Få historier er mere deprimerende end den om danskfødte børn, der ikke har sprog eller motoriske færdigheder, når de begynder i skolen.

Berlingske har talt med pædagoger, der kan fortælle om hundredevis af børn alene i København, der mangler de mest basale færdigheder. De er slet og ret tilbagestående udviklingsmæssigt,

»Børnene har intet sprog og begrænset motorik«. Som klyngeleder i nogle af Københavns Kommunes mest udsatte boligområder er Maj-Lis Alstrup vidne til, hvordan flere hundrede nydanske børn har mere end svært med alt fra det danske sprog til at løbe og lege med andre børn.

…

»Familierne kommer fra kulturer, hvor der ikke er tradition for at tale med børnene, læse bøger for dem og selvstændiggøre dem. Børnene bliver serviceret meget, og de har svært ved selv at spise, gå og løbe, fordi de har siddet i en stol eller på en arm. De har aldrig lagt et puslespil, men er i stedet blevet passivt underholdt af fjernsyn,« uddyber Maj-Lis Alstrup, der som klyngeleder har ansvaret for syv enheder med i alt 736 børn.

Et andet ord for denne behandling er ligegyldighed overfor børns behov. Eller ligegyldighed over for de krav til stimulering af børn, som er helt afgørende for, at børnene senere kan indgå som aktive bidragydere til det danske samfund. Børn eksisterer ikke som børn. Hvad siger det om den kultur forældrene kommer fra? Hvad siger det om deres evne og vilje til at tage den danske kultur til sig?

Hvad siger det om politikerne, der har tilladt at titusinder af dem er kommet til Danmark? Det bliver lidt for meget også for Berlingske. Pædagogen Alstrup er modig, når hun tør sige så meget som hun gør.

De opgaver ansatte i socialforvaltning, vuggestuer og skole har fået lagt på deres skuldre er simpelthen for byrdefuld.

Undersøgelser peger på, at det er de to første år af et barns liv, som er de vigtigste, og at det er på dette tidspunkt, at et barn er mest modtagelig for læring. Modtager barnet ingen eller kun en smule læring, bliver det dermed sværere at lære barnet noget senere hen i livet.

De sædvanlige betegnelser for underklasse rækker ikke. Socialdemokratiet er fastlåst i brugen af socioøkonomiske kriterier. Man føler sig utilpas med de kulturelle og religiøse.

Hvad skal man stille op med overfor en kultur der ikke ser børn? Det er forældrene, der burde sendes i skole. Hvordan er det overhovedet mulig at genvinde det tabte? – Det er det heller ikke, svarer pædagogen.

Klyngelederen fortæller, at halvdelen af de femårige børn i hendes enheder – svarende til 75 børn – i år har scoret mindre end 15 i den lovpligtige sprogvurdering inden skolestart – den maksimale score er 100. Landsgennemsnittet er omkring 80, og derfor skal der nu iværksættes en plan for hvert af de 75 børn.

Kun 15 af 100 mulige points. Hvor mange ressourcer skal der sættes ind? Tyskerne har et ord – Unsinn; probemet er så omfattende, at det ikke giver mening at sætte ind med individuel opfølgning, når problemerne har et så massivt omfang. Den socialdemokratiske tænkemåde er ude af stand til at fatte problemerne.

»Ser man på børn fra disse familier, så kan de ved skolestart – også selv om de har været indskrevet i børnehave – som et treårigt etnisk dansk barn normalt kan. Det er skoleundervisningen jo ikke tilrettelagt efter.«

Hvad kan I stille op, når et femårigt barn ikke har et sprog, ikke har motorik og i det hele taget er meget lidt selvhjulpen?

»Vi kan i bund og grund ikke gøre så meget så sent. Vi kan gøre noget, men det er svært, og det vil være op ad bakke for barnet resten af livet.«