Begyndelsen:
De to fly, der fløj ind i tvillingetårnene og skabte Ground Zero i New York var faktisk ikke begyndelsen på sammenbruddet i Mellemøsten, migrationsmisèren og den medfølgende terror.

Det begyndte vist året før med angrebet på USS. Cole d. 12. oktober 2000.

En endeløs række af terrorattentater har siden 2001 hjemsøgt Europa. Bortset fra ét eneste er samtlige attentater begået af muslimer. Disse attentater har alle deres udspring i etablerede muslimske miljøer i Vesten eller er muliggjort af Europas vindsåbne ydre grænser. Nu står vi så med de seneste to attentater. Et på Europas dørtrin – den døde russiske ambassadør i Ankara og et i Europas hjerte – julemarkedet i Berlin.

Tilstanden:
De europæiske politikere har indtil videre med en befolkningsudskiftning på mindst 50 millioner muslimer fordelt over hele EU for længst skabt en tilstand af ustoppelig terror, som vore politiske repræsentanter forlanger, at vi skal leve med.

Kravet:
Til gengæld for indvandringens uafvendelighed skal vi lære at betragte terroren som et nødvendigt onde. En ny hverdag – en ny normaltilstand. Et vilkår, vi bør finde ud af at affinde os med, for det kan alligevel ikke blive anderledes.

Hvis vi giver efter for frygten, har islamisterne jo vundet, siger de. Derfor skal vi blive ved med at leve, som om intet er hændt. Risikoen for at blive ramt er for øvrigt minimal. Derfor opfordrer myndighederne os til at slappe af, lukke øjnene og lade som ingenting. Med mellemrum græde lidt over vore døde, lægge blomster og sætte lys og søge trøst i, at politikerne er lige så kede af det, som vi er. Så skal det nok gå altsammen.

Permanensen:
Men noget er jo hændt. Dette noget kan ikke sammenlignes med den traditionelle form for terror, som vi kender alt for godt. Terror i Europa plejer at komme og gå, så det har vi levet med. Det gik over, kan man sige, og livet gik videre, men ikke denne gang. Denne gang er det meget anderledes.

Debatten mellem politikerne og folket overser nemlig det væsentlige i terrordebatten: det faktum, at europæerne pr definition er vantro. Det betyder i al sin enkelhed, at terrortilstanden fra nu af aldrig ændrer sig. Tilstanden er lige så permanent som den vantro tilstand, Koranen og Islam fra begyndelsen har anbragt os i.

Risikoen for at blive ramt af et terrorangreb har derfor været til stede lige fra beslutningen om indvandringen blev truffet i 1983, og den vil fortsat være til stede i al evighed, alene fordi vi er vantro, og lige indtil den dag oprinder, hvor vi er borte, og alle er muslimer på den samme måde. Det er det samme overalt. Ikke kun herhjemme.

Vesten slipper aldrig mere af med den muslimske terror, fordi man selv har valgt at implementere den. Den var der ikke før. Den er der nu som resultatet af håbløse politiske beslutninger.

Imens vokser frygten og vreden i de vestlige befolkninger. Vi giver måske ikke godvilligt efter, selv om vi tier. For vi kan nemlig sagtens huske, hvordan det var, før politikernes indvandringsprojekt tog fart i 1983. Som jeg ser det:

Europa bør ikke finde sig i det mere.

Thomas A. Fog er pensioneret lærer