Tyskerne, som står konfronteret med mere end en million asylansøgere fra Afrika, Asien og Mellemøsten, har travlt med at bevæbne sig.
Overalt i Tyskland, et land med en af de mest strikse våbenkontrollove i Europa, stiger efterspørgslen eksplosivt på selvforsvarsvåben til fredelige formål, herunder peberspray, gaspistoler, nødbluspistoler, elchokvåben og våben til at bortskræmme dyr. Tyskerne ansøger også om våbentilladelser i et rekordstort antal.
Kampen for at skaffe sig våben kommer midt under en migrantdrevet bølge af voldsforbrydelser — herunder voldtægter, røverier og overfald af særlig farlig karakter — i storbyer og byer over hele landet.
De tyske myndigheder gør sig imidlertid store anstrengelser for at hævde, at de tyske borgeres pludselige interesse for selvforsvar intet som helst har at gøre med masseindvandringen til landet, trods mangfoldige beviser på det modsatte.
Gennem de seneste uger har de tyske aviser trykt snesevis af historier med overskrifter som: “Tyskland er bange — og griber til våben,” “Tyskerne bevæbner sig: Efterspørgslen på våben eksploderer,” “Flere og flere mennesker køber et våben,” “Sikkerhed: Hænderne op!” “Behovet for sikkerhed vokser,” “Boom i våbenhandelen” og “Bayerns indbyggere bevæbner sig— bange for flygtninge?”
Det tyske dagblad Die Welt producerede for nylig en videoreportage om Tysklands voldsomme stigning i salget af selvforsvarsvåben, som bar titlen “Våbenfirmaerne profiterer af flygtningekrisen.” (Foto: Die Welt video screenshot) |
Siden Tysklands migrantkrise eksploderede i august 2015, er salget af peberspray på landsbasis vokset med 600%, ifølge det tyske nyhedsmagasin Focus. Varelagrene af produktet er nu fuldkommen udsolgte i mange egne af landet, og der bliver ikke adgang til yderligere forsyninger før ind i 2016. “Producenter og forhandlere siger, at den store tilstrømning af udlændinge de seneste uger tilsyneladende har skræmt mange mennesker,” rapporterer Focus.
Ifølge KH Security, en tysk producent af produkter til selvforsvar, er efterspørgslen blevet femdoblet, og salget i september 2015 — den måned, hvor følgerne af den tyske kansler, Angela Merkels åben-dør migrationspolitik begyndte at gå op for mange tyskere — var det højeste siden firmaets grundlæggelse for 25 år siden. Firmaet fortæller, at der ikke alene er en øget efterspørgsel på våben til selvforsvar, men også på hjemmealarmer.
En anden producent af selvforsvarsprodukter, det i Frankfurt baserede firma DEF-TEC Defense Technology, har rapporteret om en 600% stigning i salget i dette efterår. Ifølge direktør Kai Prase:
“Det tog sin begyndelse i september. Siden da er vore forhandlere blevet fuldkommen overrendt. Vi har aldrig oplevet noget lignende i firmaets 21-årige historie. Frygt: Det er ikke rationelt. Ordet ‘flygtningekrise’ nævnes også hyppigt.”
Samme historie gentager sig over hele Tyskland. Ifølge den offentlige radiostation Mitteldeutscher Rundfunk ser man jævnligt borgere i Sachsen stå i kø i stort antal, ventende på at våbenbutikkerne åbner.
En butiksejer i byen Pirna i Sachsen sagde, at han nu sælger op mod 200 dåser med peberspray om dagen, sammenlignet med fem dåser om ugen før migrantkrisen begyndte. Han fortalte, at han ser mange nye kunder, som ikke tilhører det typiske klientel, heriblandt kvinder i alle aldre og mænd, som køber våben til deres koner.
Günter Fritz, ejeren af en våbenhandel i Ebersbach ligeledes i Sachsen, fortalte RTL News: “Siden september, over hele Tyskland, også i min butik, er salget af produkter til selvforsvar eksploderet.” Han tilføjede, at hans kunder kommer fra alle dele af samfundet, lige “fra professoren til den pensionerede ældre dame. Alle er opskræmte.”
Andreas Reinhardt, ejer af en våbenhandel i byen Eutin i det nordlige Tyskland, sagde, at han nu sælger 4-5 selvforsvarsvåben om dagen, sammenlignet med omkring to om måneden før den seneste tilstrømning af asylansøgere. “Den aktuelle sociale uro ligger klart bag den nuværende trang til selvforsvar,” sagde han. “Jeg havde aldrig forestillet mig, at frygt kunne brede sig så hurtigt,” tilføjede han.
