De hørte den hjemløse landstryger udenfor, det var blæsten. Han var træt, lod det til. Nu og da lagde han sig ned på marken for at hvile, men så måtte han op igen. Det blæste, og aftenen gik. Blæsten tog nok til, men trægt. Den slæbte sig ind igennem havens træer. En slidende vind. Aftenen gik og der kom hele tiden mere sne. Først var det store, brede fnug, som fra mørket kom sejlende ind mod ruden som blev lysende store anemoner.  ”Se dog sneen!” sagde den mindste pige. Søsteren tyssede på hende. Børnene glædede sig ellers over snevejr, men det kunne de ikke nu, syntes de. Og hele aftenen blev der ikke sagt stort andet end det, den lille sagde om sneen. Det var under krigen, den første store krig, på et afsides sted i et beskedent hus, hvor der var noget i vejen.

Faderen sad og læste avis. Han læste stadig på samme stykke. Han kom midt i det, så begyndte han forfra igen. Moderen stoppede strømper. Det gik rask, nålen ind, nålen ud, ind og ud, ind og ud, tråden over, næste hul.

Lyset kom fra karbidlygten oppe på væggen. Lygten stod og pegede på møblernes slidte steder og tapetets pletter. Den viste alle fejl frem. Gjorde de smalle ansigters skrift nem at læse. Det hårde lys gjorde alting så ringe, også sjælene, som savnede olie til deres lamper.

Det så ikke allerværst ud for familien. Det var i hvert fald en meget pæn fattigdom. Faderen havde været indkaldt som soldat. Bagefter dårligt arbejde. Lav dagløn, høje priser, ned ad bakke. Så kom sygdom. De var fattige, den lille familie. De havde skjult det i pænhed så længe, at musene nu havde sagt op og ikke ville komme i deres spisekammer. – Det går ikke mere. Kun lidt byggrød. Dag efter dag. Små tallerkner, mindre og mindre. Frost og sne. Ingen mælede noget og aftenen gik mod sengetid. Sådan skriver Martin A. Hansen i den lille novelle Agerhønen – hvor underet gæster den fattige familie i den lave hytte.

Blæsten var øget. Der var store brusende minutter, når et flyvende hærtog passerede, og halerne på snefogets heste piskede ruderne – og underlige døde øjeblikke, da der var stille omkring huset.

I et sådan tyst øjeblik hørte de et dump slag mod yderdøren. Mellem stue og yderdør lå der både køkken og gang. Men de hørte det. Det ene slag. ”Hvad var det sagde? ” lød moderens hvisken. Faderen gik ud, de hørte ham åbne den frostbundne dør. ”Er der nogen?” De hørte hans skridt tilbage til stuen. Han stod i døren, alvorlig, undrende med noget i hænderne. ”Hvad er det dog?” hviskede moderen. ”Det er en agerhøne.” svarede faderen. Da de så, det var en agerhøne, skete der noget i deres øjne. Han holdt den lille buttede fugl i sin hånd, dens hoved hvilede stille på hans ene tommelfinger. ”Den lå på trappestenen – der var ingen spor i sneen. Den er fløjet imod.” Underligt, sagde faderen nærmest for sig selv, den er nok blevet blindet af sneen. ”Jeg tror godt man kan forklare det”, sagde moderen

Nogen siger, at agerhønen er tarveligt klædt – men den bærer fornemt sin almuedragt, som den har fået farver fra det brune løv, den modne hvede, en knivspids fra valmuen og et par dråber fra nattens mørke. Fra næbbet kom lidt rødt.

Næsten hele familien fældede tårer over det, men død var agerhønen jo. Og plukkes skulle den, det var jo meningen med den. Sølle lille var den, da fjerene kom af. Et ufatteligt lille, fast hjerte kom frem. Det var i sit indre fuglen havde sine lysende farver.

Faderen gik ud i snevejret, kom hvid og tilsneet ind med en dusk frisk persille i hånden. Fedt på panden, måske det sidste. Den yderste nødreserve kartofler i gryden – moderen forberedte håbets festmåltid.  Det var langt over sengetid. Den skønne hvide dug blev bredt på bordet. Et dyrt tællelys i stagen. Familien satte sig ved højtidsbordet. Agerhønen blev delt – kun lidt til hver. Men det er sandhed, at den lille fugl mættede dem alle.

”Jeg tror godt, man kan forklare det” sagde moderen om det lille under at agerhønen lå på trappestenen med sne på fjerdragten. Den er vel fløjet ind i døren den kolde aften i blæsevejret.

