De får deres navn i avisen ved nytårstide – dem vi mistede i året der gik.

Der var dem, der traf beslutninger for vores land: Peter Brixtofte, Mogens Camre og Anker Jørgensen.

Dem der tegnede billedet i kulturlivet: Claus Ryskjær, Jan Sonnergaard – og Mads Holger, der påvirkede os med sin mening og stemme.

Der var dem, der skabte musikken til vores liv: David Bowie, Leonard Cohen og Prince – og der var alle de andre, der sov hen.  Æret være deres navne og minde i evighed.

Og så var der alle dem, der siden sidste nytår blev et navn. Så var der dem, der løb med overskrifterne, fordi deres navn fik stjernestatus – eller lagde de navn til de største skandaler – blev hængt offentlig ud og frataget sit gode navn og rygte.

Der var navnede på de 10 mest googlede danskere i 2016 – der var dem, hvis navne, der på godt og ondt, bar en vældig magt i verden – en Trump, en Putin og en Merkel – og den hedengangne Castro. Der var de unavngivne, der gik verden rundt – kvinden i den gule jakke med blod i ansigtet der blev billedet på tragedien, da terroren ramte Bruxelles og der var børnene med våde øjne fra Aleppo. Der var terroristerens navne, der ikke fortjente den ære at blive nævnt.

Sådan sidder vi hver især med en lille buket navne fra vores liv i 2016. Med et lidt langt, lidt længselsfyldt – måske lidt sorgfuldt blik på året 2016,  med alt det året var og bragte.

Navnet på den, vi ikke vil leve uden – og den, der kunne leve uden os. Navnet på den, der sagde vores navn, som ingen anden. Navnet på den, der så mere i os, end der var at se – og den der viste os vores bund. Navnene på dem, der kaldte os frem eller kaldte noget frem i os. Navnene på dem, der holder af os – og dem, der holder os ud. Navnene på dem, der slog følgeskab med os i vort liv – de navne vi før ikke kendte og nu ikke vil undvære.  Navnene på de kære vi ved livets kant bød farvel og ønskede på gensyn – dem vi mistede og mangler.

Sådan kalder vi hinanden ved navn og kalder ud af anonymiteten, som også Frelseren ved den nådige Guds vilje blev Jesus kaldt ved navn før han blev undfanget i moders liv, som vi hørte i evangeliet til i dag, nytårsdag. Kaldt frem som den, der skulle råde bod på vores ulydighed, – fordi han var givet ind under loven med sin fuldkomne lydighed.

Josef og Maria følger landets skik og brug, de er lydige mod det lands lov, hvor de er givet at leve, og barnet omskæres på ottende dagen og får navnet Jesus.

Sådan kommer Gud til mennesker.

Ikke en navnløs og anonym Gud, men som én af os – født med smerte som er menneskets vilkår og  givet ind under loven i lydighed. Ja, lydig mod hvad folket skal være lydig mod – underkastet de samme vilkår som ethvert af folkene er underkastet og givet navnet Jesus.

Men det var ikke det, vi forventede – ikke det, som svarer til vore forestillinger om det guddommelige. Vi forventer det særlige, – det, som ikke ligner vort menneskelige. Men det er det modsatte, vi hører i dag. At folkets skik og et navn fra folket bliver Jesu skik og navn.  At barnet er underkastet folkets tradition, og at barnet får et jødisk navn. At sådan er barnet fra Gud: ved at være én af folket, ved lydigt at gå ind under folkets skik og bære et navn af folket. Lydig ved i sin evige kærlighed at give sig ind under loven, for at bære folkets eller slægtens navn. Jesus-navnet bærer en slægt: vor slægt, som er alle tiders slægt, som er menneskeslægten – den faldne Adams æt.

Ethvert menneske af den faldne æt får et navn, der tilskrives en betydning – navnet skal bære og indebære alt det vores liv er. Og hvad det er – ved vi ikke på forhånd. Hvilket rygte og omdømme –  hvilke skandaler og overskrifter  – hvilket eftermæle og hvilke fortællinger andre mennesker vil forbinde med vores navn – ved vi ikke på forhånd. Livet vil med årene vise hvad navnet indebærer.

Det ved vi af gode grunde ikke, for det er ikke kun, hvad vi vil med livet, men også hvad livet vil med os. Vore navne er nøje udvalgte af far og mor – vore navne er slægtens navne; vi er forbundet med dem, der var før os – i gode som i onde gerninger, i lyse som i mørke tider. Og børn må leve med de navne, forældrene giver dem.

Men ét barn skal leve med det navn, Gud har givet ham: ”.. og Han fik navnet Jesus” – det var det navn, Han navn ”var kaldt af englen, før Han blev undfanget i moders liv.” Det var ikke et tilfældigt navn han havde fået – Han havde fået navnet Jesus af englen – ikke da han blev født – men endnu inden han var undfanget i moders liv. Ikke et navn bestemt og udvalgt af mor og far, men et navn givet på forhånd. Et navn givet af Guds udsendte engel – skænket af Gud med alt, hvad det navn indebærer og kommer til at bære. Jesus betyder: ”Gud hjælper” eller bedre: ”Gud frelser”; det var et ganske almindeligt navn dengang – men for Guds Søn et ganske særligt navn, fordi det ikke var udvalgt af et menneske blandt mange andre navne.  Det var givet af Ham af Gud – Jesus –  dét navn, dét Ord, der frelser.