Eric Thiel, ejer af en våbenhandel i Flensborg ved Østersøen, sagde, at peberspray ikke længere kan fås: “Alt er udsolgt. Nye forsyninger ankommer ikke før til marts. Alt, der har at gøre med selvforsvar, stiger kolossalt.”
Wolfgang Mayer, ejeren af en våbenhandel i Nördlingen, en by i Bayern, sagde, at han har en forklaring på stigningen i antallet af våbentilladelser: “Jeg tror, at med tilstrømningen af flygtninge, stigningen i indbrud og de mange tricktyve kræver folk større beskyttelse.”
Mayer tilføjede, at der er en voksende følelse i det tyske samfund af, at staten ikke kan beskytte sine borgere ordentligt, og derfor må de beskytte sig selv bedre. “Siden sommer er salget af peberspray steget med 50%,” sagde Mayer og tilføjede, at køberne hovedsagelig er kvinder, i alle aldre — lige fra studenten inde i byen til bedstemoderen, der er blevet enke.
Peberspray og andre former for selvforsvarsvåben til fredelig brug er lovlige i Tyskland, men der kræves tilladelse til at bære og benytte visse typer af dem. De ansatte i samtlige 16 delstater i Tyskland fortæller om en kulmination i ansøgningerne om sådanne tilladelser, der er kendt under betegnelsen lille våbentilladelse (kleinen Waffenschein).
I den nordtyske delstat Schleswig-Holstein er næsten 10.000 personer nu indehavere af en lille våbentilladelse, hvilket er et “enestående rekordniveau,” ifølge det regionale indenrigsministerium. Detailhandlere i delstaten fortæller også om en “hidtil uset stigningsbølge” i salget af våben til selvforsvar, og at forsyningerne af peberspray er udsolgt indtil foråret 2016.
I Sachsen fortæller detailhandlerne om et hidtil uset boom i salget af peberspray, tåregas, gaspistoler og endda armbrøster. Nogle forretninger sælger i dag flere selvforsvarsvåben om dagen, end de solgte i en hel måned, før migrantkrisen begyndte.
Sachsiske embedsmænd fortæller om et spring opad i antallet af personer, som ansøger om fuld våbentilladelse (großen Waffenschein). Iveren efter at skaffe sig våben kan tilskrives en “subjektiv nedgang i folks tryghedsfølelse,” udtalte Sachsens indenrigsminister, Markus Ulbig.
I Berlin steg antallet af personer med lille våbentilladelse med 30% i løbet af de første ti måneder af 2015 sammenlignet med samme periode i 2014, mens antallet af personer med fuld våbentilladelse steg med godt 50%, ifølge det lokale politi.
I Bayern har mere end 45.000 personer nu lille våbentilladelse, 3.000 flere end i 2014. Dette udgør en “betydelig stigning,” ifølge det regionale indenrigsministerium. Ligesom i andre dele af Tyskland fortæller også detailhandlerne i Bayern om et boom i salget af våben til selvforsvar, herunder gaspistoler, nødbluspistoler og peberspray.
I Stuttgart, som er hovedstaden i Baden-Württemberg, rapporterer de lokale våbenbutikker om en fire- eller femdobling af salget af selvforsvarsvåben siden august. Én butiksejer sagde, at hun nu sælger flere våben om ugen, end hun normalt ville sælge på en hel måned. Hun tilføjede, at hun aldrig før har oplevet så stor en efterspørgsel.
I Heilbronn, ligeledes en by i Baden-Württemberg, beretter lokale embedsfolk, at salget af peberspray er fordoblet i 2015. Ifølge én butiksejer begyndte efterspørgslen på peberspray at stige voldsomt i august, hvor mange mødre begyndte at købe produktet til deres døtre i skolealderen. “Vore kunder er ekstremt bange,” sagde butiksejeren. “Vi ser dette overalt.”
I Gera, en by i Thüringen, fortalte lokale medier, at i en enkelt forretning blev hele beholdningen på 120 dåser peberspray udsolgt i løbet af tre timer. Forretningen, som efterfølgende solgte en ny forsendelse på 144 dåser, står nu på venteliste til at få fyldt lageret op på grund af manglende forsyninger.
