Donald Trump indevarsler to ting der går under mediernes radar: Det er ok at være hvid igen. Og: Tøsedrengenes tid er omme. Begge dele er svært for medierne at sluge.

For mange år siden læste jeg en artikel i Rolling Stone, der indledte med at The Beatles made it ok to be white again. I mellemtiden er det blevet politisk at være hvid. Man skal afsværge sin hvidhed og forsikre, at man godt ved, hvilken skyld man bærer rundt på. Gælden kan aldrig slettes.

Derfor skal andre mennesker have ret til at komme til Vesten, til evig tid.

Dem der står for den åbne dørs politik er tøsedrengene, dvs. de drenge, der har glemt, at kampen for tilværelsen ikke er ophørt. At kalde dem feminiserede er kun den halve historie. Den seksuelle revolution er rullet videre og omfatter homofile, transseksuelle, lesbiske. Køn er ophævet som biologisk fænomen.

Der er ikke noget, der signalerer galskaben i det multikulturelle projekt mere end LGBT-bevægelsen og omfavnelsen af islam. Saudi-Arabien kan godt forholde sig til en hvid, kristen præsident. Men ikke en sort multikulturel.

Den grænseløse liberalisme har skabt kaos, og det er ikke mærkelig, at det er en mere autoritær leder, der overtager.

Men Trump er en venlig mand målt mod det, der venter, hvis medierne skulle lykkes med at destabilisere ham og administrationen.

Medierne udgør nu den virkelige oppositionen i USA. Demokratene ligger med brækket ryg.

De har en hidsig venstrefløj med sig.

Asra Nomani sagde i denne uge i en kommentar til pussy-demonstrationen og lufthavn-protesterne:

-Hvordan kan venstrefløjen alliere sig med “the religious right”?

Den politiske korrekthed nægter at forholde sig til, at den de facto er i alliance med et religiøst ultrahøjre. Den vil hellere tale om det vestlige yderste højre, og ser en højreekstrem bag hver busk.

Men den store islamiske ekstreme højrefløj, som står lyslevende foran dem, ser de ikke.

De er i kompagniskab med dem og det vil blive deres endeligt.