1) I et indlæg i Politiken (lagt på netavisen 10. januar) kritiserer Kjeld Holm, tidligere biskop i Århus, folketingets afvisning af at modtage 500 kvoteflygtninge i den nuværende situation. Han fordømmer, at man ser på mængden i stedet for at se på, hvad der er konsekvensen for den enkelte af de afviste flygtninge.

Men i denne forsømmelse er der noget, som Kjeld holm overser. Han glemmer at tage hensyn til, hvorledes vi som borgere bidrager til en sådan politisk hjælpsomhed. Det gør vi primært gennem vor skattebetaling. Og skattesystemet er indrettet således, at vi yder under forudsætning af, at vi bevarer vor plads i indtægtshierarkiet. Det vil sige, at den, der har mere før skat, også vil have mere tilbage, efter at skatten er betalt. Men indtægthierarkiet har boligsociale konsekvenser. Det medfører, at boligmarkedet opsplittes således, at de velstillede samles i særlige områder, mens de økonomisk svageste ender med at bo, hvor ingen andre vil bo.

Det er altså i et sådant opsplittet boligmarked, at nytilkomne flygtninge skal integreres.

Det vil i praksis sige, at de skal integreres i de boligområder, hvor de socialt svageste i forvejen bor. Det er, hvad økonomien tilsiger. Det er altså de i forvejen socialt svageste, der kommer til at bære de reelle konsekvenser af Kjeld Holms “gode” asylpolitik. Det er deres boligområder, som fremmedgøres. Det er ikke Kjeld Holm selv, som bærer disse konsekvenser. I hvert fald ikke, hvis han bruger sit eget økonomiske overskud til at bo blandt de andre velstillede.

Derfor bryster han sig med falske fjer, når han går ind for en liberal asylpolitik, hvis reelle konsekvenser han overlader til sine svagere medborgere at bære.

Hvis Kjeld Holms bekymring for den enkelte flygtning virkelig gik ham på, så nøjedes han ikke blot med at kræve, at der skal hjælpes af staten over skatten. Så brugte han personligt sit eget overskud til at hjælpe. Så brugte han ikke dette overskud til at betale for at kunne bo på afstand af de problemer, som han skaber for sine (økonomisk) svagere medborgere; men så valgte han selv at bo i et af de boligområder, som allerede er socialt udfordret af den asylpolitik, som han vil fortsætte.

2) Jeg blev opmærksom på Kjeld Holms indlæg via et opslag, som Svend Thorhauge, de Radikales landsformand, lagde ud på FB.

Thorhauge støtter – sammen med Sofie Carsten Nielsen – uden forbehold Kjeld Holms holdning. Nogen forståelse for det etiske dilemma i denne holdning er der altså heller ikke her. Ingen erkendelse af, at man dermed placerer sig blandt de velstillede, som bryster sig af en godhed, hvis konsekvenser de pålægger deres svagere medborgere at bære.

Men er det virkelig dér de Radikale står som parti? Er det et parti, som mangler intellektuel kraft til at forstå det etiske dilemma i politisk hjælpsomhed?

3) Her har jeg kun ganske kort markeret det etiske dilemma i politisk hjælpsomhed, som Kjeld Holm og de Radikale befinder sig midt i, og som de ikke synes at forstå betydningen af.

Har man mod på at tænke sig om, og vil man konfronteres med en mere indgående diskussion af dette dilemma, så kan jeg henvise til nogle kapitler i to bøger, som jeg har skrevet. For det første kapitel V, ‘Et etisk dilemma i politisk hjælpsomhed’, i min bog “Under evighedens synsvinkel”(1997); og for det andet kapitel XI, ‘Etik og landegrænser’, i “Om menneskerettigheder”(2000).

Kai Sørlander er filosof og forfatter