Tyskland har tilsyneladende været forskånet for de største problemer i Europa, og årsagen er en klog, national politik de seneste årtier, der har opbygget landets økonomiske muskler. Men siden 2000 er Tyskland mere og mere begyndt at ligne et enevælde fra 1789: Angela Merkel har uhindret kunne sætte sine egne personlige politiske visioner igennem og er blevet behandlet som en solkonge af en logrende elite i Europa. Og det er i Europa, at den tyske leder skaber de største problemer. Gruppetænkning er som bekendt behageligt og enkelt, men det har sin pris.

Oppositionens sammenbrud

Hvis man ser på tysk politik med et kritisk øje opdager man at Merkels succes mere er baseret på fraværet af en egentlig opposition end på egne politiske succeser. Der eksisterer ingen nummer to efter hende. Samtidig gør det tyske næringsliv en fin indsats i opretholdelsen af den tyske succes, enten på trods af Merkels nye-indfalds-politik – eller i kraft af «grønne» subsidier på skatteydernes regning.

Merkel er bærer av en grøn-socialistisk tidsånd som har grebet Europa, og den får alle til at tænke ens og ukritisk: I stedet for at styre gennem ansvarlighed og nationale hensyn, har hun valgt at lede gennem «visioner» og selvpiskende humanisme, med hende som en selvudnævnt «Godhjertet Moder» som vil løfte Tyskland og Europa til noget «større». Men hvad? Ingen kan give konkrete svar på det. Det bliver bare indholdsløse festtaler i båndsløjfe. Afstanden mellem visioner og bullshit er nemlig skræmmende kort. Parallellen til Gro Harlem Brundtland, som fik sneget Norge i EU gennom EØS, er ikke til at tage fejl af.

At forbedre det som allerede er godt nok

Siden Europa i år 2000 var noget af det største, bedste, mest stabile og højkulturelle menneskeheden endnu havde skabt, er det højst uklart hvorfor det ikke var godt nok. Merkel skulle bare have været forsigtig, og bevare det bestående for at sikre sit eftermæle. I stedet er hun anti-forsigtig, og besat af at forandre – ikke ulig en nytiltrådt Adm. Dir. som buldrer frem med visionære effektiviseringsplaner…uden at stille sig et eneste kontrolspørsmål om bedriften måske allerede er effektiv.

Tyskland var allerede veldrevet, rent, pænt, ordentligt, demokratisk og harmonisk da Merkel tiltrådte, men det var altså ikke godt nok. Hendes beslutninger tyder på, at hun ønsker en slags «brave new, borderless world», hvor hele kloden kan samles i sammenhold, godhed, og grøn renhed i Europa. Dette ligger ikke så vældig fjernt fra visionerne i DDRs kommunistparti, noget Merkel er vokset op med. Kan det være, at hun ville «toppe» Tysklands genforening, ved at gøre foreningen af hele Europa til hendes store eftermæle? At udviske grænser, og samle alle under et banner for at skabe fred i vor tid, er jo et ærværdigt mål.

Men Merkel er jo ikke kommunist?

Nej, hun er præstedatter vokset op i DDR. Næppe en ideel kombination, hvis man ønsker at undgå gruppetænkning, og en evig søgen efter noget bedre, større og mere ophøjet. Og CDU er ikke rødt – men partiet er en storkoalition, hvor alle parter må stå sammen i en fælles union, og det lyde jo bekendt? At samle Europa til èt rige, netop for at styrke Europa, har været styrende. Derfor er det ganske uforståeligt, at hun pludselig åbner Europa, så resten af verden kan strømme ind på jagt efter et bedre liv. Dette er om mulig så langt fra CDUs og Konrad Adenauers legendariske slagord «Keine Experimente» som man kan komme. Angela Merkel har først og fremmest ønsket forandring velkommen. Det som er nyt er pr. definition godt. Forandre hvad, og forandre det til hvad? Nej, det er helt ligegyldig. Hendes politik har været «Nur Eksperimente».

Store visioner – ingen klare planer.

Store drømmeprojekter og politiske eksperimenter uden mål, planer og politisk styring har et problem: De vil næsten altid crashe – og meget er allerede gået galt i Tyskland. Utilfredsheden med Angela Merkel vokser også internt i hendes eget parti: Når Erika Steinbach, som har vært medlem af kansler Merkels CDU i 42 år forlader partiet, smækker hun med døren. Hun kritiserer Merkels håndtering af både indvandringen, energipolitikken og euro-politiken, som alle er er i store problemer. Men hvordan kan en politiker, der er så styret af drømme, klare at holde sig på toppen så længe – trods så mange og massive problemer?

