Hvornår får vi den første efterretning om, at borgere har grebet til selvtægt over for kriminelle asylsøgere? Det er et ubehageligt, men relevant spørgsmål. I det tidligere så civiliserede Europa har myndighederne lagt alt til rette for at borgerværn og uciviliserede selvtægtsgrupper skal genopstå, og de mest oplagte lande for en sådan adfærd er Sverige, Tyskland og Frankrig. Ingen ønsker et sammenbrud af lov og orden, der fører til oprør og selvtægt, men multi-kulti eliten har lagt ballerne til rette for præcis den situation – uden at begribe det ansvar de dermed har pådraget sig.

Politiet strømmer til Gotland. 

Situationen på Gotland er eksplosiv efter at fem asylsøgere er løsladt efter en grov gruppevoldtægt mod en kvinde i kørestol. Kvinden kæmpede nemlig ikke tilstrækkelig voldsomt imod til, at det kan kaldes for voldtægt (svenske aviser er bizar læsning). En indirekte opfordring til de mænd, der i forvejen hader kvinder: “Find de svageste ofre, så er det endnu lettere at slippe for straf”.

Nu foreligger en akut fare for, at gotlændingene vil tage loven i egen hånd for at beskytte sig selv, og pudsigt nok: Så dukker alle de politiressourcer op, som før har manglet. Myndighederne kan nemlig ikke hindre kriminelle muslimske bander i at gå amok, men landets egne borgere kan man fortsat holde stangen. Hvis europæere begynder at forsvare sig selv og sine, kan den ulmende vulkan av frustration eksplodere, og multi-kulti projektet implodere. Det er utåleligt.

Hvornår kommer oprøret?

Når jeg ser en gammel italiensk hotelejer blive overmandet, fordi han vil beskytte sit livsværk fra politi og politikere (som ensidig varetager de afrikanske indtrængeres interesser), så tænker jeg ikke bare på magtovergreb og uretfærdighed. Det første jeg tænker er: Hvor i alverden er naboerne henne? Familien? Hele civilsamfundet? Hvor er politiets lydighedsnægtelse? Hvordan kan sådan noget ske uden en eneste protestplakat?

Når jeg ser tyske narkomaner og bistandsklienter blive smidt ud af deres hjem, fordi muslimske lykkejægere skal overtage deres boliger, og have alle de møbler, al den hjælp og alle de midler som statens egne borgere ikke fik, så tænker jeg: Dette er en krig mod egne borgere, med en perverteret godhed som våben. Har europæerne sat al deres retfærdighedssans på stand by? Har de kapituleret allerede før slaget skal stå? Er vores mænd blevet «tøsedrenge», som de muslimske voldsmænd mener? Det tror jeg ikke et sekund på. Jeg tror, at afmagt og raseri bygger sig op, og det er demokratiets farligste fjende.

Mænd kan ikke lide at være afmægtige. Mænd kan ikke lide at se deres land ødelagt af islam og se deres døtre blive befamlet, jagtet og skræmt – så føles det bedre at gøre noget ved det, uanset omkostningerne. Faren nu er, at frustrerede, kampvillige europæere kun venter på en lille gnist, et signal til at tage sikkerheden i deres egne hænder. Hvorfor skal vi følge loven, når asylsøgerne slipper? Svar på det Hr. Minister.

Et muligt scenarie: 

En gruppe handlekraftige fædre har fået nok af de skæggede mindreårige flygtningebørn som antaster og befamler deres døtre i den lokale svømmehal, og som slipper for påtale den ene gang efter den anden. Nu har de lagt en fælde, og asylsøgerne lægger ikke mærke til, at andelen af store, stærke fædre i svømmehallen er usædvanlig høj denne dag. Efter at have kommet med slibrige tilnærmelser til en 12 årig, klapper fælden, og ingen af de pædofile «flygtninge» slipper ud af svømmehallen uden et ordentligt lag tæsk. «Det gik desværre lidt over gevind…» siger en af fædrene bagefter.

De sociale medier gør fædregruppen til folkehelte for hele Europa – noget som inspirerer andre til at gøre det samme – og ragnarok er i gang. Først nu reagerer medier og politikere: Politiet får ordre på at nedprioritere alle andre opgaver og få kontrol over borgerværnet, hvilket kun er med til at cementere indtrykket af, hvis side myndighederne i virkeligheden er på. Værsågod – så ruller snebolden.

Europa er en krudttønde.

Kvinder føler sig ikke trygge længere. Terroren øges. Splittelsen bliver større. Og en fremmed, kvindehadende, antidemokratisk voldskultur har fået amnesti til at sprede sig uhindret, under falsummet om «fredens religion» og «alle kulturer er lige».

Som en modreaktion strammer nu også europæerne til: De er ikke længere så imødekommende og hjertevarme som i starten, for ingen kan lide at blive hadet og jagtet i sit eget land. Ingen kan lide at have store udgifter til gæster, som bare forlangere mere og mere. Ingen europæisk far kan lide at holde sine døtre hjemme for en sikkerheds skyld, for det er endnu ikke Europistan. Og vold avler desværre vold. Sådan trækker muslimsk macho-ukultur den europæiske kultur ned i sølet, og foreløbig har myndigheder og medier travlt med udskamning af egne borgere og censur mod enhver, som opildner til modstand, og endda krav om endnu mere forståelse for islam.

Det har en pris: Kreditten er overskredet. Trykket stiger, og risikoen for at der etableres selvbestaltede borgerværn er stor.

Borgerværn kommer altid ud af kontrol

Da borgerværn i sagens natur ikke er reguleret af en overmagt i form af staten, (fordi staten allerede er for svag til at opretholde kontrol) findes der ingen funktioner, som kan hindre borgerværnet i at eskalere til selvtægt. Vejen fra at være tryghedsskaber til at blive dommer og bøddel i samme funktion er kort og fristende i kampens hede, og historien er fuld af eksempler.

Borgerværn magter slet og ret ikke at regulere eller begrænse sig selv, fordi pøbelen repræsenterer den øverste magt. Ingenting kan længere stække den. Det er jo bare at huske tilbage på den franske revolutionen, som hverken var ordnet, demokratisk eller civiliseret.

Muslimske vagtordninger er allerede normen 

Muslimske miljøer i Sverige, Frankrike, England, Tyskland og mange andre lande har allerede etableret aktive borgerværn mod de omgivende vestlige og europæiske samfund: De afviser myndighedernes voldsmonopol og ordensmagt. De har tagret kontrol over egne ghetto-områder, indført deres egne love og deres eget moral- og shariapoliti med dertil hørende straffesystem, med stor vilje til voldsanvendelse. Myndighederne i de fleste europæiske lande har ingen kontrol med disse miljøer.

Borgere har ret beskyttelse. 

Hvis myndighederne ikke kan værne borgerne mod vold og overgreb, så har borgere ret og pligt til at beskytte sig selv, hinanden og deres ejendom. Det er en klar samfundskontrakt mellem folket og staten, og derfor står myndighederne tilbage med kun én løsning: Myndighederne i de europæiske lande må vælge side, og tage kontrollen og sikkerheden tilbage.

Kent Andersen er norsk skribent og skriver for document.no