Navnet blev givet før han var undfanget i moders liv – endnu inden Han havde liv.

Det betyder, at navnet ikke er afhængig af omdømme og popularitet – af overskrifter, eftermæle eller evig glemsel. Det betyder, at dette navn kan holde til det liv, det skal bære – navnet indebærer til evig tid det, det gjorde, før Han var skænket livet.  For Hans navn indebar på forhånd det, navnet var – nemlig Guds frelse til sit menneske. Ganske særegent for kristendommen, kan Guds navn – Jesu navn spottes, hånes og latterliggøres –  kaldes lille og ligegyldigt – give anledning til sladder – blive udsat for denne verdens domme og menneskelige uhyrligheder.

Han kan slæbes for en falsk domstol i påskedagene og dømmes for andre menneskers forbrydelser – pines under Pontius Pilatus – ja, undergå alt det, intet menneske – uagtet navn – kan bære. Navnet kunne blive synonymt med en stakkel, der som røveren dør på korset. – Navnet kan få det eftermæle offentligheden – de skriftkloge, farisæerne og den romerske besættelsesmagt tilegnede ham. De forbandt navnet Jesus med en mand, der brød Guds lov – én der kom ikke for at stifte fred – men skabe uro.

Det er, det ene-stående ved dette navn, som drengen her får, da Han bliver omskåret: Det er ikke afhængigt af omtale og overskrifter – ikke afhængig af hvad folk mener om Ham, ikke afhængig af folks ligegyldighed eller glemsel. Ikke afhængig af om Han betyder noget for os i vores sølle liv eller ej – om vi i vores menneskelige selvtilstrækkelighed og selvgodhed mener vi kan undvære ham. Ja, han kan få frataget sit gode navn og rygte –  for navnet kan holde til alt.

Nej, barnet fik navnet af englen i moders liv, før det blev født, det navn, som betyder: ”Gud frelser”. Et navn fuld af nåde som Gud selv har givet barnet med magt til at udrette, hvad intet menneske kan: bære det navn til frelse, så ethvert menneske dengang og til evig tid kan få navn efter Ham: Vi bliver kaldt kristne efter Ham, efter Kristus der har ville bære det blodige navn for os. – Nu er vore navne er indskrevet i Hans navn og dermed i vor himmelske Faders navn.

Men alligevel var der dem, der fik deres navn i på avisernes forside, der var de 10 mest googlede navne i 2016 – der var dem med skandalerne og der altid lever videre i os med en særlig betydning. Sådan får vi med vore navne et eftermæle, der er afhængige af vore medmenneskers forkærlighed og forgodtbefindende. Sådan er eftermælet altid i andres vold – i den offentlige menings vold.

Men dette Jesusbarnets navn er alene i Guds vold.

Navnet er i sig selv til frelse – uagtet hvilket eftermæle og hvilket navn det fik i folkemunde – om det blev hånet, spottet og latterliggjort. Deraf udspringer vor frimodighed til at bære vore navne med alt, hvad de er behæftet med. Frimodigheden til ikke at lade vores navne falde i andre menneskers vold – ikke lade andres dom over os – omtale eller billede af os tælle. Ja, frimodigheden til at det ikke engang er mit eget tvivlsomme billede af mig selv fra året der gik, der skal bære mig. At det ikke er mit navn alene med mit liv og min samvittighed fra i går, der skal holde mig oppe. Alt det som livet blev i 2016, må vi tage på os – med det drama livet er – i kamp og kærlighed – i dets lidenhed og storhed.

For også vi kaldes ved et navn – mor eller far ikke har udvalgt til os. Et navn, der skal bære os, hvor vores navne smudses til, glemmes eller berømmes. Et navn vi ikke kan kalde os selv  –det rette navn som evangeliet kalder os ved: Guds skrøbelige skabninger  – Gud hellige og elskede – Guds genstridige skabninger og dog Guds børn givet slægtskab med Kristus, Guds Søn.

Det er det navn, det lille Jesusbarn skal bære for sin Fader i Himlen – hen til syndige mennesker, for at vi skal tro, at vore forgængelige navne med tvivlsomme eftermæler dog er indskrevet i Hans navn. Som bærere af det navn, er vor eftermæle ikke alene i menneskers, men i Guds hånd – så er vi ikke i dødens, men i det evige livs vold, ikke i syndens, men i Guds nådige tilgivelses vold.

Så gå da frimodigt ind i det nye år og den nye tid i Hans navn, som betyder: ”Gud frelser”, for vore navne om de rydder forsiden, om de bevares i et hjerte eller går i evig glemsel er alle vore navne indskrevet i Hans højre hånd og Hans i vore hjerter. Og må det være vort nytårshåb at Han hver dag vil bevare os i Hans nådige ord – hverken forherliget eller glemt, men menneske i Jesu navn og i ydmyg taksigelse.

Godt nytår.

Marie Høgh er sognepræst ved Lynge-Uggerløse sogne