Hvis man er leder af Bund der Vertriebenen (BdV), dvs. dem som blev fordrevet fra Øst-Preussen af sovjet ved afslutningen af krigen, har man en historie at bære rundt på. Erika Steinbach passerer bag Angela Merkel på CDUs landsmøde i Leipzig. Datoen er november 14, 2011. Nu har Steinbach brudt med Merkels parti efter 42 år. REUTERS/Fabrizio Bensch/File Photo

Merkels succesopskrift: Krise-camouflering via krise-produktion.

Europas politiske og demokratiske lammelse, er resultatet af et  mærkværdigt fænomen man ikke tidligere har set: Nye kriser overskygger gamle kriser. Europa er punchdrunk som en tabende bokser. Kriserne opstår så hurtigt. at ingen magter at få fat i dem, stoppe dem, eller stille nogen til ansvar. Da Erica Steinach kritiserede Merkels energipolitik, lignede de fleste et spørgsmålstegn, for er Merkels energipolitik ikke en dundrende succes? Nej, Det er den ikke.

Merkels grønne galskab har mangedoblet tyskernes energiregning, og delvist destabiliseret Tysklands elforsyning. Og som om det ikke var nok, har «EnergiWende» sørget for, at CO2-udslippene er øget, og kulkraftværkerne ikke bliver vedligeholdt. Årsagen er kompleks, men pointen er klar: Normalt ville problemerne i energisektoren udløse en regeringskrise, men Angela Merkel undgik alvorlig kritik ved at skabe en endnu større krise. Kombiner det med store «visioner» som virker handlingslammende på fåreflokken omkring hende, så får man en farlig cocktail.

Eurokrisen afvikler Energikrisen.

Merkels håndtering af  eurokrisen var ulogisk, uøkonomisk og udemokratisk. Tyskland opførte sig som klassens bølle og tolererede ingen kritik. Det eneste hun opnåedemed sine utallige «krisepakker» var at cementere krisen, og skabe en vedvarende høj ledighed og fattigdom i hele Europa, som hun samtidig gjorde til et lydrige af Tyskland…dvs hende selv.

Og så har vi ikke engang nævnt det totalt hovedløse ved at indføre euroen, uden samtidig at indføre føderal myndighed over pengepolitikken i Europa. (en suverænitetsafgivelse som ingen frie lande vil acceptere, hvorfor euroen aldrig ville blive en realitet) Merkel lider tilsyneladende af, hvad vi, der har pilotuddannelse kender som fænomenet «target fixation» – en klassisk vej til totalhavari: Man fokuserer så stærkt på en faktor, at man glemmer alt andet, og ikke ser farene. Euroen var en af mange fikse ideer hos Merkel, og den skulle indføres uanset hvor dumt det var. Det var hendes barn. Ned med det nationale, leve visionen!

Nedsmeltingen av Europæisk økonomi, og den vedvarende krise, som har bidt sig fast, ville normalt skabe oprør og regeringskrise, men tro det eller ej: Merkel klarede det igen! Hun undgik oprøret ved at skabe en endnu større krise! Og denne krise ble så massiv, at den trumfede alle hendes tidligere fejlgreb: Asylkrisen.

Asylkrisen afvikleded Eurokrisen.

Ingen taler om eurokrisen efter at Merkel skabte asylkrisen i 2015. Tværtimod: Pludselig havde et forarmet og kriseramt Europa uendeligt med penge til udlændinge med behov for gratis bolig og cash. Merkel stod med åbne arme og læderet oppe af lommen og ønskede hele den muslimske verden velkommen, uden forbehold, begrænsninger eller betænkeligheder. «Wir schaffen das». Denne anti-politik var så ubeskriveligt forskruet at man bliver helt svimmel. Men fik Merkel kritik? Blev hun sablet ned af pressen? Blev hun fjernet ved et mistillidsvotum, så andre kunne tage over? Langt fra. Tværtimod, faktisk:

Hun præsterede det kunststykke, at få hele Europa med på galskaben. Titusindvis af unge, muslimske, kampdygtige mænd fra en krigszone kunne marchere uhindrede og utjekket ind i Europa, fulgt af politiet og modtaget af hvinende gode kvinder med «welcome refugees» T-shirts: «Endelig er de fremme! Lad os give dem alt, så får vi en masse tilbage?»  Gæt engang hvilken islamisk macho-kultur Europa fik til gengæld!

