I år er det 10 år siden, at indehaveren af daværende Vintage Ure i centrum af København, Michael Woolhead, blev idømt 6 måneders fængsel og 12.500 kr. i sagsomkostninger, fordi han havde skudt og såret tre serbiske mænd i forbindelse med et voldeligt røveri hans urmagerforretning.

Det var syvende gang Michael Woolhead blev udsat for et voldeligt røveri, og sagen vakte ramaskrig, fordi retssystemet straffede en mand for at forsøge at beskytte sig selv og sin forretning, hvor politi og retsvæsen ikke slog til.

På mange måder indvarslede Michael Woolheads sag de tiltagende problemer vi har set i årene, der er gået, hvor den demokratiske retsstats  fine principper om beskyttelse af mistænkte forbrydere til skylden er fastslået ved dom, støder sammen med tilvandrede kriminelles kulturelt betingede despekt for disse principper.

Herhjemme er straffesagen mod Lars Hedegaard, fordi han brød navneforbuddet og nævnte sin attentatmand ved navn, nok det mest groteske eksempel, men også sigtelsen mod Finn Rudaizky for at have videregivet “personfølsomme” oplysninger om terroristen Omar el Hussein, illustrerer det voksende gab mellem den dansk retsstats beskyttelse af borgeren og kriminelle udlændinges udnyttelse af den.

I Sverige er eksemplerne mindst lige så groteske: Tænk blot på de fem asylsøgere, som sidste år blev løsladt efter de havde gruppevoldtaget en kvinde i kørestol, eller senest de tre mænd med mellemøstlig baggrund, der live-streamede voldtægten af en forsvarsløs kvinde på facebook – og hvis identitet blev sløret i den efterfølgende mediedækning.

Alle eksempler på, at samfundet og retsstaten i realiteten belønner de kriminelle indvandrere, der angriber samfundet og ofte åbenlyst håner de værdier og frihedsrettigheder, der er bærende for det – og straffer offeret.

Det er en uholdbar situation.

Retsfølelsen kan ikke i længden bære, at man den ene gang efter den anden skal tolerere, at de der vil os det ondt, kan udnytte de selvsamme retsgarantier og frihedsrettigheder som de håner og angriber, til selv at undgå straf for deres forbrydelser.

Hvis den samfundskontrakt, som er afsæt for, at vi kan hævde de grundlæggende retssikkerhedsgarantier bliver krænket tilstrækkelig mange gange, så vil befolkningen i sidste ende hæve kontrakten og dermed fjerne fundamentet for den retsstat, hvor den der mistænkes for en forbrydelse kan være sikker på en fair behandling.

Samfundskontrakten er i denne sammenhæng den enighed, der hidtil har hersket i det homogene Danmark om, at det var vigtigt, at forbrydere blev straffet, men at det var endnu mere vigtigt at sikre, at uskyldige ikke blev uretfærdigt dømt, og at vi derfor indrettede vores straffesystem med en række forholdsregler mod, at noget sådant skulle ske.

Når den ene terrorist efter den anden kriminelle indvandrer nu sætter denne kontrakt under pres i en sådan grad, at den almindelige danskers retsfølelse og tiltro til systemet begynder at vakle – så er det på tide at gribe ind, hvis man vil bevare en eller anden form for retsstat og forbygge at borgerne tager loven i egen hånd.

Måske er det på tide at erkende, at vi simpelthen ikke kan opretholde helt de samme retssikkerhedsgarantier for sigtede i straffesager, at vi må se lidt bredere på fortolkningen af lovligt nødværge – og at navneforbud ikke er en mulighed i terrorsager?

Det vil de facto være en klar forringelse af den retsstat vi kender, men alternativet på den lange bane i form af borgerværn, selvtægt og manglende tiltro til myndighederne er ikke til at bære.

Vi ligger som vores politikere har redt – fra Udlændingeloven i 1983 og til nu.