Når Obamas tidligere CIA-chef, John O. Brennan undskylder sig på arabisk, og siger at hans arabiske er lidt rustent, men håber at han i fremtiden vil kunne «studere arabisk for anden gang, Inshallah», syntes forsamlingen, at hans tale hans var underholdende. Vi andre fik pludselig gåsehud, for hvor lignede dette ikke tv-serien Homeland uhyggelig meget?

«The goodness and beauty of islam»

Det er ikke tvivl om, at Brennan har ledet mange angreb mod den muslimske verden. Men på vegne af hvem? For at opnå hvad? Og kan man stole på, at han er totalt objektiv, upåvirket af sin studietid i Mellemøsten og  skikket til at lede kampen mod islamisering? «Kend din fjende» er god strategi, og naturligvis kan det være en enorm fordel at have et indgående kendskab til muslimer og den muslimske verden, men det har også en bagside: Hvordan kan man være helt sikker på, at CIA-chefen er helt neutral? Hvordan kender han forskel på muslimske venner og fjender?

Brennan selv levner ingen tvivl om, at han har stor sympati for Islam. Han taler om «the goodness and beauty of Islam» – noget man stort set kun hører fra troende muslimer. Udsagnet er meget vanskeligt at forstå for enhver kritisk observatør af det muslimske kaos gennem de seneste 1400 år.

Hvad består denne godhed og skønhed af? Hvor i Malmö manifesterer denne «godhed og skønhed» sig? Hvis islam er så fredsskabende, hvor bliver  så den fred af, som «fredens religion» burde skabe i Afrika? Noget må udsagnet jo være baseret på – men ingen, hverken i Obamas administration, medierne eller internt i CIA vil stille de spørgsmål,  som hober sig op bag en dæmning af frivillig omerta.

Form frem for indhold

Brennan synger videre på den sang, som vi også hører fra andre politikere: Vi er alle lige, vore kulturer er ligeværdige, og vi ønsker alle det samme. Han siger. «Uanset hvor man kommer fra, har vi så mange ting til fælles: At få en uddannelse. At forsørge vores familier. At dyrke vores religion frit. At leve i fred og tryghed.»  Så sandt…

Men det er kun «sandt» fordi det er helt abstrakt og ikke indeholder nogen substans, ingen værdier og ingen metodik:

Selv den mest benhårde IS-kommandant vil gerne have en uddannelse, forsørge sin familie, frit kunne dyrke sin tro  og leve i fred og tryghed. Man kan ikke stoppe der! Den kvikke læser vil selv pr. refleks stille de rigtige spørgsmål – en refleks som kommer af, at man faktisk er voksen, ærlig og fødtmed en sund portion skepsis. Ser jeg nogen hænder oppe?

Disse spørgsmål er naturligvis:

Hvilken uddannelse taler du om? Forsørge hvilken familie, på bekostning af hvem og hvad? Hvad mener du med frihed til at dyrke din religion? Hvilken form fortryghed? Hvordan vil du opnå den? Hvordan skal samfundet indrettes for at sikre den tryghed? Er vi enige om alt det? Nej.

Når IS-kommandanten svarer på de spørgsmål, og giver alle kuldegysninger, forstår man, hvor farlig det venstreliberale sandhedsministerium er: Deres retorik er skabt for at dække over en dødelig fjendskab. En civilisationskamp, hvor kun den ene side er civiliseret, og bare én kan vinde. Og så længe vi har folk som Brennan i førersædet vil vores side tabe, og IS kommandanten kan uhindret indføre sin brutale form for fred, frihed, trosfrihed, kvinderespekt, og uddannelse.

Politisk teflon

Obama var også ivrig efter at understrege, at «islam er fred» – og akkurat som Brennan begrundede han det i absolut nul og niks. Hvor skaber islam fred? Hvornår har islam skabt fred? Og hvilken slags «fred» er det egentlig vi taler om? Ingen stiller disse vigtige kontrolspørgsmål, fordi alle ved, at Obama ikke har nogen svar. Det ville have satham i total forlegenhed, og sådan kan man jo ikke behandle en fredsprisvinder som virkelig, virkelig fortjente prisen.

Dette ørkesløse vrøvl fra  de politiske ledere er et teflonbelagt. Et glat og hårdt panser, som alt glider af på, og nåde den som ødelægger det hele ved at kradse i overpladen med kritiske spørgsmål. Teflonlaget er beregnet på at at lamme enhver tanke, stoppe enhver handling, og enhver mening. Det er som en rød klud i ansigtet på os, som vil have fakta på bordet.

Bullshit walks – adults talk.

Når vælgerne giver tågefyrster som Obama og Brennan sparket, så burde enhver voksen, demokratisk sjæl juble og applaudere. Ikke fordi Trump nødvendigvis er super, men fordi man bliver de ledere kvit, som ødelægger tanke, spørgsmål og kritik – og lammer hele samfundet med godhedens vat, som dæmper alle tiltag til kritik, og gør alle fluffy og varme indeni. Man kan ikke styre et samfund på den måde. At nogen har ledet CIA på den måde, er skræmmende.

IS har erklæret USA og Europa krig, med Islam som ideologisk platform, og det er ikke højrefløjens skyld. Det er islams skyld, i kombination med vege, flyvske, ufokuserede ledere, der opfører sig som hippier. Vesten har ikke behovfor ledere, der «forstår» fjenden, eller vil definere ethvert problem væk.

Dette er Vestens kamp på liv og død. En kamp mellem føleri og fornuft, regnbuer og realiteter. Derfor hilser jeg hellere handlekraftige tough guys som General James «Mad Dog» Mathis velkommen til rors.  Mod IS, Broderskabet og alle religiøse ekstremister som vil dræbe og underkaste os alle,  føles det meget tryggere med folk som siger «I come in peace. I didn‘t bring artillery. But I‘m pleading with you, with tears in my eyes: If you fuck with me, I‘ll kill you all»

Det er en ny sheriff i byen

For os som har forstået, hvad Vesten og Europa står overfor, føles det faktisk ganske betryggende at Obama er væk. Eller som Mad Dog også sagde det til San Diego Union Tribune:

«You cannot allow any of your people to avoid the brutal facts. If they start living in a dream world, it‘s going to be bad».

Og venstrefløjens regnbueelite har gjort det «bad» tilstrækkeligt længe. Enhver kursændring, i hvilken som helst retning, er en forbedring.