Gæsteskribent
Markedskræfter
Mark Steyn, foto: Wikimedia Commons
Lørdag morgen kom jeg i tanke om en samtale fra i sommer med en tysk kvinde, som havde “befundet sig på modtagersiden af nogle livlige, pågående flerkulturelle hænder tilhørende en af Mutti Merkels unge, mandlige charmetrolde”:
Som en konsekvens heraf, går hun ikke længere ud efter mørkets frembrud. Modvilligt har hun også besluttet sig for ikke at besøge det julemarked hun ellers holder så meget af, og hvor hun har sunget julesange hvert eneste år – ved højlys dag.
“Hvorfor det?” spurgte jeg.
“Fordi det er jul”, sagde hun, “og jeg er bekymret for, at julen vil blive et mål.”
Jeg drog denne konklusion:
Julemarkedene er en fin tysk tradition, men næppe særlig meget længere.
I skrivende stund 48 timer senere er tolv mennesker døde og 48 er sårede, fordi de befandt sig på et julemarked på Breitscheidplatz i Berlin. Denne overskriften fra BBC formidler helt ubesværet galskaben i vor tid:
Lastbil dræber 12 på julemarked
Nåhh, så det var lastbilen, der gjorde det. Så er det altså ikke noget, der ikke kan løses med nogle ret enkle lastbil-tiltag som – lad os sige udstedelse af licenser og registrering af lastbiler.
De mindre åbenlyst undvigende svar var næsten lige så nedslående. En engelsk turist på besøg fra Birmingham lod en kritisk bemærkning falde om, at man i hans hjemby har sat nogle gevaldige spærrestolper langs fortovene for at stoppe de mordlystne lastbiler som måtte befinde sig i nærheden. Christkindlmarkt er en tysk tradition, som går helt tilbage til middelalderen: Det, der er i München, er mere end 700 år gammelt.
Men et samfund som kun kan bevare trekvart årtusinde år gamle traditioner, hvis de befinder sig bag en uigennemtrængelig sikkerhedszone, er et samfund, som snart vil miste disse traditioner. Som tidligere nævnt er jeg af denne opfattelse: Hvis frie lande skal have uskønne sikkerhedskontroller, hvorfor så ikke anbringe dem rundt om landets grænser – i stedet for rundt om hver eneste område inden for disse grænser?
“Jeg synes det er helt absurd, når jeg hører folk som siger at “nu må vi have metaldetektorer og større sikkerhed på diskoteker og natklubber. Javel, og hvad sker der så? De sprænger et konditori i luften, eller en lille bagerforretning. Skal du så også have metaldetektorer ved indgangen til konditorierne?”
“I stedet for at have alle disse enkeltstående forsvarslinjer rundt om hver eneste Dunkin Donuts eller tankstation eller sågar J.C. Penny, hvorfor så ikke bare lave én lang forsvarslinje om hele landet?” lød Steyns konklusion. “Vi kunne jo kalde det for en grænse! Og vi kunne jo så for eksempel have bevogtning af grænsen!”
Men det er bare gal mands snak. I det populære program Kelly File på Fox News, stillede Martha MacCallum to eksperter spørgsmålet, om massakren på julemarkedet, og begge eksperter begyndte øjeblikkelig at tale om militære angreb mod IS, behovet for at lave en arabisk version af NATO og andre storladne ideer. Jeg er helt enig i, at IS bør tilintetgøres, men IS er bare et symptom, og ikke en årsag. Når at IS er udslettet, kommer det noget andet. Mange steder i verden findes der allerede noget andet: al-Qa’eda, Taliban, Boko Haram, Abu Sayyaf, al-Shabaab, al-Nusra, al-Gama’a al-Islamiyya, al-dit, al-dat og al-de andre …
Der var ikke engang nogen af Marthas gæster som stillede et eneste spørgsmål om, hvorfor folk som vil myrde dig fordi du er på et julemarked, i det hele taget befinder sig i landet. Reuters skriver:
Tyske medier citerer lokale sikkerhedskilder som siger, at der findes beviser, som tyder på, at den mistænkte som er arresteret, var fra Afghanistan eller Pakistan, og kom til Tyskland som flygtning i februar.