”Vi tror godt, vi kan forklare det”, siger vi om hvert et under i vores fattige menneskeliv – mens vi undrer os over, hvordan Kristus i evangeliet til i dag kan gøre vand til vin ved bryllupsfesten i Kana. – Snarere skulle vi undre os, hvis ikke Kristus vendte vand til vin – han som gjorde Paradis af Ørken – han som er den skabende kraft bag alle hverdagens undere – dem vi tror, vi kan forklare.

For i vores øjne hører undere sjældenheder – undtagelser.

Måske går vi igennem livet uden at opleve et under. Det tror vi i hvert fald, at vi gør. For vi er døve og blindfødte overfor alt det, vi tror, vi kan forklare. At der er mad på bordet hver aften i det lille hjem. At vi kan gå, høre – og vi kan se. Vi kan elske og vredes. Vi slår øjnene op i morgengry – og lukker dem, når sjælen er træt.  At nogen kerer sig om os – at nogen holder af os og holder os ud er et under. Hvert et nyt lille liv – er et under – et kunstværk af Guds finger.

Hvert et hjerteslag er ligeså stort et under som dengang i Galilæa, da Kristus gjorde vand til vin. For hele vort lille menneskeliv, med alt det som livet er – skal ses i lyset af evangeliet hvor underet ikke er undtagelsen, men reglen. Alt er os givet for intet – skænket af Gud og derfor et under. Men i evangeliet til i dag, er der heller ingen, der tænker på, at det der sker, er et under.

Det er en forunderlig beretning. Jesu mor prøver at overtale Ham til at skaffe mere vin, men Han afviser hende med, at Hans ”time” endnu ikke er kommet. Og alligevel lader Han sig overtale, og tjeneren øser vand op i de store kar, og da skafferen smager på det, er det blevet til vin.

Der var folk til fest; de havde i overflod. De måtte ikke tage af de yderste reserver, bruge den sidste klat fedt og sidste kartofler for at fejre et festmåltid, som lille familie i Martin A. Hansens fortælling.  Nej de havde spist, drukket og danset – de manglede ingenting andet end mere vin. De havde fået så rigeligt og nu fik de mere, endda af den gode vin – den der skal drikkes af store glas, så den kan folde sig ud.

Gud kom til sit syndige folk, den dag i Kana – og bidrager til gildet med endnu flere kar af den guddommelige drik.

Man skulle tro, der var vigtigere ting for Ham end at skaffe mere vin, til dem der havde drukket deres overflod – men alligevel gjorde han det. Alligevel gjorde han vand til vin – for ”Således gjorde Jesus i Kana begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed”. Midt i en af livets fester, blandt larmende og fulde gæster, sker et under – der serveres den fineste vin, verden har set.

Det plejer man ellers ikke, og tjenerne siger til brudgommen ”man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere.”  Men evangeliet vil fortælle os, at Gud kommer til sit syndige og troløse folk, til sit forarmede menneske – og den der har i overflod for altid at servere den bedste vin. Den herlige vin er åbenbaringen af Guds herlighed – som består i at han serverer Guds gaver til rige og fattige – til sit mennesket i den laveste hytte, hvor hullerne stoppes for at holde  sammen på livet.

Her kommer han med underet, med den lille agerhøne, der mættede dem alle. Her kommer han med underet, om vi mangler mad eller mod – og gør noget ud, af ingenting.

For underet er det, der får ingenting til at blive til noget. Han gør vand til vin. Han gør dette fattige liv, som vi kun forlanger mere og mere af til hver dags under og glæde. Den glæde vi kun kan få, ved at vort spisekammer bliver tømt så musen flytter fra os. Den glæde vi kun kan få, ved at vi erkender, at vort hjerte er tomt og må fyldes af Hans barmhjertighed. Den glæde vi får, når underet virker i vores liv også når møblerne er slidte og tapetet har pletter.  –Men ”jeg tror godt, at man kan forklare det” siger sagde mennesket til Ham, dengang for 2000 år siden – som det gør i dag.

Du selvtilstrækkelige menneske med stålsatte øjne, der ved, hvad du kan og vil og tror – men ikke vil se, at alt er et under .– Og uden det var du intet.

Underet, der gør alt det, der ikke var i, os til noget. Ser vi det, da sker der noget i vores øjne – som der skete noget i børnenes øjne, da de så, det var en agerhøne. Den lille buttede fugl, med stjernede snefnug på fjerdragten. Ja, der sker noget i vores blik – for underet skænker os syndernes forladelse med al vores pæne fattigdom og fejl – underet lægger vort liv i Hans kærlige faderhånd og evige rige – hvor vi er indbudte til håbets festmåltid. – Her får vi en lille bid af agerhønens faste hjerte – her får vi et glas verdens fineste vin – hvis ånd får ingenting til at blive til noget. Amen.

Marie Høgh er sognepræst i Lynge-Uggeløse sogne