I det øjeblik det stod klart, at den politiske kamp står om “det hele”, at det handler om selve grundlaget for al politik – hvad der kan kaldes retfærdighed – i det øjeblik havde de liberale, for ikke at tale om socialisterne – tabt.

I det øjeblik det stod klart at solidaritet kunne betyde to ting: nationalsolidaritet eller international soidaritet – og at disse to var indbyrdes inkompatible – havde de liberale tabt.

National solidaritet betyder velfærdsstat. International solidaritet betyder national deroute og velfærdsstatens sammenbrud.

I det øjeblik man for alvor gik i gang med at praktisere international solidaritet ved at tage imod millioner af flygtninge/migranter – og fastholdt, at det var vores pligt. I selv samme øjeblik havde politikerne og den mediale klasse tabt. Det var og er alene et spørgsmål om tid, før vælgerne vil reagere. Man kan undre sig over, at de ikke har reageret før.

Alligevel forsøger myndigheder og medier at standse reaktionen ved at stemple dem som højrepopulistiske, højereekstreme, og alle de besynderlige betegnelser vi kender så godt.

Selv efter Brexit og Trump forstår de ingenting, men optrapper tværtimod kampen.

De er dømt til at tabe.

Men inden da kan de når at ødelægge meget undervejs.

En politisk klasse kæmper for sit politiske liv, for sine karrierer og pensioner.

De graver sig ned i et hul, der bliver stadigt dybere.

Den globale solidaritet er bygget på en ide om global retfærdighed. Men der er tale om modstridende retfærdigheder. Retfærdighed for palæstinenserne betyder, at de får en right of return. Det vil sige, at Israel ophører med at eksistere som jødisk stat. Det vil sige at slippe den trojanske hest ind. Omgivet af islamske stater, hvoraf flere er i dødelig kamp om, hvad den islamske retfærdighed består i, vil Israel have få chancer.

Det vil være at forråde seks millioner dræbte jøder og fremtidige generationer. Så dumme er jøderne ikke.

Men det er Barack Obama, der den 22. december undlod at bruge vetoretten i Sikkerhedsrådet med det resultat, at der blev vedtaget en resolution, der frakender Israel retten til Øst-Jerusalem, herunder Tempelbjerget og Grædemuren.

I efteråret vedtog UNESCO en resolution, der benægter, at Israel har en årtusindlang historie i Jerusalem. Tempelbjerget omtales konsekvent på arabisk. Det er et forsøg på at frarøve jøderne deres egen historie. Et forløb, der fører til udslettelse? Den der udraderer historien, er også i stand til at udradere de levende.

Når Obama kunne lade en sådan resolution passere, siger det meget om, hvor hans liberale står: De har distanceret sig fra kristendommen. Ingen kristen kan stemme for en retfærdighed, der frakender jøderne deres land.

Sådan blotlagde Obama den nye globale liberalisme, der afsværger kristendommen og den judæiske tradition.

Ligesom en moderne dansker forventes at afsværge det at være dansk.

Trump betyder en total omvendelse. 180 grader. Han fremtvinger stillingtagen. Obama-liberalisme er ikke længere det eneste show i byen. Alternativet er blevet synligt.

Danske journalister kan hovere over Trump og latterliggøre ham så meget de vil. Før eller siden vil de blive ramt af en boomerang. Den dag det går op for folk, at Kristian Mouritzen, Poul Høj og deres kolleger har andre værdier. At deres prioriteringer i bund og grund er anti-nationale. Måske pro-islamske? En anden retfærdighed – den islamske – banker på vores dør.

Det bliver stadigt mere klart: Enten fremmer man vestlige interesser, eller også går man islams ærinde. Tror pressen virkelig ikke, at det vil gå op for folk med Trump ved roret i USA? Der bliver rollcall hver eneste dag.

Pressens problem er, at det ikke er nogen free lunch anymore. Hvad og hvem er de der for? Hvis der er en global retfærdighed, hvem er det så de mener? De bruger en masse energi på at fortælle læserne, at konventionerne skal overholdes. Men hvis definitionen på humanisme er, at man skal opgive sig selv, hvor længe vil det så tage før læserne går deres vej?

Pressen og politikerne spiller blindebuk med sig selv.

Der er showdown i byen.