt beviserne ud.

S smyger sig uden om ansvaret
Et ansvar bør placeres, og jeg har tidligere opfordret S, V, R og K til at undskylde for den nazi-sortbørs, som arkivloven medførte, såvel som partiernes samarbejde med Hitler.

Det har fået Lars Weiss, formand for Socialdemokratiet i Københavns Borgerrepræsentation, til at anse mig for at være ”blottet for politisk substans” og for at have ”ringe historisk indsigt”. Men jeg er ham alligevel tak skyldig. Weiss’ indlæg gør det muligt at afkode Socialdemokratiets officielle defensorat.

Han hyldede 17. januar 2017 på Altinget ”den stærke socialdemokratiske modstandsindsats” og partiets ”parlamentariske ansvar for at føre landet frelst gennem de fem forbandede år”.

Weiss giver dog kun tre navne på socialdemokrater med modstandsvilje. Jeg kunne nok godt finde flere, men pointen er klar: Staunings store parti har et ringe alibi.

En af Weiss’ eksemplariske socialdemokrater var dygtig til at skrive sange. Godt så. En anden er Hartvig Frisch, som desværre blev ret stille, da først tyskerne i 1940 stod i landet. Tilmed hånede Frisch efter krigen ledende frihedskæmpere.

En tredje, Frode Jakobsen, var frihedskæmper af højeste karat. Ham bruger Weiss fornuftigvis plads på, men udeladt er det, at Jakobsen blev modarbejdet af Socialdemokratiets ledelse både før og efter 1945.

Eksempelvis fik socialdemokrater i efteråret 1942 forbud mod at gå ind i Dansk Studiering, det senere Ringen, der med Jakobsen som drivkraft blev en del af modstandsbevægelsen. I 1944 var Jakobsens modpart – altså modstander – i forhandlingerne mellem frihedskæmpere og politikere ingen andre end partifællen H.C. Hansen (S). Jakobsen blev således undergravet af sit eget parti.

Bedømt alene på dette grundlag laver Weiss altså en 180 graders ”Weiss-vask” af sit parti. Hertil kommer alt det, han smyger sig uden om.

Dødbringende opportunisme
Statsminister Vilhelm Buhl (S) holdt i 1942 den berygtede stikkertale til nationen, som satte en dødbringende stemning. Få uger efter omringede og myrdede dansk politi den ledende frihedskæmper Christian Rottbøll. Storstikkeren Grethe Bartram startede sit blodige spor umiddelbart efter Buhls tale, og samarbejdspolitikerne gav skyhøje dusører for at stikke frihedskæmpere.

Weiss ignorerer, hvordan Socialdemokratiet allerede før 9. april 1940 vildledte befolkningen, da Hitlers ubåde myrdede over 300 civile danske søfolk i Nordsøen for at standse Danmarks handel med Storbritannien.

Weiss forbigår Socialdemokratiets dødbringende opportunisme i forbindelse med interneringen af kommunisterne, og han er tavs om partiets bekæmpelse af augustoprøret 1943.

Faktisk rækker pinlighederne helt ind i Weiss’ egen Borgerrepræsentation.

Under krigen lykkedes det på forunderlig vis Socialdemokratiets elite at blive friholdt for nazisternes dødspatruljer, som fra 1943 gik efter redaktør Carl Henrik Clemmensen og Ole Bjørn Kraft (K) og derpå stort set kun civile.

En af de mest bestialske terrorister var tyskeren Kurt Heel. Han var med til at myrde 33 uskyldige danskere, undertiden for øjnene af ofrenes børn. På grund af arkivloven blev dette dog først afsløret i min bog ”Forbrydere uden straf” i 2004.

Heel overlevede krigen, og det skulle blive Weiss’ partikollega i Borgerrepræsentationen, overborgmester Frank Jensen (S), der som justitsminister aktivt hjalp Heel med at undgå retsforfølgelse. Jeg havde nemlig fundet Heel i live, hvis ikke Frank Jensen og efterfølgeren Lene Espersen (K) lovstridigt havde blokeret for min adgang til danske arkiver.

Da jeg endelig med officiel tysk hjælp sporede Heel til Gelsenkirchen, var han død i mellemtiden. Ustraffet, takket være Jensen, Espersen, Rigsarkivet, og de fire samarbejdspartier generelt.

Socialdemokratiets selvforståelse er med tiden nærmest blevet en satire værdig. For få år siden besluttedes det for eksempel at navngive en i øvrigt sagesløs københavnsk gade efter Vilhelm Buhl.

Når et udvalg under Weiss’ Borgerrepræsentation på denne måde kunne begave nationen med ”Vilhelm Buhls Gade”, så kan et ”Gestapovænge” eller ”Stikkerstræde” placeres lige i nærheden. Denne glidende historieomskrivning gør også en undskyldning relevant, for Buhls rolle i jødeaktionen 1943 opvejer ikke stikkertalen året før.

4. maj bør bruges til at undskylde
I sit indlæg angriber Weiss mig for at være DF-folketingskandidat. Det er forventeligt, men også en kommentar værd. Sågar sagen om EU-midler finder Weiss relevant i en debat om Anden Verdenskrig, for naturligvis vil socialdemokraten hellere skyde en budbringer end tale om sit eget partis samarbejde med Hitler.

Kendsgerningen er, at jeg helt tilbage fra 1995, længe før jeg blev DF’er, i bøger og artikler har skrevet kritisk om samarbejdspolitikken og holdt foredrag. Min grundholdning går endnu længere tilbage. Min far var aktiv og væbnet frihedskæmper. To af hans bedste ungdomsvenner endte deres liv i Ryvangen, mens mange socialdemokrater jævnfør Weiss gemte deres våben.

På den ene side er det klart, at ingen socialdemokrat i dag er ansvarlig for forgængernes gerninger i en fjern fortid. Det er også klart, at datidens politikere stod i ekstreme dilemmaer, og at samarbejdet med overmagten var forståeligt i 1940.

På den anden side trak de fire partier aldrig selv stregen i sandet. Dermed kan Socialdemokratiet, Venstre, Radikale og Konservative som partier vanskeligt anses for stuerene, før de vedkender sig og undskylder for samarbejdet med Hitler og den efterfølgende spærretid i arkiverne.

En undskyldning ville i øvrigt øge de fire partiers troværdighed, hvis de ønsker at bruge 1930’ernes tildragelser i den nutidige politiske agitation. Også af den grund ville en undskyldning 4. maj 2017 være en fin gestus.

Erik Høgh-Sørensen er journalist, forfatter og tidligere EU-korrespondent og folketingskandidat for Dansk Folkeparti

https://www.altinget.dk/artikel/socialdemokrat-en-dfer-traekker-nazikortet