Jøsses, det ville ikke være et særlig taknemmeligt svar til det land, som gav en tilflugtsmulighed, eller hvad? Vestlige ledere forsikrer os til stadighed om, at det er “en meget, meget lille procentdel af det muslimske samfund, som består af “voldelige ekstremister”. De fortæller os aldrig, hvilken procentdel der rent faktisk er tale om – én procent, nul komma én, eller nul komma nul nul nul én – men de er helt enige om, at det er en procentdel.
En procentdel er et vældig enkelt koncept: Hvis det er 0,001 prosent af det muslimske samfund, som består af voldelige ekstremister”, og du har 100.000 muslimer, ja så er det “en meget, meget lille procentdel”. Hvis du så lukker 100.000 muslimer mere ind, så vil du have fordoblet antallet af “voldelige ekstremister”. Og hvis du fortsætter med at gøre dette år efter år, så vil du – hvad enten procentdelen er stabil eller ej – importere stadig flere mennesker, som har lyst til at dræbe borgerne i dit land.
Hvorfor skal man så gøre det? Hvad er fordelene ved det? Og hvorfor mener folk som turisten fra Birmingham, at svaret på stadig flere muslimer er stadig flere spærrestolper? Jeg tilbragte det meste af sidste år i Frankrig og andre steder i Vest-Europa, og der er soldater overalt – udenfor kirker, postkontorer, togstationer, indkøbscentre, jødiske skoler i første omgang, og nu også ikke-jødiske skoler, badestrande hvor kvinder bader topløse og julemarkeder… Og det er ikke nok. Det bliver aldrig nok.
Bare nogle få timer før tolv tyske familier fik et stort blodigt hul gennem sig en uge før jul, besluttede min gamle ven – en gang også opvarmer – Jonathan Kay med sin sædvanlige perfekte timing endnu en gang at aflevere en svirper til disse åndsamøber, der græmmes over, hvor alt dette bærer hen:
Noget af en diskussion på @CBC180. Takket være et Mark Steyn-agtigt hysteri tror canadierne, at Canada er 17 % muslimsk. I virkeligheden er det 3 %.
Ha! Sikke nogen idioter, hvad? Hvor flatterende det end er at få skylden for et helt lands islamofobi, ville jeg sige, at grunden til, at canadiere – i lighed med franskmænd og tyskere og belgiere og næsten alle andre – tror, at muslimene er flere end der er i virkeligheden, er ganske åbenbar: Islam slår hårdere end normalt for sin vægtklasse. Selv på dage, hvor de ikke mejer folk ned på julemarkeder eller myrder russiske ambassadører – eller knivstikker franske præster, eller sprænger belgiske lufthavne til himmels, eller forgriber sig seksuelt på deltagerne ved tyske nytårfestligheder – tyder også de mindre brændbare nyheder om islam i Vesten på en selvhævdelse og en selvsikkerhed som ville have været imponerende, selv om de udgjorde 17 procent. Når de rent faktisk rammer de 17 procent, vil folk tro de udgør 48.
Siden vi ser ud til at være endt med en besættelse af procentandele, antager jeg, at tolv døde tyskere også er en ubetydelig andel – alt for triviel for de sofistikerede til at retfærdiggøre et “Mark Steyn-agtig hysteri”. Men det er den 20. december, og om fem dage vil ofrenes familier savne 100 procent af et barn, en forælder eller en kæreste til jul. Bed en bøn for dem. De døde på grund av hensynsløsheden hos en politisk klasse i Vesten, som har satset alt på en forrykt og chanseløst sociopolitisk eksperiment, som kun kan ende katastrofalt.
