18. januar begynder en meget speciel retssag i København Byret. DF-politikeren Finn Rudaizky (74) er tiltalt for at have skaffet Berlingske og B.T. oplysninger om terroristen Omar el-Husseins personlige forhold, i kraft af sit hverv som medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

Spørgsmålene blev stillet til Københavns Kommune den 16. februar, dvs. to dage efter, at el-Hussein havde angrebet Krudttønden og synagogen. Hele Danmark var rystet. Dagbladene ville have mest mulig information om terroristen.

Som ritzau skriver: Rudaizky er jøde. Måske følte han, at han var i sin gode ret efter ,at Dan Uzan var blevet myrdet på åben gade.

Men det er juristerne ved Københavns politi ikke enige i, og de har nu rejst sag mod Rudaizky. Det er meget specielt.

Informationerne omhandlede væsentlige sociale problemer og kriminelle forhold. Med andre ord var der tale om fortrolige oplysninger, hedder det.

Siden det var BT-journalisten, der formulerede spørgsmålene, er også han tiltalt.

Anklager Søren Harbo vil have Rudaizky straffet med fængsel.

»Københavns Kommune behandler rigtig mange personfølsomme oplysninger. Det er vores opfattelse, at alle borgere har ret til fortrolighed. Det gælder også Omar el-Hussein og hans familie,« siger anklageren.

»Derudover mener vi, at der sket en krænkelse af det fortrolighedsforhold, der er mellem folkevalgte politikere og myndighederne,« siger Søren Harbo.

Sagen synes umiddelbart på lange stræk at ligge i “retssikkerhedsmæssig” forlængelse af den groteske straffesag mod Lars Hedegaard, der i både byret og landsret blev idømt bødestraf for at have nævnt sin attentatmand ved navn. Ingen dommer ville ophæve ophæve det tåbelige navneforbud, hvis effekt var lig nul, al den stund, at hele Danmark vidste, hvem Basil Hassan var. Først da amerikanske myndigheder lagde navnet ud på nettet med oplysning om, at han var højtstående IS-medlem, blev navneforbuddet ophævet.

Nu risikerer Finn Rudaizky fængselsstraf for at have givet oplysninger om en anden terrorist, Omar el Hussein, hvem det rent faktisk lykkedes at slå to mennesker ihjel. Det vil mange føle er retssamfundet på hovedet og varetagelse af gerningsmandens retssikkerhed in absurdum.

Når terroren rammer, må de sædvanlige regler for tavshedspligt og diskretion vige for hensynet til offentligheden og det samfund, der er under angreb. Så hersker nødretten.

Men vil Rudaizky kunne hævde, at der er tale om nødret?

Næppe i straffelovens forstand. Her er nødret defineret som:  “En handling, der ellers ville være strafbar, straffes ikke, når den var nødvendig til afværgelse af truende skade på person eller gods, og lovovertrædelsen måtte anses for at være af forholdsvis underordnet betydning.”

Vores lovgivning tager grundlæggende ikke højde for den situation, vi nu befinder os i, hvor en (parallel) kultur i landet angriber den oprindelige. Derfor blev Lars Hedegaard dømt den ene gang efter den anden, og derfor risikerer Finn Rudaizky fængselsstraf, selvom han efter manges opfattelse handlede moralsk rigtigt.

Lov er lov – og lov skal holdes, for overholdelse af loven sikrer os mod det anarki, der uundgåeligt vil blive følgen, hvis det tillades den enkelte, at sætte sit eget moralske kompas over loven.

Men når Lars Hedegaard bliver dømt for at nævne navnet på sin attentatmand, og når Finn Rudaizky risikerer fængselsstraf for at have videregivet oplysninger om en ussel terrorist – så støder det voldsomt an mod retsfølelsen i store dele af befolkningen. Og det er farligt for tilliden til retssamfundet, når borgerne den ene gang efter den anden oplever, at forbryderen bliver beskyttet på bekostning af offeret – især når forbryderens mål er at ramme og ødelægge den retsstat, han samtidig kræver beskyttelse af.

Der forestår en stor og presserende opgave for både den lovgivende og dømmende magt til at bringe både lovgivningen og og brugen af den i overensstemmelse med den nye situation i Danmark.

http://www.b.dk/politiko/dfer-kraeves-faengslet-for-at-laekke-fortrolig-data-om-omar-el-hussein