I dagens netudgave af JP kan man læse hele to stort opsatte artikler, der begge har DFs Marie Krarup i centrum: Hun har tilsyneladende kastet sig ud i et “kontroversielt angreb”på Forsvarets Efterretningstjeneste, fordi hun kritiserer efterretningstjenestens seneste trusselsvurdering for at lægge overdreven vægt på truslen fra Putins Rusland og dermed underbetone den langt mere konkrete, påtrængende og nærværende trussel fra islam. En trussel som er blevet øget betragteligt i takt med tilstrømningen af muslimske migranter fra Mellemøsten og Nordafrika de seneste år.

Og læser man længere ned i JPs nyhedsstrøm er det svært ikke at give Marie Krarup ret: under overskriften “Tysk politi: Fare for islamistisk angreb med kemikalier”, kan man læse, at det tyske Bundeskriminalamt (BKA) vurderer, at det er “realistisk” at forvente et giftangreb mod bl.a. drikkevandsforsyningen til beboelsesejendomme i Tyskland – og formodentlig også andre vesteuropæiske lande:

“Ifølge Bild, der har set analysen, skriver BKA, at islamistisk motiverede lovovertrædere er villige og i stand til “at anskaffe sig store mængder kemikalier og anvende dem” i et anslag mod det tyske samfund.”

Er der en tilsvarende trussel fra Rusland? Har der været russiske terrorangreb på vesteuropæiske lufthavne, tidsskrifter, katolske præster, jødiske synagoger, tegnere, islamkritikere, busser og tog eller julemarkeder?

Nej, det har der ikke, og der er heller ingen – sandsynligvis heller ikke FE – der forestiller sig at det vil ske.

Problemet i den heftige debat som lige nu finder sted er, at FE også har en pointe i, at Putin og Rusland med sin konstante og grænsesøgende tilstedeværelse op til NATOs grænser, udgør den største militære trussel og at den miltære trussel fra islam er langt mindre: NATO og Vesten kunne – hvis man ville – relativt nemt bombe IS og andre militante islamiske organisationer ud i glemselen.

Truslen fra islam er ikke en ekstern trussel, men kommer primært inde fra, fra de vestlige storbyers parallelsamfund og som trojanske heste i migrantstrømmene – som Omar el Hussein og Anis Amri.

Indtil videre er det kun Frankrig, der har ladet sit militær beskæftige sig med landets islamiske terrortrussel. I alle andre vesteuropæiske lande er det politiets opgave at varetage denne opgave, hvilket er ganske indlysende: Militær i gaderne eller som politi-myndighed signalerer borgerkrig og “last resort”. En opgave, som det bliver tiltagende svært for politiet at løse i takt med at truslen øges uden at ressourcerne kan følge med.

Marie Krarup har ubetinget ret i, at islam udgør den største trussel mod vores samfund, og hun har ret i, at vi ikke skal være mere bange for russerne end for islamiske terrorister. Men hun taber på formalia, fordi den største trussel mod vores land og sikkerhed ikke er en traditionel, militær trussel, som den Putin potentielt set vil kunne mobilisere, men en uproprotional(?) og ofte lavteknologisk terrortrussel rettet mod bløde mål i samfundets midte.

Dermed får Marie Krarup alligevel det sidste ord, fordi hun med denne debat indirekte stiller det helt afgørende spørgsmål:

Er det ikke på høje tid, at vi  tager konsekvensen af det nye trusselsbillede og omkalfatrer hele den måde vi tænker forsvar på? Er ikke netop denne diskussion det bedste bevis på, at et paradigmeskifte er forudsætningen for, at vi effektivt kan imødegå både den nærværende og konkrete trussel fra islam – og den mere latente fra Rusland?

http://jyllands-posten.dk/indland/ECE9312855/dansk-folkeparti-i-et-kontroversielt-angreb-paa-dansk-efterretningstjeneste/

http://jyllands-posten.dk/international/europa/ECE9313004/tysk-politi-fare-for-islamistisk-angreb-med-kemikalier/

https://jyllands-posten.dk/protected/premium/indblik/Indland/ECE9312396/i-virkeligheden-er-det-en-fantastisk-afledningsmanoevre-at-tage-rusland-med/