Tale ved lørdagens For Frihed-demonstration på Skt. Hans Torv på Nørrebro, der var arrangeret som en sær-demo mod den venstreradikale vold og som en støtte-erklæring til politiet:

Jeg må indrømme, at der er en vis dobbelthed i at skulle stå her og tale til støtte for politiet ved For Friheds demonstration.

Ikke fordi jeg har betænkeligheder ved at holde tale – det gør jeg gerne, og det er heller ikke første gang.

Men fordi jeg har en lumsk fornemmelse af, at mange af de politimænd og -kvinder som lørdag efter lørdag har skullet sørge for, at AFAs voldsparathed ikke skulle slå ud i lys lue, kan have svært ved at se endnu en demonstration, hvor de er udkommanderet til at passe på os som noget, der ligner støtte.

For hvordan kan For Frihed overhovedet støtte politiet? Det er jo For Frihed, der er de små og svage – en lille gruppe fredelige, og for en stor del ældre, demonstranter, der har brug for al den støtte de kan få fra politiet for overhovedet at kunne gennemføre deres demonstrationer.

Set i det lys kan det virke en smule bagvendt at udkommandere politiet til at beskytte en  denne lille demonstration, og jeg er sikker på, at mange af de betjente der er her i dag heller ville have været blevet hjemme i varmen hos familien.

Men til dem vil jeg sige:

Jeres aldrig svigtende indsats for at få den lille gruppe For Frihed demonstranter trygt igennem deres rute og skærme dem mod angreb fra Antifascistisk Aktion bliver ikke bare taget til efterretning som retsstatens naturlige beskyttelse af forsamlings- og ytringsfriheden.

Den bliver af For Frihed og os, der går med oplevet og modtaget med stor taknemmelighed.

Jeg har deltaget i flere af For Friheds demonstrationer, og det er aldrig gået stille af, trods de fredelige intentioner. For Frihed er konstant under angreb af venstreradikale, der ikke bare går efter demonstrationen, men som åbenlyst også er ude efter en konfrontation med politiet.

Når man beslutter sig for at deltage i en For Frihed-demonstration, så er man forberedt på, at der bliver råbt alt fra racist til nazisvin efter en.

Det har man ligesom indstillet sig på.

Hvad man ikke er forberedt på, er at angriberne – de voldsparate AFA´er – udsætter ordensmagten for lignende tilsvininger.

Flere gange har jeg selv været vidne til, hvordan betjente har måttet finde sig i at blive skreget ind i hovedet at de var fascister og nazisvin – uden at de pågældende betjente er faldet ud af rollen.

Det er intet mindre end imponerende, og man tænker uvilkårligt, at på et eller andet tidspunkt bliver presset for stort. Ingen kan i længden holde til at blive udskreget som det værste af det værste – oven i købet under udførelsen af sit arbejde.

Men der har på intet tidspunkt været betjente, der har forløbet sig.

Og ser man ud over Danmarks grænser til politiet i andre europæiske lande bliver taknemmeligheden over en velfungerende ordensmagt så meget desto større:

Sverige oplever i disse år en masseflugt fra politiet. Alene i år har mere end 1000 svenske betjente sagt deres job op. Det sker som reaktion på stadigt mere forringede arbejdsvilkår, hvor trusler og intimideringer og overfald er blevet hverdag fra det voksende antal kriminelle bander, der opererer ud fra de snart 60 no-go zoner der efterhånden eksisterer i Sverige.

Også i Frankrig er politiet på hælene. Så meget, at det franske politi demonstrerer i gaderne i de store byer i protest mod en udvikling, hvor store migrantstrømme og konstant gadevold presser politiet så massivt, at de ikke engang kan sørge for deres egen sikkerhed.

Lad os håbe, at danskerne besinder sig og deres fædrelandskærlighed også viser sig helt konkret ved at de ikke bare passivt lader stå til, men aktivt tager stilling og tager del i kampen for det Danmark vi elsker.

Den helt enorme opbakning til den dræbte betjent Jesper Juhl må trods alt give et lille håb for fremtiden. Troen på og tilliden til politiet er en helt bærende forudsætning for retsstaten.

Derfor skylder vi at give dem vores fulde støtte og anerkendelse.