Igen: Hvor dum er det muligt at blive? Men det gav sikkert en dejlig godhedsfølelse i øjeblikket for alle dem, der ikke har andre hensyn at pleje end deres eget selvbillede. Merkel fik aldrig nok, men det fik de tidligere østbloklande. De forstår virkeligheden, og satte pigtråds-spærringer og hegn op. Hegn som skulle have været der i samme øjeblik Schengenaftalen blev underskrevet. Vi advarede tydeligt om, hvad der ville komme.

Merkels dødelige gameshow

I al sin tanketomhed gjorde dette Europas velfærd til et dødeligt gameshow for fattigfolk fra hele verden: Første mand over havet vinder mest! Giv alt, hvad du har til menneskesmuglere, så samler «Siem Pilot» dem op, der overlever.

Ren og uforfalsket idioti, som intet har «godhed» eller «humanisme» at gøre. Og stadig er der mange, der påstår, at det vil kunne betale sig, selvom alt peger i den modsatte retning

Næppe troldom, bare almindelig massesuggestion. 

Hvordan krisemaskinen Merkel får voksne folk til kollektivt at skrue hovedet af på denne måde, er ikke til at umiddelbart til at forklare.

Og dog. En forklaring kan ligge i massesuggestion som skaber massehysteri, for mennesket er et flokdyr. Vi er i bund og grund nemme at manipulere til at tænke ens og ukritisk, og det ser vi stadig i f.eks. reklame- eller musikkbranchen: Middelmådige artister med middelmådig musik bliver pludselig erklæret for store genier og blivere superkendisser som alle er vilde med – ikke på grund af musikken, intelligensen eller personligheden, men fordi alle andre også er vilde med dem. Flertallet kan ikke tage fejl, vel?

Visioner er som skabt til at skabe vanvid

Høj uddannelse, alder, intelligens og stilling er ingen vaccine mod massesuggestion. Professorer og «eksperter» bliver revet med på samme måde som murerarbejdsmanden. Alder og erfaring har heller ingenting at sige. Dem, der derimod ikke lade sig rive med af massesuggestionen, ender gerne som en fjende af flokken: Når alle er næsegrus enige om noget, bliver den, som er kritisk, lunken eller tankefuld en uønsket og ødelæggende faktor; en negativ og slem person – og så slår al verdens logik eller bevis ikke til for flokken. Når massesuggestionen skaber konsensus, får ingen lov at ødelægge den dejlige følelse af at marchere i samlet trop mod en fælles fremtid i en ny og bedre verden.

Det er grunden til, at jeg er meget skeptisk over for visioner: De behøver ikke indeholde et gran af videnskab, empiri, virkelighedsorientering eller gennemførlighed – de skal bare være STORE! Visioner har ikke bare en tendens til at stjæle fornuften hos de visionære og flertallet – de er som skabt for det. Samtidig afmonterer de naturlige negativ-feedback-funktioner, som er så vigtige for at hindre, at alt løber løbsk. Vil du forlede og vildlede en flok, så skab en vision. Jo mere virkelighedsfjern desto bedre. Derefter er det bare at omgive sig med yes-men.

Enkel psykologi skaber komplekse problemer.

Massesuggestion er forklaringen på Europas voldsomme problemer. Dette enkle og veldokumenterede psykologiske fænomen ligger også bag klimahysteriet, som i tiltagende grad ligner en massepsykose med religiøse indslag, i kampen mod «den store satan», også kendt som harmløs kulsyre. Mangel på opposition, mangel på kritisk tænkning, og middelmådige politikere med store og virkelighedsfjerne visioner, har styret Europa ind i sin værste krise i 70 år. Det er beklageligt, men menneskeligt. Og det er slet ikke forbi endnu. Selv om Merkel har indrømmet, og tyskerne er velorienterede om tilstandene i Europa, er der fortsat over 30% som synes Merkel er det bedste valg, når det drejer sig om at lede Tyskland videre.

En ting er sikkert: Når solkongen Merkel (eller soldronningen) går efter sin fjerde valgperiode i 2017, står Tyskland ved en afgørende skillevej. Hun mener det sikkert godt, men evner ikke at forstå. Hun er i bund og grund ikke særlig dygtig, og hendes eftermæle bekræfter påstanden. Dem, der blindt har været med til at skabe eller støtte denne flom af kriser, har ikke evnen til at redde Europa. De er hverken løsningen eller fremtiden. De er problemet og fortiden.

Lad os håbe vælgerne tager deres opgave på sig denne gang. Som de gjorde det i England og i USA. Der skal nye folk til.

Kent Andersen er medlem af Fremskrittspartiet i Norge