Ingen havde forventet en statsmandstale, da de den første dag i det nye år satte sig til at se Lars Løkke Rasmussen holde den første direkte transmitterede nytårstale fra Statsministeriet.

Det er efterhånden gået op for de fleste, at statsmand – det er og bliver Løkke aldrig.

Men han er Danmarks statsminister, og bestrider som sådan et hverv han godt kan tage på sig og udfylde tilfredsstillende uden at have statsmandspotentiale.

Som statsminister bør Løkke vide, at man som borger har en berettiget forventning om, at han i sin måske vigtigste årlige tale til det land han er sat i spidsen for at værne om, taler om de emner og problemer, der ligger folket mest på sinde og giver et bud på deres løsning.

Og han bør vide, at han som landets statsminister har en særlig forpligtelse til at markere det nationale fællesskab og understrege vigtigheden af at værne om det.

Hvis Løkke har gjort sig disse forventninger klart, så må vi efter hans nytårstale tro, at danskernes mest påtrængende bekymring er, hvordan vi alle kan bliver “fremtidens vindere” i bedste iværksætterstil med Agnes Jensen fra Matador:

“Matador bliver ved med at sige os noget, fordi den – som enhver ægte klassiker – ikke kun fortæller om i går, men også om i dag. Matador viser, at udvikling giver muligheder. Hvis man er klar til at gribe dem. De, der kun ser den gamle verden, går ned. Som Damernes Magasin.

De, der tænker nyt, løfter sig op. Som Agnes Jensen, tjenestepigen, der skaber sin egen virksomhed”

Og vi må tro, at vores fælles sprog – der udgør vores måske allervigtigste nationale og kulturelle forankring – er ligegyldig. Ja værre end det: at dansk er ikke et sprog vi bør tale indbyrdes, hvis vi vil frem i verden. Det er de usikres sprog, det sprog man taler, hvis man bagstræberisk lukker sig om sig selv:

“Først langt ud på aftenen gik det op for mig, at alle gæsterne var pæredanske. På nær en ung canadier, som faktisk også talte fint dansk. Ingen af de unge den aften var bange for forandring. De var allerede afsted i fuld fart. Selvsikre. Håbefulde. Kom bare an verden!”

Det gyser i mig ved tanken om, at landets statsminister har så let ved at sælge ud af noget af det dyrebareste vi har som danskere: vores fælles sprog – til fordel for et internationalt sprog, der for os alene har værdi som et vigtigt redskab til at kunne kommunikere med folk, som ikke er danske.

Statsministeren svigter det danske, og svigter dermed også en af sine fornemste opgaver som statsminister: at værne om Danmark og det, som er dansk.

Også på det helt konkrete plan, når det gælder værnet af Danmarks grænser og beskyttelse mod terror og truslen fra islam, bliver man bekymret for, om landets statsminister overhovedet ser truslen og har tænkt sig at reagere på den. Det var i hvert fald ikke mange ord han spildte på det emne, som bekymrer en meget stor del af befolkningen og som til stadighed presser sig på – senest med terrorattentaterne i Berlin og Istanbul.

Men statsministeren ofrer ikke denne påtrængende trussel mod vort lands sikkerhed – både ude fra  med migrantstrømmene og fra vores midte, i de stadigt voksende ghetto-områder – mange ord. Tværtimod synes han mest optaget af at foretage en usmagelig sammenkobling mellem danskernes nej til ophævelse af retsforbeholdet og migrantkrisen:

Og vi kan ikke trylle flygtningestrømme eller terrortruslen væk ved at melde os ud af det europæiske og internationale samarbejde, som skal løse problemerne.

Vi kan ikke bygge mure mod verden. For så ender vi med at lukke os selv inde. Vi skal gå forlæns ind i fremtiden. Tage den i vores egne hænder. Forme den. Sætte os mål for, hvad vi vil.

Trylle væk? Nej – men vi kan indledningsvis værne vores land mod både migrantstrømme og den medfølgende terrortrussel ved at lukke grænserne for muslimsk indvandring. Det er et nationalt anliggende, som bør ligge en statsminister stærkt på sinde, for det er om noget hans ansvar som regeringsleder.

Et ansvar, som Løkke åbenbart ikke har den fjerneste lyst til at tage på sig, men til gengæld tror han kan ryste af sig med håbløst tomme floskler om at “ gå forlæns ind i fremtiden. Tage den i vores egne hænder. Forme den. Sætte os mål for, hvad vi vil.”

Jeg kan godt leve med en statsminister, der ikke er statsmand. Jeg er tilfreds og relativt tryg, så længe Danmark har en statsminister, der føler det som sin vigtigste opgave at tage vare på landets frihed, interesser og nationale særpræg.

Lars Løkke Rasmussen giver mig ikke den tryghed.