En kvinde i Gera, som købte peberspray til sin 16-årige datter, sagde:
“Jeg mener, at det er fuldkommen rimeligt, at jeg beskytter min datter. Hun har den alder, hvor hun færdes ude alene om aftenen. Hvis hun siger, at hun behøver dette af hensyn til sin egen beskyttelse, mener jeg ikke, at det er uberettiget. Selvfølgelig på grund af den aktuelle situation vi har i Tyskland i dag. Vi aner simpelthen ikke, hvem der er her. Der er rigtig mange mennesker, som ikke er blevet registreret.”
Samme tendens til selvforsvar gentager sig i de tyske delstater Brandenburg, Mecklenburg-Vorpommern, Sachsen-Anhalt og Nordrhein-Westfalen, hvor et stadig stigende antal voldsforbrydelser begået af migranter forvandler visse kvarterer til no-go-zoner.
Apologeterne for masseindvandringen beskylder de tyske borgere for at overreagere. Nogle peger på nogle nylige undersøgelser — bestilt af pro-indvandringsgrupper — som, helt usandsynligt, påstår, at antallet af forbrydelser begået af migranter er dalende, ikke stigende.
Andre benægter, at iveren efter selvforsvar har noget som helst med migranter at gøre. De lægger skylden på flere forskellige faktorer, herunder det tidlige mørke i forbindelse med ophøret af sommertiden, jihadistangrebene i Paris (som fandt sted i november, tre måneder efter at salget af selvforsvarsvåben begyndte at stige voldsomt), samt behovet for at beskytte sig mod vilde ulve i dele af det nordlige Tyskland.
Süddeutsche Zeitung beskrev bedraget på følgende måde:
“Enhver, der spørger om årsagerne til bølgen af våbenkøb, bliver mødt med tavshed. Officielt udtaler kontrolinstanserne, at den, der søger om lille våbentilladelse, ikke behøver at angive en begrundelse, hvorfor regeringskontorerne ikke har nogen forklaring. ‘Men det er rigtigt, at vi sommetider tydeligt får den besked, at de er bange på grund af flygtningene,’ udtaler én på betingelse af, at hans navn og kontor ikke nævnes i avisen. ‘Folk har allerede sagt til mig: Jeg ønsker at kunne beskytte min familie.’ Vi har indberettet dette til ministeriet'”…
“Detailhandlerne siger heller ikke noget officielt om årsagerne til stigningen i salget. Ring til en mindre våbenhandel. Mange flygtninge ankom i slutningen af august, og siden september er salget steget, kan der ikke være en sammenhæng? ‘Hvis I lader være med at bruge mit navn: Helt sikkert, hvad ellers?’ siger manden i telefonen. De mennesker, som kommer i forretningen, er bange. De mener, at der blandt flygtningene befinder sig nogle ‘sorte får.’ Nogle af kunderne indrømmer det åbent.”
Empiriske beviser peger på en indiskutabel, landsdækkende, voldsom stigning i migrantdrevet kriminalitet, herunder voldtægter af tyske kvinder og piger i et chokerende omfang, såvel som seksuelle og fysiske overgreb, knivstikkerier, indtrængen i private hjem, røverier, indbrudstyverier og narkohandel.
Kulminationen i voldsforbrydelser begået af migranter er blevet bekræftet af en hemmeligstemplet politirapport, som er blevet lækket til en tysk avis. Rapporten afslører , at et rekordstort antal på 38.000 asylansøgere blev anklaget for voldsforbrydelser i landet i 2014. Analytikerne mener, at dette tal — som giver mere end 100 forbrydelser om dagen — kun udgør et mindre fragment: mange forbrydelser indberettes aldrig.
Ikke overraskende viser en ny meningsmåling, at 55% af tyskerne ser pessimistisk på fremtiden, en stigning fra 31% i 2014 og 28% i 2013. Målingen viser, at 42% af dem i alderen 14-34 år tror, at deres fremtid ser sort ud; det er mere end en fordobling af antallet (19%) af dem, der følte sådan i 2013. Samtidig er 64% af folk i alderen 55 år og derover ængstelige for fremtiden.
Meningsmålingen viser også, at fire femtedele (79%) af den tyske befolkning tror, at økonomien bliver forværret i 2016 på grund af de økonomiske byrder, som migrationskrisen har skabt, og 70% tror, at medlemslandene i Den Europæiske Union vil glide længere fra hinanden i det kommende år. Og den mest forudsigelige spådom af alle: 87% af tyskerne tror, at deres politikere vil komme til at opleve en nedgang i befolkningens støtte i løbet af 2016.
Meget klogt med alle de muslimer forræderen Angela Merkel masseimporterer.
Ingen som har sjekket det illegale markedet?
Ikke det Tipper det gir et ennå grimmere resultat